RB '23: Djævlen i pitten
Backxwash spillede en kraftfuld koncert fuld af udråbstegn ved budskaberne foran en kogende sal på The Terminal.
2. I Lie Here Buried With My Rings And My Dresses
3. Devil In A Moshpit
4. Into The Void
5. Nyama (feat. Kate Davies, Pupil Slicer)
6. Nine Hells
7. Blood In The water
8. Wail Of Banshee
9. 666 In Luxaxa
10. Vibanda
11. Burn to Ashes
12. Mukazi
Zambianske-canadiske Ashanti Mutinta, der på scenen optræder som Backxwash, fik sin debut i Europa, hvor hun spillede hele to koncerter på årets Roadburn Festival. Man havde således en chance for at se hende både fredag og lørdag.
Fredag aften tændte hun op under publikum i The Terminal foran en fyldt sal, hvor flere så ud til at have købt billetten til fredag alene af denne årsag. Backxwash’s imponerende skikkelse på scenen iført snavset hvid kjole, hovedtørklæde og grafisk hvid ansigtsmaling var i sig selv et udråbstegn. Da musikken gik i gang, var der fuld knald på udråbstegnene understøttet af den beskidte, noisy, industrial hiphop, som er Backxwash’s gebet. En blanding som fungerer fremragende, særligt hvis man mestrer sit flow som Backxwash gør. Den tunge hiphop trak i publikum, som næsten simultant bøjede knæene en anelse og overkroppen forover og med tunge beats, vred råbe-rap og noise i baggrunden, fik musikken sat en hel sal i kog, som man sjældent ser på Roadburn, der ved langt de fleste koncerter er præget af et ret stillestående og lyttende publikum.
Backwash er drevet af en stor indignation og vrede over den handel, som blev foretaget med afrikanere, dengang slaveriet endnu var tilladt, og scenetøjet var en klokkeklar reference til denne skændige periode i amerikansk historie - en periode, hvor Danmark jo i øvrigt heller ikke går fri, selvom det meste slaveri aldrig fandt vej til vores plet på landkortet. Den vrede kom til udtryk i tekster, den kom til udtryk i det digitale bagtæppe, der viste dystre filmklip og taler af Malcolm X, og koncerten handlede i al væsentlighed om at italesætte uretfærdigheder, der helt op til i dag kan mærkes af de nulevende afroamerikanere og ditto -canadiere. Når vrede omsættes til energi på en scene og et dansegulv, så kan det noget, og det kunne det også denne fredag aften, hvor mennesker i alle aldre kastede sig ind i mosh-pittetn, der dog i al væsentlighed blev domineret af en mindre gruppe unge, der gjorde livet lidt vanskeligt for den ovennævnte gennemsnitlige Roadburner-publikummer. For det er bestemt ikke hverdagskost på Roadburn at høre hiphop, men satsningen var en del af festivalens forsøg på at favne det mørke og tunge, hvorend det måtte befinde sig. Og det mørke kan sagtens befinde sig i hiphoppens og rappens verden, hvor der i højere grad end i så mange andre klassiske metal-genrer er mulighed for at få det, man har på hjerte, ud til publikum i en nogenlunde forståelig form.
Alt for mange udråbstegn kan dog også ind imellem skade mere end det gavner - nogle gange skal man bare lade festen bryde løs, og det gjorde Backxwash bestemt også på sine steder, måske særligt i 'Devil in A Moshpit, hvor moshpitten gik ret meget til den, og hvor vi også fik Mutinti helt ud i fotograven og op på hegnet, hvor de nærmeste rækker således havde mulighed for at komme helt tæt på. Det er et effektfuldt greb, som vi også så ved John Cxnnor’s afslutningsnummer om torsdagen. I 'Nyama' fik vi til alles store overraskelse Kate Davies fra Pupil Slicer på scenen, og hun fik sat en omgang ekstra krydderi på det tunge og mørke med sit hidsige skrig og guitarspil.
Backxwash selv virkede dog mere og mere træt hen mod slutningen af koncerten, hvilket måske kan forklares med en lidt lang og lidt kaotisk flyvetur fra Canada. Det tog dog lidt af pusten ud af den sidste tredjedel af koncerten, uden at det dog blev ringe af den årsag. Blot en kende ensformigt.