Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Frygtelig fede finner

Populær
Updated
Frygtelig fede finner
De fire cellister i Apocalyptica, der i 90'erne startede ud med Metallica-covers gav en fabelagtig koncert i et fyldt Lille Vega. Ja, hvem skulle have troet det? Apocalyptica leverer en af årets hidtil bedste koncerter? Undertegnede var på forhånd lidt skeptisk inden Apocalyptica’s koncert i Lille Vega. Bandet er begyndt udelukkende at fokusere på deres eget materiale, de har fået fast trommeslager med i bandet og så videre og så videre.

Apocalypticas nye femte album er udmærket, men der er ikke meget tilbage af det særpræg, der kendetegnede finnerne for snart ti år siden. Nu lyder mange af sangene nærmest som guitarrock.


På klokkeslettet

Der var intet opvarmningsband denne aften, og Apocalyptica gik på præcis kl. 21. Ikke ét minut for tidligt eller for sent. Og så bragede de ellers ud i Sepultura’s ”Inquisition Symphony” og ikke mindst Metallica’s ”Master of Puppets”.

Det tilstedeværende publikum var hovedsageligt af det kvindelige køn, men det var ikke kun metalhoveder - som engang har hørt Apocalyptica’s Metallica cover-album – der havde fundet vej til Lille Vega. Nej, der var masser af folk i jakkesæt, der sagtens kunne ligne nogle, der hovedsageligt interesserede sig for klassisk musik.


Åbensindede danskere?

Som nævnt, fokuserer Apocalyptica hovedsageligt på deres eget materiale i dag, og det var da også deres egne kompositioner, der dominerede sætlisten, selvom fem Metallica-sange havde sneget sig ind – trods alt.

Apocalyptica’s hovedmand, Eicca Toppinen havde sine korte introduktioner til sangene, hvor han også gav udtryk for, at vi skandinaver nok ikke vidste det, men Apocalyptica er begyndt at skrive deres egne sange. Bandets albumsalg i Skandinavien er nemlig – i modsætning til alle andre lande – styrtdykket siden slutningen af 90'erne.

Men det gjorde nu ingen forskel for det medlevende publikum, når de fire finner lænede sig ind over celloerne, og headbangede løs til en af deres egne sange, den groovy ”Heat”.

Det var en kæmpe fornøjelse at overvære de fire ekstremt dygtige cellister, flankeret af en trommeslager, trykke den af til deres eget materiale, men det var først hen imod slutningen af koncerten, at ekstaseniveauet nærmede sig.


Stort!

Her var det nemlig, at tonerne til ”Seek & Destroy” blev slået an – en overraskelse, eftersom Apocalyptica ikke har indspillet denne sang på plade.

Af den store mængde koncerter, undertegnede har overværet i Lille Vega, må dette være den koncert, hvor publikum gik mest amok, som de gjorde under ”Seek & Destroy”. Djævlehornene kom i vejret, jubelbrølene blev højere, og der kom bevægelse i salen.

Det var nu også stort, ikke mindst på grund af det surrealistiske i, at man overværer fire cellister siddende på scenen og gå amok til Metallica-klassikere.

Det blev ikke mindre stort, da ”Enter Sandman”, og ikke mindst ”Hall of the Mountain King” (også kendt som "Dovregubbens Hal" fra den bergensiske komponist Edvard Griegs unikke hovedværk "Peer Gynt" - Red.) blev spillet som ekstranumre, inden det vildt begejstrede publikum klappede smilene frem på Apocalyptica’s læber, og tvang dem ud på scenen igen, for at bukke en ekstra gang…

Stort!

Kunstner
Spillested
Dato
05-05-2024
Trackliste
Inquisition Symphony (Sepultura)
Master of Puppets (Metallica)
Somewhere Around Nothing
Fight Fire with Fire (Metallica)
Farewell
Quutamo
Heat
Life Burns!
Betrayal
Nothing Else Matters (Metallica)
Hope
Prologue - Apprehension
Bittersweet
Seek & Destroy (Metallica)
Path
-------------------
Enter Sandman (Metallica)
Hall of the Mountain King (Grieg)
Karakter
4