Corey Mega-Flink Taylor
Den karismatiske frontmand er i sit es, og vi får en version af Corey Taylor, vi nok har smughørt før, for fuld udblæsning. Det er varmt, imødekommende, positivt og særdeles afsmittende.
Black Eyes Blue
Samantha's Gone
Meine Lux
Halfway Down
Silverfish
Kansas
Culture Head
Everybody Dies On My Birthday
The Marie Fire
Home
CMFT Must Be Stopped
European Tour Bus Bathroom Song
Slipknot har udviklet sig til en mastodont. Et kæmpe setup af en show-maskine, der næppe levner plads til specielt mange impulsive handlinger. Når Corey Taylor bruger sin tid på det ottehovede monster, er han låst i en forretning, hvor alt er topstyret. Selv det musikalske er forholdsvist låst. Vi ved, hvad Slipknot er, fans har en forventning om, hvad de får, og det er svært at skeje alt for meget ud.
Hos Stone Sour er der måske lidt flere muligheder for at skeje ud – at dømme ud fra ’Hydrograd’ (2017), bandets seneste udgivelse, er de musikalske rammer i hvert fald en hel del løsere. Det sagt skal Taylor stadig kæmpe om retningen med fire andre bandmedlemmer. Selvom den karismatiske frontmand er bandets helt store hjørnesten, er det utopi at tro, at han alene tager alle beslutninger.
Så hvad gør man, når man egentlig bare vil holde en fest? Spille noget livligt, ufarligt hard rock, som alle kan skråle med på? Man udgiver en soloplade og for at understrege galskaben, tilføjer man lige et MF i ens kunstnernavn - Motherfucking. Det er angiveligt baggrunden for Corey Taylors første soloudgivelse.
Taylor i hyggehjørnet
Således ræser vi direkte ud af highway 666 på åbningsnummeret – og for fanden, hvor lyder det godt. Der er ikke så meget pis. Blot energisk spade, der minder os lidt om dengang, Slash var sjov at lytte til. Hertil en velkendt sprælsk vokalføring og et særdeles ørehængende omkvæd. Skabt til kolde i solen og hygge med vennerne. Det mestrer Taylor, og han har stor succes med at skabe den følelse på ’CMFT’.
Det er uoriginalt, det er banalt, og det er simpelt, men for første gang i lang tid lyder det faktisk, som om Taylor har det fedt. Man kan høre, at han brænder for pladen. Dét er en gennemgående rød tråd, såvel som det genremæssige fokus. Modsat Stone Sours seneste plade er der mindre slinger i valsen. Fokus er velspillet hard rock med enkelte sidespring. Inputs, der sikrer diversitet, men aldrig tager overhånd.
Corey Motherfucking Taylor sidder forreste i motorcykel-karavanen, og der er liv og glade dage gennem hele pladen. Det er ulideligt svært ikke at rocke med og endda nynne med på omkvædet til ’Samantha’s Gone’. Samme for ’Meine Lux’ og ’Halfway Down’. Det svinger og lyder godt.
Selvom det bliver lidt småtrivielt på ’Silverfish’, får vi også den afdæmpede ballade, endda med lidt post-grunge-vibe. Til gengæld er den minimalistiske tour-hymne og hyldesten til det hjemlige på tåreperseren ’Home’ vanvittigt dårlig. Ringe skrevet, og Corey har kun succes med at cementere, at hans lyse vokal gør sig bedst med en rocket guitar frem for klaver.
Når pladeselskabet også skal købe ind på ideen
Og så er der lige førstesinglen, ’CMFT Must Be Stopped’. En testosteron-pumper, der portrætterer Corey som en badass, der giver absolut ingen fucks. En portrættering, der slet ikke matcher den ellers så tydelige røde tråd, der præger ’CMFT’. Til trods for, at Taylor stolt gør det klart, at han ikke har brug for noget, i form af det alt for hyppigt gentagede mantra ”I don’t need nothing”, lader det alligevel til, at Warner Music forlangte en førstesingle, der kunne sælge pladen. Og gerne én, der var lige lidt mere end solskinsvarm hard rock.
Det er samtidig den eneste fornuftige forklaring på, at Kid Bookie og Tech N9ne pludselig skal rappe løs på en plade, der ellers ingen gæster har - ej heller rap.
Debutpladen afsluttes af den rædderlige, punkede ’European Tour Bus Bathroom Song’; et nummer, der sikkert er, hvad titlen angiver. Desværre lykkedes det ikke at genskabe den rå tour-charme, og nummeret burde være havnet i skraldespanden. På sin vis er sidste halvdel af ’CMFT’ ganske uinteressant; modsat første, hvor man egentlig hygger sig ganske fint med Taylors solskinsrige hard rock-univers. Det sagt fortjener ’Everybody Dies On My Birthday’ at blive fremhævet – trods de ditto punkede toner, er det et særdeles velskrevet nummer, der fint kan skråles med på med en kold øl i hånden.
Man bliver glad, når Taylor er glad
Det er sært afsmittende, det gode humør, spilleglæden, det simple og tilnærmelsesvist banale, der generelt præger ’CMFT’. Titlen er nært idiotisk og unødvendig, for der er ikke meget ”motherfucking” over pladen. Hverken i attitude eller sangskrivning. Det hele er ret hyggeligt og uskyldigt. På mange måder bedre end seneste Stone Sour-udgivelse, men som på den er der lidt for meget skrald at finde. Især på sidste del af pladen.
&ab_channel=CoreyTaylor