RF 26: Technoforløsning!
Endelig! Efter en hel dag med fine, men ikke sublime, oplevelser ramte Blawan den fuldstændig rent.
Roskildes elektroniske program i den mere offensive ende har været rigtig fint, og englænderen, hvis borgerlige navn er Jamie Roberts, gav os en dansefest, men en, hvor man følte sig hensat til et dystert parallelunivers frem for klubben. Med skurrende, stikkende klange og en brug af tonale skalaer, som mere syntes at bevæge sig i ukendt territorium end i sikre kompositoriske havne, strøg Blawan bestemt ikke sit publikum med hårene. Bevares, der var klassisk og stærkt tilfredsstillende fire til gulvet-stortrommer - af den titaniske slags - men Blawan forsagede standardformen med spændingsopbygninger og drops til fordel for en mere abstrakt og kunstnerisk tilfredsstillende tilgang, der konstant holdt os på tæerne, mens vi dansede på Lagunes flisegulv (RIP, Apollo, du og dine containervægge er nu savnet).
Flere gange lød de rytmiske elementer, der lå oven på de grundlæggende technobestanddele; stortromme, hihat og bækkener, nærmest som abstrakte maskindele eller futuristiske våben, og der var en udstrakt brug af stemmesamples, som var så elektronisk manipulerede, at de fik karakter af rytmiske eller tonale elementer, men stadig lige akkurat kunne genkendes som hidrørende er menneskes strube. Et enkelt sted lød det nærmest som en metalvokal, men det blev brugt som et instrument.
Midt i settet fik vi en sektion med halvtempofornemmelse, hvor den afgrundsdybe bas, de udenjordisk klingende, raspende percussion-elementer og det højloftede miks gjorde, at tankerne mere blev sendt i retning af Londons dubstep-klubber i starten af nullerne end til Berlins technoklubber. Et lækkert gearskift, inden vi var tilbage på technosporet. Sikke en fremragende oplevelse det var at få soniske tæv af produceren fra South Yorkshire, men efter præcis en times dystopisk technofitness var det slut. Blawan forlod scenen med ydmygt venlig gestik, og han kom ikke tilbage, til trods for, at en fyr i Horned Almighty-trøje råbte: “Spil noget mere!” Og kort efter, opgivende: “Okay, så er det Aphaca.”