Sorte melodier
Pumpehuset gav os tre bud på den melodiske black metal, og de havde alle tre styrker og svagheder. I sidste ende var hovednavnets sange dog bare bedst.
En blid duft af färskost
Aftenens første band, Borlänges egne Dödsrit, lagde fra første færd hårdt ud med at cementere, hvad mit problem med deres musik er. Første nummer, ‘Irjala’ fra gruppens seneste album, ‘Nocturnal Will’, indledes med et helte-episk og meget melodisk riff, som er noget af det mest try-hard, jeg længe har hørt. Det lyder (og det er et generelt problem for Dödsrit) som musik til en billig 90’er-fantasy tv-serie. Sjældent har melodier prøvet så hårdt på at understøtte heltens ridt ud over sletten for at banke billigt sminkede, fake trolde og orker. Og inde bag de alt for voldsomt oppustede melodier gemte der sig velspillet, habil black uden alt for meget personlighed.
Bevares, Dödsrit spiller dygtigt, og de leverede sådan set varen denne aften, men jo længere ind i deres show jeg kom, jo mere håbede jeg, at den ridende helt ville blive ædt af et displacer beast eller en beholder eller bare falde af hesten. Åh disse twin leads! Åh denne cheesy og generiske sans for melodier. Det gav musikken en fjollet kant, som pressede min nej-hat godt ned over ørerne.
Nervøs velour, gladere anmelder
Langt mere rå var leveringen hos amerikanske Lamp of Murmuur, og det sendte humørbarometeret i vejret. Man fornemmede en glæde ved klassisk heavy metal i musikken, måske især i de melodibærende lag, og bandet spillede tight og energisk.
Et nummer som ‘Seal of the Dominator’ demonstrerede meget godt, hvad der var på spil i bagmanden M.s musik, som her foldede sig ud i fuld bandbesætning, Seje riffs, onde harmonier og en melodisk attitude, der i langt højere grad, end tilfældet var hos Dödsrit, understøttede og løftede resten af musikken. Der var faktisk ikke mange fingre at sætte på Lamp of Murmuurs optræden, omend sangskrivningen godt stadig kunne blive bedre, og vampyrkappen godt kunne opgraderes med nogle lidt mere imposante materialer, men nu er det her jo heller ikke en fashionklumme, så lad nu det ligge. Der var styr på stilen og fremførelsen, mens de mindeværdige sange ikke helt var der.
Barfodet åndedans på blodindsølet jord
Aftenens hovednavn var de stadigt fremadstormende Blackbraid, som vi gav 666, sidst vi anmeldte dem på Copenhell 2023. Og Jon Krieger/Sgah’gahsowáhs andet album fik 5 ud af 5 mulige kasser, så forventningerne var skruet godt i vejret.
Vi fik dem da også delvist indfriet, for bandet spillede med en præcis og skarp intensitet, og showet var gennemført professionelt. Alligevel var der et eller andet, der gjorde, at jeg ikke helt kunne lade mig rive 100% med. “The River of Time Flows Through Me’ fungerede dog eminent med sit højtflyvende, midterste riff og dynamiske opbygning, mens ‘A Song of Death on Winds of Dawn’ fra Kriegers andet album, der lever i kraft af sin melodiske opadstræben og tunge intro, nok blev lige lidt for slæbende denne aften. Der var også lidt knas med lyden. En guitar satte ud på et tidspunkt, og to gange spillede Krieger på fløjte, hvor man ikke kunne høre det mindste af den. Det var også sært, at han spillede ind i sin vokalmikrofon. Normalt ville man have en separat mikrofon til den. Og den ene gang, hvor man faktisk kunne høre fløjten, virkede det, som om det primært var, fordi den lå på backingtracket sammen med den akustiske guitar. Om Krieger spillede oveni, eller om han bare mimede, skal jeg ikke kunne sige, men det var i hvert fald en ikke helt optimal oplevelse.
Sådan balancerede aftenens sidste koncert mellem ydre (lyd-)forstyrrelser og bandets professionalisme efter at have fået en del kilometer i turné-benene gennem de sidste to år. Men jeg synes, man kunne mærke et let fravær eller mangel på nerve bag det faglige showmanship, og det stod i skærende kontrast til sidste gang, jeg så Blackbraid, hvor vildskaben kun lige kunne tæmmes nok til at tage form af sange. Sange, som heldigvis er rigtig gode, og som også hjalp Blackbraid med at hive en arbejdssejr i land denne aften.
Sgah’gahsowáh og co. efterlod faktisk et godt indtryk med en fin version af ‘Barefoot Ghost Dance on Bloodsoaked Soil’, som jo også var nummeret, der kickstartede Blackbraids hurtige rejse mod black metallens øverste hylde. Som aften betragtet fremstod Blackbraid som det bedste af tre bud på melodisk black metal, primært på grund af det overlegne sangmateriale, for det var trods alt ikke den bedste dag på kontoret for en af Adirondacks pt. fineste kultureksporter.
Dödsrit: 2/5
Lamp of Murmuur: 3/5
Blackbraid: 3/5