Skønheden er i sin natur flygtig, det er selve det forlokkende ved den. Med afsæt i Monos seneste todelte værk og deres 15 år lange forsøg på at fastholde den for at meditere over den, reflekterer Briller af Stål denne gang over, hvordan det i sig selv er en forbrydelse mod skønheden som sådan. Og hvordan man kommer videre derfra. 

Musikken blev simpelthen slet ikke interessant, da stemningen gik tabt i sol og sommervarme.