Når alle parter leverer!
Baest og Cabal leverede et festfyrværkeri fredag aften, hvor publikum i den grad var med, og hvor spillestedet også viste sig fra en positiv side.
2. Wormlord
3. Atra Mors
4. Marie Magdalene
5. Sea Vomit
6. Colossus
7. Genesis
8. Meathook Massacre
9. Imp of the Perverse
10. Ecclesia
11. Gargoyles
12. Necro Sapiens
13. Crosswhore
Baest fejrede sig selv på Train fredag aften, hvor de havde formstærke Cabal med som opvarmning, og publikum var i den grad med på ideen med at feste igennem og fejre weekendens komme. Et pakket spillested blev omdrejningspunkt for en af forårets positive oplevelser.
For Train har ikke altid været et spillested, der har været gode til at håndtere metalkoncerter og det publikum, der følger med. Sikkerhedspersonalet har historisk været decideret elendige til at imødekomme den energi, metalpublikummet lægger for dagen med headbanging, moshpits, crowd-surfing med mere. Vi har set episoder, hvor sikkerhedspersonalet gjorde en hyggelig situation til episoder, hvor folk kom fysisk til skade p.g.a. den horrible håndtering.
Ikke fredag aften!
For da Cabal gik på scenen var Train allerede godt pakket. Publikum var klar, da klokken slog 20.00, og der var tryk på fra start. Bandet var i hopla, og de fremmødte vuggede med på de tunge breaks i Cabals death-core. Ligesom da vi så dem på Copenhell i sommer havde de også denne aften i Aarhus nogle gæster med på vokal, og ikke overraskende var en af dem Simon Olsen fra Baest i 'Insideous' fra deres seneste plade 'Magno Interitus', hvorfra vi også fik sange som 'Plague Bringer', 'Violent Ends' og 'Exit Wound', samt ikke mindst titelnummeret i starten af Cabals koncert. Forsanger Andreas Bjulver Paarup og resten af bandet leverede i den grad en godkendt opvarmning, og de var også selv positivt overraskede over hvor mange der var mødt frem, samt hvor godt festen allerede kørte.
Der var nemlig god stemning. Der blev crowd-surfet, og sikkerhedspersonalet håndterede det fuldstændig perfekt. Hver eneste feststemte publikum blev båret ind over hegnet og ud til siden. En disciplin, de i den grad fik øvet sig i under Baests koncert lidt senere.
Først må vi dog lige skrue tiden otte år tilbage. Næsten præcis på datoen. For i starten af april måned 2016 gav Baest, dengang Bæst, deres første koncert nogensinde. Det var på Atlas, det lille spillested, der ligger i (næsten) de samme bygninger som Voxhall. Det var Royal Metal Fest, og Baest skulle åbne lørdagen. Allerede dengang var vi imponeret over deres selvtillid, og her otte år senere har de vist på Copenhell flere gange, at de har vundet de danske metalhjerter, og denne aften var blot endnu et bevis herpå.
Fra det øjeblik, Baest gik på scenen på Train denne fredag aften, var det ét langt dødsmetalcirkus. Bandet buldrede sig igennem deres velkendte materiale, mens publikum kvitterede med at ryste hoveder og svæve henover hinanden mod scenekanten. Ligesom på Refshaleøen var der en konstant bølge af mennesker, der blev fragtet op mod scenen. Sikkerhedspersonalet tog imod hver eneste af dem med et smil, og hjalp dem ud til deres venner igen. Alt imens stod Baest med Simon Olsen i forgrunden som dirigent for hele showet.
Og det kan Baest. Styre det at en lave en fest, alt imens dødsmetallen spiller. Og der var da også, som vi havde ventet, en ny sang med. 'Imp of the Perverse' blev luftet for første gang nogensinde, ligesom vi så bandet første gang for otte år siden. Hjemmebanen har historisk været stedet for premierer. Publikum tog vel imod den nye sang, og så kunne de ellers tordne videre i en af de helt store sange, 'Ecclesia'.
Efter en god times koncert takkede bandet af, mens en svedig sal på kogepunktet brølede 'ekstranummer', indtil Baest måtte tilbage og svinge taktstokken en sidste gang med nummeret 'Crosswhore'. Ikke bare ét band, men to i topform, et veloplagt publikum samt et spillested, der i den grad formåede at danne rammerne om festen betød, at man gik derfra opløftet og med et bredt smil om munden.
Baest og Cabal genopfinder ikke hverken dødsmetal eller core-genren, men de udfører den kompetent, med en solid portion selvtillid og et glimt i øjet. Den slags kan publikum lide, og derfor var der næppe én eneste af de omkring 1.000 mennesker, der gik hjem fra Train denne fredag aften og var skuffede. Tværtimod. Det var den helt rigtige måde at skyde en weekend i gang på.