Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – Septemberdød

Updated
cc chaos horrific

September måned. Bladene visner. Det levende dør. Døden står og kigger ind. Også i dit anlæg. Dødsmetallen har kronede dage!

Kunstner
Titel
+ Mercenary + Asinhell + Cannibal Corpse + Cryptopsy + Dying Fetus

Sommeren er slut. Ikke flere kolde drinks med paraplyer og lette kalorier i øregangene. Nu skal vi tilbage til fuldkost, og det ved pladeselskaberne godt. Så september måned bugner af dødsmetal, og vi laver fem(ish) nedslag i genren, hvor prominente navne udsender nyt materiale. Lige fra legender i genren til relativt nye bands, der udsender nyt, eller bare udkommer med en plade efter mange års ventetid. Vi kigger på såvel danske som internationale navne.

1. Undergang

Danske Undergang sender en EP på gaden med syv numre. 'De syv stadier af fordærv' er titlen, og det er præcis samme type dødsmetal, som Undergang er kendt for. En nærmest kronologisk gennemgang af hvordan et menneske går fra at dø til der kun er et skelet tilbage. Glæd dig til titler som 'Livløs i en pøl af egne udskillelser' og 'Misfarvning af liget'. Velbekomme! EP'en er udkommet på Me Saco un Ojo Records.



2. Cannibal Corpse

De amerikanske legender i genren bevæger sig lidt i samme tekstunivers som Undergang. Det har nærmest været deres varemærke siden debutpladen 'Eaten Back to Life' fra 1990. Her i 2023 udsender de deres 16. studiealbum 'Chaos Horific', og bedømt ud fra de to første singler, så er alt ved det gamle hos Webster, Mazurkiewicz, Corpsegrinder og resten af kannibalerne fra østkysten. 'Chaos Horrific' udkommer 22. september 2023 på Metal Blade Records.



3. Asinhell

På samme selskab har vi danske Asinhell. Et band, der består af guitarist Michael Poulsen, trommeslager Morten Toft Hansen, guitarist Flemming C. Lund og forsanger Marc Grewe fra Tyskland. Grewe er nok bedst kendt for også at brøle i Morgoth, mens de danske musikere er kendt fra diverse store og mellemstore bands. De har produceret debutpladen hos Jacob Hansen i Ribe, og sørme om ikke han også har lagt bassen på pladen.Titlen er 'Impii Hora' og udkommer som nævnt på Metal Blade Records 29. september 2023.



4. Mercenary

Der er også nyt fra den melodiske ende af genren herhjemme. Mercenary fra Aalborg har ikke udsendt nyt siden 'Through Our Darkest Days' fra 2013. Dengang kaldte vi det høj klasse, og med 10 års ventetiden er forventningerne da også høje. Det er guitarist Martin Buus' debut som producer og ligesom ovennævnte Asinhell, så har Mercenary, som sædvanlig, allieret sig med Jacob Hansen i mixet. Mercenary har dryppet enkelte sange derfra i løbet af 2023, og seneste skud er 'Anthem For the Anxious'.



5. Cryptopsy

Det er ikke kun Mercenary, der lader lidt tid gå mellem udgivelserne. Det canadiske band Cryptopsy har ikke udgivet nyt siden 2012, hvor de smed den selvbetitlede 'Cryptopsy'. Siden har medlemmerne haft travlt med alt mulig andet. Bassist Olivier Pinard spiller også bas i Cattle Decapitation, hvor han har været med på 'Death Atlas' og 'Terrasite', mens trommeslager Flo Mounier har brugt tid på projektet Vltimas med den tidligere forsanger i Morbid Angel, David Vincent. Men nu er der omsider nyt og det lyder lige så brutalt, som det plejer. Pladen 'As Gomorrah Burns' udkommer på Nuclear Blast her på fredag d. 8. september 2023.



Boblere: På fredag udgiver Dying Fetus også nyt. Dying Fetus er klassisk dødsmetal i den brutale ende. Er man ikke alt for sart, så er deres musikvideo til 'Feast og Ashes' en potpourri af tortur og vanvid og hele pladen 'Make Them Beg for Death' er nok meget passende.