Top 5 – Edge of Sanity vakt til live
Genudgivelser, remixes og remasters falder ikke altid i god jord hos fans, men skribent Villumsen hylder som Edge of Sanity-fan kavalkaden af genudgivelser fra Century Media.
Vi er et par uger fra tredje kapitel af genudgivelserne af genialiteter fra Dan Swanös bagkatalog. Der er tale om udgivelser fra Nightingale og Edge of Sanity. Det er i øvrigt forkert bare at betegne dem som genudgivelser, da de oprindelige optagelser har været genbesøgt, og med nænsom hånd fra mesteren selv har lyden fået en solid opdatering.
Swanö er ikke kun kendt for sine bidrag i de nævnte bands. Han har lige siden starten af sin musikalske karriere arbejdet med at optage og mixe lyd og har gjort det for et væld af bands som Opeth, Dissection, Marduk, Millencolin, Katatonia, Bloodbath og Skeleton Remains. For blot at nævne nogle få. Og det er de nærmest troldmandsagtige evner ud i at skabe god lyd, der nu også kommer Edge of Sanity og Nightingale til gode – igen! – når han lige har fintunet lyden til en mere moderne form. Og det lykkes han formidabelt med. Og ikke bare, hvor man godt kunne forestille sig bedre lyd, men også dér, hvor man måske ville se det som en art blasfemi at pille ved fortidens store klassikere.
Det er med respekt for både dem, der kun kan tåle en lille modernisering af disse nedslag i historien, og dem, der kan tåle lidt mere. Flere af udgivelserne er nemlig kommet i to versioner: En med remaster af den originale udgivelse, og en hvor der er lavet et nyt mix, som så selvfølgelig også har fået en fin mastering ovenpå.
Vi har tidligere talt med Dan Swanö. Læs fx vores interview her samt et kig på hans favoritter i vores ti hurtige-serie.
1. Nyt liv til Edge of Sanity
Det var ikke live-aktiviteter, der fyldte mest for Edge of Sanity. Ved dødsmetallens vækst fra starten af 90’erne kunne man stadig godt nå langt ud ud i verdenen ved blot at udgive (gode) plader, men noget betød fraværet fra koncertplakaterne nok for, hvor store Edge of Sanity blev. Eller ikke blev. På opsamlingen ’Evolution’ fra 1999 er der et Sator-covernummer, som Swanö beskrev som, hvordan han følte det i de unge år, når bandet rent faktisk var på landevejen: ’I Wanna Go Home’.
Samtidig har Swanö længe beklaget sig i forhold til sit fuldfede growl, som han har forklaret, at han over årene til sidst kun kunne levere i meget små bidder ad gangen. Alligevel growlede han på hele Macerations comeback-album ’It Never Ends...’, som måske bliver det sidste fulde album indspillet med Swanös growl.
Sidste udgivelse med fuldt nyt materiale under Edge of Sanity-navnet kom i 2003. Så det er længe siden efterhånden, men for denne skribent, som holder ’Purgatory Afterglow’ som ét af de allervigtigste album i den personlige skivesamling, så er der ikke et øje tørt, hvis kendskabet til Edge of Sanity kan vokse sig større end bare nogen, som fans som mig selv og andre, der gik op i metal i 90’erne, måske kan huske. Jeg under i hvert fald bandet nye fans hos den yngre generation metalfans.
2. Remix
Jeg havde ikke troet, at jeg ville falde på halen over de nye mix. I hvert fald ikke af favoritten, som jeg allerede har nævnt. ’Purgatory Afterglow’ har fået et nyt mix, som respekterer originalen, men alligevel formår at tilføje dynamik og bund. Åh, den bund! Bassen, i dette tilfælde instrumentet, har også fået sig en mere tydelig lyd, og selve lyden af de tykke strenge lyder utroligt fedt. Så er vokalen lidt mere fremtrædende, hvilket nogle steder fik mig til at tro, at der måske var anvendt lidt andre vokalspor end på originalen, for i talen i ’Twilight’ og den rene vokal i ’Black Tears’, så var der pludselig detaljer, der i hvert fald er gået tabt på mit ungdomsværelses stereoanlæg.
