Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Top 5 – De mest pinlige (?) Dio-øjeblikke.

Populær
Updated
Top 5 – De mest pinlige (?) Dio-øjeblikke.

Det er lidt mere end fem år siden, at metallens mestersanger, Ronnie James Dio, døde af mavekræft. Devilution har kigget på de mere pinlige øjeblikke i Dios karriere.

Kunstner
Forfatter

5-årsdagen for Dios død den 16. maj førte nærmest til universel hyldest af Dio i metalmedier og på blogs og sociale medier. Forståeligt, for Dio var en af de allerstørste. En mand, der har efterladt et indtryk af at have behandlet alle nobelt og værdigt (undtagen Ozzy Osbourne, som måske heller ikke lige holdt sig tilbage fra at sparke under Dios ret lave bæltested; fx da han havde en dværg med på scenen, som han kaldte for Ronnie, for ligesom diskret at italesætte Dios manglende højde); en mand, der vel aldrig nogensinde lagde en halvhjertet vokal eller en halvhjertet optræden; en mand, der har været med til at forme metallen musikalsk og tekstligt; en mand, der er krediteret for at have introduceret djævletegnet i metalsammenhæng. Én af de største. Men selv ikke de største karrierer er fri for pinlige øjeblikke. Og midt i den universelle Dio-hyldest dvæler Devilution ved nogle af disse øjeblikke; ikke for at hænge Dio ud, men for netop at give et fuldgyldigt billede af manden. Ingen storhed uden fald, ingen opture uden nedture osv.

1: Dio slår en drage ihjel på scenen



"Op gennem 1980’erne udviklede Dios sceneshow sig dramatisk og blev større og større. Folk, der var der dengang, taler om piske, der lyste i mørket, gigantiske stage props, tunneller på scenen og riddere, der sloges med lasersværd. Den slags, som Spinal Tap ville vægre sig ved. Mest over the top var det dog, da Dio havde en drage med på scenen, som han hver aften slog ihjel med et sværd. Temmelig pinligt. Men på den anden side også ret sejt. Bare lige slå en drage ihjel hver aften. Sikkert efter at riddere havde kæmpet med lasersværd. Tænk lige over det".

2: Hear n' Aid: 'We're Stars'



"80'erne var som bekendt ikke nogen køn tid. En af tidens trends var, når store rockstjerner gik sammen om at vise deres gode hjerte ved at lave en velgørenhedssingle. Sympatisk nok, intentionerne er gode nok, men også noget, der for en led jantelovsdansker som undertegnede kan virke unødigt selvgodt og selvpromoverende. Dio fik idéen fra bandmedlemmerne Jimmy Bain og Vivian Campbell, der havde noteret sig en underrepræsentation af stjerner fra den hårde rock. De skrev sangen 'We're Stars' og inviterede et utal af tidens metal- og hard rock-stjerner (de færreste er lige så meget a-liste i dag som dengang) ind for at synge med og spille leads.

Resultatet? En alt for lang sang, hvor klam patos indvarsles fra begyndelsen med Dios linjer 'Who cries for the children?/I do'. Så er stilen ligesom lagt, og omkvædet gentages i sagens natur i det uendelige. Værst af alt er dog de endeløse guitarsoloer, hvor den ene efter den anden af tidens guitarister lirer formålsløst af uden smålig hensyntagen til sangens stemning og tone, eller hvad den forrige guitarist lige har lavet; her er det især, at hulheden i den slags projekter kommer og befamler lytteren på vamleste vis. Sangen tjente dog heldigvis nogle penge til det gode velgørende formål, men det er også det eneste gode, man kan sige om det. Spørgsmålet er, om penge til velgørenhed kan tjenes for dyrt?"

3: Videoen til ’Holy Diver’



"'Holy Diver' fejler absolut ingenting. Det har end ikke de fakta, at nummeret er blevet  spillet lidt for mange gange, og at der er lavet alt for mange dårlige covers af det, kunnet rokke ved. Til gengæld er det svært at se videoen uden at fnise. Og man tænker, at sådan må det næsten også have været i 1983".

4: Dio & Yngwie Malmsteen: 'Dream On'



"Dio og Yngwie Malmsteen følte sig af en eller anden grund kaldet til, på et hyldestalbum til Aerosmith, at molestere Aerosmiths ellers så fine ballade 'Dream On'. Dio synger isoleret set også fremragende her, men han lægger overhovedet ikke sin vokal an på sangens præmisser, og resultatet virker som en brovtende spillen med de vokale muskler. Det forstår man så også godt, når man hører Malmsteens overgjorte guitarspil, der piller enhver nuance og ansats til følelse i originalen pianospil ud og erstatter det med et guitarspil, der er omtrent ligeså elegant som Kronprins Frederiks omgang med det danske sprog. Lidt af en vederstyggelighed".

5: Ronnie Dio & the Prophets



"Tilbage i Dios allerdunkleste fortid var han med i adskillige konstellationer, der vaklede mellem rock & roll, croon og tyggegummipop. Den længstvarende var med Ronnie Dio & the Prophets, der udgav flere singler og et album, før de senere blev til de mere kendte Elf. Men okay, Ronnie Dio & the Prophets er ikke dårlige. Det er bare sært at høre Dio – godt nok en ung én af slagsen – stå i spidsen for den slags musik".

Som den opmærksomme læser måske har luret, så er det ikke meget, man egentlig kan klandre Dio. Sammenlignet med jævnaldrende rockstjerners pinligheder og musikalske vederstyggeligheder er Dios store fejltrin blot en krusning på havet; det samme med diskografien – selv de mindre gode album er langt fra at være direkte pinligheder. Og selvom denne top 5 ikke har plads til 'Shoot Shoot' og 'Hungry for Heaven', der ærligt talt også er ret slemme, er det alligevel ikke voldsomt slemt, når man tager det samlede billede i betragtning. Der er sgu nok en grund til, at nettet er flydt over med Dio-hyldester. Så meget for det forsøg på ikonoklasme.