Mellem det storladne og det voldsomme
Updated
Atypisk opvarmning til de norske viking-metallere og lystfiskere i Enslaved. Grundet lidt bøvl med gæstelisten blev der ikke set nok af det første band i dagens norske treenighed til, at der kan gives en egentlig bedømmelse. Men Krakow var lidt ovre i samme stil som Stonegard, der havde aflyst på grund af bandets opløsning. Stilmæssigt vil det sige en slags crossover mellem stoner-rocken og thrash-metal.
Audrey Horne er guitarist Ice Dales sideband, og dermed fik herren to besøg på scenen denne aften, da han jo også svinger øksen i Enslaved . Stilmæssigt er det en slags gymnasierock, der dog er blevet voksen og sofistikeret. Det var tydeligt, at publikum primært var kommet for at høre Enslaved, der er en god tand hårdere end bandet opkaldt efter en Twin Peaks karakter.
Men det fik dog ikke de norske gutter til at tage noget af dampen. Den karismatiske sanger kunne knap stå stille og brugte godt med mimik for at få folk med i showet. Det var ham og Ice Dale, der styrede sagerne, og de fyldte da også det meste af den lille scene, mens bandkammerater måtte se sig hensat til scenens yderste rammer.
Det var sangene fra det seneste album ”Le Fol” der gik bedst igennem selvom ”Bright Lights” – powerballaden – nok ikke skulle have været med foran et dedikeret metalpublikum. Det er en glimrende sang der bygger godt op til klimaks, men den stemning, der var blevet opbygget droslede straks lidt ned igen. Derudover fungerede ”Confessions & Alcohol” fra den første plade også fortrinligt.
Malplaceret?
Der var givetvist kun få, der kendte bandet, og derfor var det måske en kende overilet af sangeren at tro, at de par stykker, der mumlede med på sangene ville tage over og brøle løs på slutningen af ”Threshold”, hvor han undlod at synge den sidste sætning. Alligevel en glimrende koncert, der kunne have høstet bedre bifald under andre forhold.
Ice Dales udstyr blev naturligvis på scenen, mens der blev gjort klar til Enslaved. Det enorme trommesæt kom til syne og stemningen i den lille koncertsal begyndte at stige. På den programsatte tid kom Grutle og co. ind og ”Clouds” fra seneste skive satte i gang. Lyden var som den skulle være og det var helt tydeligt, at det var et oplagt band.
Audrey Horne var måske i manges øjne et malplaceret opvarmningsnavn, men det storladne bandet har i sin musik findes også i Enslaveds senere materiale, selvom sidstnævnte har tilført det et progressivt touch af noget 70’er rock. Og de af og til skæve rytmer stod endnu tydeligere frem her, når man som lytter på ingen måde kunne undgå at headbange og blev fanget i en finurlig taktart.
For meget fra et fantastisk album
Det var den anmelderroste ”Vertebrae”, det handlede mest om. Det er et fantastisk album, men lidt mere af det gamle havde måske været på sin plads. Til gengæld virkede det måske endnu mere forfriskende når sange som ”Eld”, ”Ruun” og ”Allfadr Odinn” kom på bordet.
Trommelyden var som man kunne forvente af det bombastiske trommesæt, temmelig typisk metallyd og ikke den old-school rocklyd som høres på den seneste plade, men i det samlede billede nok den bedste løsning. Og når der blev basket af sted i en sang som ”New Dawn” var der ikke et øje tørt. Grutles specielles raspende vokal sad som altid i skabet, og sammen med stortrommerne var energiudbruddet fantastisk.
Selvom et smugkig på set-listen havde åbnet op for både ”Jotunblod” og ”Slaget i Skogen Bortenfor” lykkedes det kun det københavnske publikum at råbe Enslaved ud til et enkelt ekstranummer i ”Isa”. Eller også ville bandet blot spare lidt på energien i dette det første show på en længere tour.
Uanset hvad var det et godt show – som altid fra Enslaved – og man kan vel egentlig heller ikke føle sig så snydt efter 75 minutter med noget af det ypperste metal fra Norge?
Audrey Horne er guitarist Ice Dales sideband, og dermed fik herren to besøg på scenen denne aften, da han jo også svinger øksen i Enslaved . Stilmæssigt er det en slags gymnasierock, der dog er blevet voksen og sofistikeret. Det var tydeligt, at publikum primært var kommet for at høre Enslaved, der er en god tand hårdere end bandet opkaldt efter en Twin Peaks karakter.
Men det fik dog ikke de norske gutter til at tage noget af dampen. Den karismatiske sanger kunne knap stå stille og brugte godt med mimik for at få folk med i showet. Det var ham og Ice Dale, der styrede sagerne, og de fyldte da også det meste af den lille scene, mens bandkammerater måtte se sig hensat til scenens yderste rammer.
Det var sangene fra det seneste album ”Le Fol” der gik bedst igennem selvom ”Bright Lights” – powerballaden – nok ikke skulle have været med foran et dedikeret metalpublikum. Det er en glimrende sang der bygger godt op til klimaks, men den stemning, der var blevet opbygget droslede straks lidt ned igen. Derudover fungerede ”Confessions & Alcohol” fra den første plade også fortrinligt.
Malplaceret?
Der var givetvist kun få, der kendte bandet, og derfor var det måske en kende overilet af sangeren at tro, at de par stykker, der mumlede med på sangene ville tage over og brøle løs på slutningen af ”Threshold”, hvor han undlod at synge den sidste sætning. Alligevel en glimrende koncert, der kunne have høstet bedre bifald under andre forhold.
Ice Dales udstyr blev naturligvis på scenen, mens der blev gjort klar til Enslaved. Det enorme trommesæt kom til syne og stemningen i den lille koncertsal begyndte at stige. På den programsatte tid kom Grutle og co. ind og ”Clouds” fra seneste skive satte i gang. Lyden var som den skulle være og det var helt tydeligt, at det var et oplagt band.
Audrey Horne var måske i manges øjne et malplaceret opvarmningsnavn, men det storladne bandet har i sin musik findes også i Enslaveds senere materiale, selvom sidstnævnte har tilført det et progressivt touch af noget 70’er rock. Og de af og til skæve rytmer stod endnu tydeligere frem her, når man som lytter på ingen måde kunne undgå at headbange og blev fanget i en finurlig taktart.
For meget fra et fantastisk album
Det var den anmelderroste ”Vertebrae”, det handlede mest om. Det er et fantastisk album, men lidt mere af det gamle havde måske været på sin plads. Til gengæld virkede det måske endnu mere forfriskende når sange som ”Eld”, ”Ruun” og ”Allfadr Odinn” kom på bordet.
Trommelyden var som man kunne forvente af det bombastiske trommesæt, temmelig typisk metallyd og ikke den old-school rocklyd som høres på den seneste plade, men i det samlede billede nok den bedste løsning. Og når der blev basket af sted i en sang som ”New Dawn” var der ikke et øje tørt. Grutles specielles raspende vokal sad som altid i skabet, og sammen med stortrommerne var energiudbruddet fantastisk.
Selvom et smugkig på set-listen havde åbnet op for både ”Jotunblod” og ”Slaget i Skogen Bortenfor” lykkedes det kun det københavnske publikum at råbe Enslaved ud til et enkelt ekstranummer i ”Isa”. Eller også ville bandet blot spare lidt på energien i dette det første show på en længere tour.
Uanset hvad var det et godt show – som altid fra Enslaved – og man kan vel egentlig heller ikke føle sig så snydt efter 75 minutter med noget af det ypperste metal fra Norge?
