Copenhell 23: Tordenvejret, der endelig kom
Populær
Blackbraid opførte med vildskab og patos en rasende, legendarisk fortælling på Pandæmonium, som vi sent vil glemme.
Som konferencieren, Carsten Holm, pointerede under introduktionen til amerikanske Blackbraid, er det uhørt, hvor hurtigt Blackbraid gik fra at udgive en single på Bandcamp til at udgive et debutalbum, der har nydt så meget popularitet i en så nichet genre som black metal. At de så allerede er på turne i Europa og spiller på en så stor scene som Pandæmonium er intet mindre end en black metal-succeshistorie.
Kort tid efter indtog Sgah’gahsowáh aka, Jon Krieger og hans medkrigere scenen efter indfødt-amerikanske rytmer og søsatte, hvad der skulle blive en fuldstændig legendarisk time med deres nyeste single 'Spirit Returns'.
Det var imponerende, hvor velspillende og tight bandet var, taget i betragtning hvor nysammensat gruppen er. De melodiske, melankolske og hidsigt udførte tremoloriffs galopperede ud over os, mens trommerne udgjorde det konstante tordenvejr, vi bare ikke kunne få nok af. De mente fandeme, hvad de havde gang i, men ingen mente det mere end Jon Krieger. Når ikke han rev rundt med mikrofonstativet, havde han en foruroligende og intens øjenkontakt med hele publikum. Et niveau af oprigtighed og frygtindgydende intensitet, som jeg personligt ikke kan huske, at jeg har set mage til.
Som Blackbraid tordnede ud over Pandæmonium, satte regnen ind og tog gradvist til i takt med at med circlepitten voksede sig større og større. Regndansen virkede, og det var de perfekte rammer for at blive revet helt ind i den auditive fortælling, som Blackbraid havde taget med. For de havde skruet en dramaturgisk set enormt god og velpacet sætliste sammen, som rev os rundt i hele følelsesregisteret, mens vi rasede rundt og himlen græd for os. Det var simpelthen lige meget, hvor passioneret og fremadrasende Blackbraids vildskab var, så havde de altid et gear ekstra, de kunne køre os over med. Hvis altså ikke folk lænede sig så langt bagover i ren benovelse, at de væltede selv. Selv stod jeg lige ved siden af pitten og fældede en lille tåre.
Til den tunge og melankolske outro til ’Moss Covered Bones on the Altar of the Moon’ gjorde de fremmødte klar til den helt store wall of death, men eftersom nummeret blev efterfulgt af den smukke og blødgørende ’As the Creek Flows Softly’ var forløsningen lang tid undervejs, og de måtte vente endnu længere på at ødelægge hinanden. Det var på den ene side uudholdeligt, men også smukt at stå og vente i spænding, mens Jon Kriegers fløjtespil beroligede nerverne. Så ud over at vi var i gang med at bevidne en historisk koncert på Pandæmonium, havde vi måske også Copenhells længstventende Wall of Death. Folk maste sig ind udefra for at være med, og til sidst, i ren ivrighed løb folk før tid til lyden af trommefillet der starter ’Sacandaga’ i stedet for selve droppet.
Det hele illustrerede måske meget godt den socialretfærdige tilstand i tiden. Vi hvide fatter måske ikke en skid, men vi må gerne være med alligevel.