Og så er der ’The Spectral Sorrows’. Ja, den har jo en lidt speciel lilletromme-lyd, som man skulle tro var Lars Ulrichs inspiration for ’St. Anger’. På den remixede version er der pillet ved lilletromme-lyden, som altid har været lidt en hæmsko for mig til den helt store kærlighed til ’The Spectral Sorrows’. Jeg er derfor glad for det nye mix, som med tæmmet lilletrommelyd i den grad har givet pladen nyt liv for mig. Men jeg har også fuld forståelse for, hvis lige dén justering føles for stor for nogle fans. Der ligger jo også en del energi i skiven pga. af netop denne lyd, og hvordan eftertrykkeligt sparker et nummer som 'Darkday' fremad.
Det har nok også noget at gøre med, hvornår man stod på Edge of Sanity-toget. Hvis man blev fan netop ved denne plade, så er det måske ikke dér, man vil have rørt i gryden. Men det fører jo så gengæld til næste punkt.
3. Remastering
Man kan nemlig også nøjes med den lille pakke, hvor lyden blot er remastered. Her har ’The Spectral Sorrows’ stadig en noget diskant klingende lilletromme, men bunden er løftet, og der er en større klarhed. Men det er nænsomt og giver en version, der kommer bedre ud af pappet og især forbedrer oplevelsen, hvis albummet i denne digitale tidsalder primært er blevet lyttet til via streaming og ikke en original fysisk kopi.
Så er der ’Infernal’ fra 1997. Albummet fra et tydeligt splittet band. Der var Swanös sange og så de andres. På trods af Swanös store kundskaber med lyd blev det indspillet hos Peter Tägtgren i The Abyss-studio. Det var ikke muligt at få brugbare filer til at remixe ud fra, men i det mindste har vi så fået en remastering fra Swanö selv.
Dengang syntes studie-valget lidt mærkeligt. Hvorfor fortsatte bandet ikke med en Swanö-produktion? Måske var han blevet slået lidt ud af kurs med Dark Funeral-affæren: Det stockholmske band var i færd med at indspille debutalbummet hos Swanö, men var utilfredse med samarbejdet og forsøgte sig først med råbåndene i Sunlight Studios, uden heldigt udfald. Til sidst genindspillede de hos netop Tägtgren. Historien, set fra Dan Swanös side, er beskrevet i dette interview fra hedengangne Global Domination og gengivet på Blabbermouth.
Den udførte remaster på ’Infernal’ er en af genudgivelsernes mindst tydelige ændringer indtil videre, men det giver lige et lille boost af lyden, og bassen føles bedre i mixet.
4. Demo eller album?
Udgivelserne fra før det første album har også fået en tur igennem maskinen. De gamle demoer ’Euthanasia’, ’Kur-nu-gia’ og ’The Dead’ har bestemt sin charme og et vidnesbyrd fra en tid i dødsmetalhistorien.
’Euthanasia’ er i sit remix flyttet til noget, der kunne lyde som et album i dag. Vel at mærke fra et, der dyrker det mere oldschool element af genren. Væk er den lidt for rumklangsdruknede vokal (som nok var tidstypisk på masser af demoer i 90’erne, hvor bands ikke altid fandt vej til studier, der forstod sig på andet end pop- og rockmusik), og ind er kommet en fremhævning af Swanös brutale growl. Stadig med lidt reverb, men nu med måde.
Er man lykkelig ejer af de gamle demoer, så kan det stadig forstås til fulde, hvis minderne fra ungdommen vil holde en til dem, hvis ’Pernicious Anguish’ eller ’Maze of Existence’ skal have et genlyt. Men de lyder altså også fedt i de nye mix. De er selvfølgelig også udgivet som remaster, hvis man vil høre det tættere på originalerne.
5. Bonus. Mere, mere, mere!
Sammen med udgivelserne er der også herlige bonusting. Tag fx ’Hell is Where the Heart is’ i demo-versionen, hvor der er lækre ting i guitarspillet og en Dan Swanö, der ikke havde teksten klar, og nærmest hardcore-råber en vrøvle-tekst af sted. En indspilning, som så blev brugt til at give versefødder til Jonas Larsson fra Traumatic, som stod for teksten, da tekstskriveri altid var et nødvendigt onde for Swanö selv.
Eller live-optagelser fra en tidlig koncert med bandet. Fra Esbjerg endda. Det er også superfedt og lyder godt, især med det monstrøst fede growl fra en meget ung Dan Swanö her.
Og så den bonus, at livet omkring Edge of Sanity er blevet bragt lidt til live. Bandet har mødtes og lavet små videoer med historier om bandet eller tilblivelsen af visse sange. Masser af ny viden. Tjek for eksempel Unisounds Youtube-kanal.
Længe leve Edge of Sanity!