Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Spilleglæde og knas i lyden

Updated
BTS1200_72A9639
BTS1200_72A9678
Psycode1200_72A9620
PBTS1200_72A9559
PBTS1200_72A9510

Både publikum og bands var oplagte, og trods lidt udfordring med teknikken, så blev der fejret en masse ny musik på 1000Fryd.

Titel
+ Psy:code + Pain Breaks the Silence
Spillested
Dato
11-02-2022
Trackliste
Beneath the Silence:
1. All I See
2. Break You
3. Ashes
4. Nowhere to Go
5. The Taste of Bitterness
6. In the Shadow of Your Eyes
7. Take Over Me
8. Fear
9. Open Wounds
10. Hate Me

Psy:code
1. Collide
2. Demons Guide My Way
3. Deranged
4. You Lead Me
5. Disengage
6. Unrestrained
7. Brumation
8. Extraction
9. The Strain

Pain Breaks the Silence:
1. Cut
2. SIXX
3. Rise Above it All
4. Human
5. In Transition
6. Pain
7. Euthanasia
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
3

Fredag aften i Aalborg kunne Beneath the Silence og Psy:code fejre release-party for deres respektive plader. Københavnske Psy:code har deres femte plade 'PSVCODE' ude, som de udgav i december måned sidste år, mens aarhusianske Beneath the Silence udgiver deres debutplade 'Black Lights' på dagen, fredag d. 11. februar 2022.

Med sig havde de to bands også Pain Breaks the Silence, der i 2020 udgav deres debutplade af samme navn, og senere i 2022 har en EP på vej. Så med lidt god vilje havde alle tre bands noget ny musik at byde på. Og nu gælder det om at holde tungen lige i munden med alle de bands, der slutter på '...the Silence', og vi starter med Pain Breaks the Silence.

De åbnede 1000Fryd præcis kl. 21.00, og var rigtig glade for at være blevet budt med på turen til Aalborg. Der var fuld smæk på deres blanding af hardcore og heavy metal, og selv siger de, at de bevæger sig i afkrogene af det menneskelige sind, hvilket de da også levede op til med en humor sortere end vantablack, da de introducerer sidste nummer med ordene 'Når din bedste ven har det hårdt, så er det altid godt med aktiv dødshjælp'.  Jo, tak. Der var smæk på, og Pain Breaks the Silence fik i hvert fald brudt stilheden.

Det gjorde Psy:code også, selvom de havde lidt knas med vokalen i andet nummer. Psy:code bruger røgmaskiner, og det er tunge breaks, der akkompagnerer teateret. Psy:code kan dog i den grad også selv. På 'Deranged' og 'You Lead Me', hvor sidstnævnte er fra den nye plade, er der nærmest Meshuggah-agtig stemning i musikken, og bandet kan heller ikke selv stå stille på scenen.

Så da vi kommer til 'Disengage', der også er fra den nye plade, starter aftenens første moshpit op, og som om det ikke var nok, så går forsanger Dennis Schou selv ned, og starter en circle-pit til 'Unrestrained'. På det sidste nummer har de sågar forsangeren fra Pain Breaks the Silence med på vokal, men igen driller teknikken, for hans mikrofon er ikke tændt, så publikum kan ikke rigtig høre ham. Lidt uheldigt.

Det bliver ikke meget bedre da Beneath the Silence går på. I første nummer går pedalen til stortrommen i stykker, hvor også bassisten har udfordringer med at få lyd igennem sit setup. Der må et andet kabel til, og der går lige et par minutter mellem første og anden sang førend der igen er styr på trommerne. Heldigvis kan de låne en pedal af et af de andre bands.

Men da så først Beneath the Silence får styr på teknikken, så klør de godt på. De har en rolig ny single med i 'In the Shadow of Your Eyes', der er det eneste tidspunkt, hvor de lader publikum komme op efter luft. Deres metalcore giver ikke tid til eftertanke, og de buldrer derudaf med et veloplagt publikum, der i den grad er klar til at holde koncert som før pandemien. Der bliver moshet, headbanget og skålet med bandsene på scenen. Så mens aftenens teknik kunne være bedre, så fejlede gejsten fra de involverede ikke noget.