Copenhell 23: En fortjent plads i solen
Møl svævede i golden hour-lyset på Pandæmonium, og de indtog scenen som rock’n’roll stars.
Århusianerne virkede tændte, da de indtog scenen til tonerne af åbningsnummeret fra gruppens seneste album ‘Diorama’, det blændende og fængende ‘Fraktur’. Det var fascinerende, at bevidne, hvor godt denne og gruppens andre sortsvedne sange fungerede i en setting, der så absolut var langt mere sommerlig. Især virkede sanger Kim Song Sternkopf veloplagt, og det var måske også i høj grad hans fortjeneste, at gruppens musik blev twistet lige præcis nok til, at den kunne leve i de mildest talt kontrasterende rammer. Nuvel, MØL’s maksimalistiske musik er jo også fyldt med kontraster, så det er måske i virkeligheden heller ikke så sært. Herefter fik aarhusianerne besøg af Mirza Radonjica-Bang fra Siamese, som lagde sin flotte falsetstemme til den lysforsagende ‘Photophobic’, som bestemt ikke tog skade at få lidt sol på den musikalske krop.
Lydmæssigt lå trommerne lidt for højt i mixet, og guitarerne druknede ind imellem en smule i de indrømmet også lidt svære rammer, der er på Pandæmonium, men det holdt ikke MØL tilbage, som også havde udvidet butikken og nu tæller tre guitarister. Det blev blandt andet fejret med en lille snas harmonisolo, så det var en Iron Maiden-finte på to niveauer.
Modet til at vove skønheden
Et smukt øjeblik opstod, da Kathrine Shepard fra Sylvaine, efter lidt knas med mikrofonen, hvor Kim Song Sternkopf assisterede med teknikken, gæstede på ‘Diorama’. Det var en sand fornøjelse at nyde det poetiske sang-samarbejde mellem Sternkopf Song og Shepard. MØL har altid haft højt til loftet, men her, med himlen som øverste barriere, var der virkelig plads til de opadstræbende vokallinjer og de fint nuancerede guitartoner, som konstant flukturerer mellem skønhed og svævende flugt og grusomt knusende hug.
Lige så smukt og rart ‘Diorama’ var, lige så ædende ondt og brutalt blev det med ‘Ligament’ fra gruppens debutalbum ‘Jord’. Et fantastisk nummer som kontrast til det forrige, men som også indeholdt kontraster i sig selv: “terror / delight / searing intro flight”, sang Sternkopf Song, mens guitar, bas og trommer maste os ned i jorden for derefter at løfte os op i lyset på sitrende rene klange. Fabelagtigt.
Det er virkelig en fornøjelse at se et band i den grad lægge sig i selen til hvert eneste show, og sådan et band er MØL, der denne aften knoklede deres kulørte skjorter af – i Kim Sternkopf Songs tilfælde i helt bogstavelig forstand – og gav publikum et show, der på én og samme tid vendte sig underholdende mod publikum, hvor bandet i den grad havde forstået opgaven på en festival, men samtidig forblev tro mod deres eget musikalske univers. Og det gav møllet en velfortjent plads i solen.