Top 5 - Gaming og tråd
PopulærMusik påvirker følelserne. Det er et essentielt virkemiddel, når det kommer til film og teater og såmænd også spil. Om det så er computer, Playstation, Xbox eller en helt fjerde platform. Vi ser nærmere på 5 spiludgivelser, der har et heavy lydspor.
Der er intet nyt i brugen af musik i spiludgivelser. Mange kunstnere har kastet sig over spilmarkedet, enten i form af egne udgivelser eller som producenter af musik til spil. Heavy går hånd i hånd med action, og det er der flere eksempler på. Efter Kiss udgav 'Psyco Circus' i 1998, udgav bandet i 2000 first-person shooteren af samme navn. Iron Maiden har ligeledes haft flere spil-udgivelser. I forbindelse med bandets greatest hits-album ’Ed Hunter’ fra 1999 fulgte spillet af samme navn, hvor Maidens maskot Eddie skulle spilles igennem en række baner, der alle afspejlede bandets albumcovers. Ved dette års ’Speed of Light’-lancering var Maiden igen ude med visuel underholdning. Englænderne udgav et arkadelignende platformspil, hvor Eddie endnu en gang indtog hovedrollen (kan spilles her).
Herudover er der naturligvis hele Sonys 'Guitar Hero'-serie, der har bragt rock og metal helt ind i stuerne, og som har indeholdt specialudgivelser med blandt andre Van Halen, Aerosmith og Metallica, mens 'Grand Theft Auto'-serien og 'Need for Speed Underground' i høj gad benytter sig af heavy og diverse andre rock- og metalgenrer som virkemidler.
De nævnte er få eksempler ud af mange. Spilmarkedet er blevet en del af musik-industrien, selvom det oftest er som en gimmick. Men musik virker nu engang, som soundtrack eller stemningsskabende element. Her er fem bud på spil, hvor rock og metal har været en essentiel del af den samlede oplevelse.
1. Wolfenstein – The New Order/Old Blood
Ud over at det er pisse rock ‘n’ roll at skyde nazister i smadder med gode, gamle Blazkowicz, har den 2014-opdaterede version af den gamle klassiker også et ondt soundtrack. Med et plot om en alternativ afslutning på 2. verdenskrig, hvor nazisterne har overtaget verden, passer den post metal-orienterede intro perfekt som stemningsskaber. Hertil har Frederik Thordendal fra Meshuggah bidraget, hvilket tydeligt fremgår af den über-djentede og tunge ’Herr Faust’, der lægger baggrundsmusik til, mens Blazkowicz i en kæmpe fængselsrobot skyder sig vej ud af et nazistisk fængsel. Brutalt og tungt.
">
2. Red Alert 1 & 2
Det er svært at komme uden om Westwood Studios og senere EA Games’ strategispils-serie 'Command & Conquer', især 'Red Alert'-serien. Selvom EA Games formåede at ødelægge den prægtige spilserie med den tredje udgivelse, er det stadig en fornøjelse at overtage verden med de røde, mens ’Hell March’, ’Hell March 2’, ’Grinder’ eller ’In Deep’ brager ud af højttalerne.
Til trods for den ikoniske ’Hell March’ er det primært soundtracket fra 'Red Alert 2', der er årsag til spillets placering på listen. Soundtracket til stort set alle 'Command & Conquer'-spil produceret under Westwood Studios, og en lang række af andre spil fra samme udvikler, er produceret af Frank Klepacki, der har en forkærlighed for tung guitar og industrielle synths, hvor nærmeste reference er Clawfinger eller Rammstein.
3. Painkiller
Endnu en first-person shooter. Mens man pløjer sig vej gennem horder af djævlens udsendte for at forhindre en krig mellem helvede og himlen, bliver man blæst omkuld af hvinende guitarer og tung tråd. Primært generisk speed metal med et touch af elektroniske elementer. I forlængelse af spillet blev soundtracket udgivet på cd og bestod af 15 numre, der alle var komponeret af David Rippy, Kevin McMullan og Stephen Rippy. Sidstnævnte også kendt for soundtracket til 'Age of Empires-serien.
'
4. Quake 1 & 2
'Quake 1' og 'Quake 2' var tidsrøvere af dimensioner. Men der fulgte også et potent soundtrack med. Til første spil var det ingen ringere end industrial metal-kongen Trent Reznor, der komponerede. Spillet udkom i 1996, to år efter ’The Downward Spiral’, og det præger lydsiden. Det er en blanding af tung, metallisk industrial og ambiente lydflader. Lydsporet bestod af 10 numre, hvoraf specielt åbningsnummeret varslede død og ødelæggelse. Spillet udkom på cd og kunne derfor afspilles som en normal cd, hvis man skulle få lyst til at høre soundtracket uden at spille spillet.
'Quake 2' fastholdt den industrielle og ambiente lydside. Åbningsnummeret er skrevet af selveste Rob Zombie, mens resten er overladt til Sonic Mayhem, der er et synonym for Sascha Dikiciyan. Dikiciyan har komponeret musik til en lang række andre spil, herunder 'God of War 2', 'Mass Effect 3' og 'Borderlands 2'.
Den industrielle lyd passede perfekt til spillets mørke, labyrintlignende design og er med til at skabe spillets dystre og ubehagelige univers.
5. Doom
Den ikoniske first-person shooter har et mildest talt elendigt soundtrack. Spillet er fra 1993, og det afspejle til fulde i musikken. Reelt er det ikke end andet keyboard-kompositioner og lidt trommemaskine, hvilket på sin vis passer fint med 'Doom's skrigende, dæmoniske univers. Alligevel har 'Doom' fundet vej til listen af den simple årsag, at disse elektroniske lydflader fandt stor inspiration i rock og metal.
Bobby Prince var udvikleren bag musikken til 'Doom', og han har selv udtalt, at han fik en mindre samling af hard rock- og metal-cd’er til inspiration. Ved at sammenligne numrene har det store internet fundet frem til, at soundtracket blandt andet har fået inspiration fra Alice In Chains (’Them Bones’ og ’Angry Chair’), Slayer (’Behind the Crooked Cross’ og ’South Of Heaven’) og Soundgarden (’Outshined’). Hertil spekuleres der i, om ikke også der er fundet inspiration hos Pantera, Black Sabbath og Metallica. Lyt selv, måske kan du høre flere?