Fortryllet af blodige besværgelser
Det var et fuldkommen udsolgt Amager Bio, der dannede rammen om en ganske særlig aften, hvor vovemodet og det gode håndværk triumferede.
The Message (Tablet I-III)
-
Inner Paths (to Outer Space)
Obliquity of the Ecliptic
Minami Deutsch
Jesper: Det var jo en god aften i Bioen, men den startede lidt svagt for mig med japanske Minami Deutsch. De spillede virkelig godt sammen, og deres version af klassisk starthalvfjerdserkraut var helt, som den slags skal være. Og det var det, der var problemet for mig. Jeg kunne sagtens hygge mig med deres groovy, motorik-stavrende sange, men det føltes så rigtigt og rent i udtrykket, at jeg ikke helt kunne blive fanget af det. Men jeg ved, at du ikke er helt enig i det. Jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at Minami Deutschs musik er sjovere at spille end at opleve.
Dea: Jeg er lidt en sucker for kraut, og jeg havde det aldeles herligt til Minami Deutsch. Særligt fordi Roadburn i år – trods et vanvittigt godt program – var lidt tyndt på den helt udsyrede del af programmet, hvor der bare står nogle virkelig gode musikere og bliver væk i deres egen musik. Særligt det sidste nummer var fremragende med sine psych-soli, sit tydelige 70’er-præg og den forførende rytme, der lå som en grundpuls i hele nummeret.
Blood Incantation
Jesper: Først og fremmest: Hvor spillede de dog vidunderligt. Det var både tight og ekspressivt, og lyden var åben og klar nok til, at man virkelig kunne nyde detaljerne.
Dea: Det var love at first sight for mig. Jeg har nemlig af en eller anden grund aldrig fået set dem før. Sidst jeg havde muligheden, var på Roadburn i 2024, og der var der en eller anden ligegyldig forhindring, som jeg ikke kan huske. Det var dumt. Den koncert fik meget ros. Heldigvis var lidt af det ambiente med også denne aften, og jeg var fuldkommen solgt fra første takt.
Jesper: Jeg kan se, at jeg slet ikke tog nogen noter gennem hele ‘The Stargate (Tablet I-III)’. Jeg var fuldstændig henført, både af de stille, kosmiske passager og af de teknisk brillante og overvældende brutale døds-stykker. Det er én ting at komponere et stykke musik, der hænger så godt sammen gennem et væld af forskellige grooves og æstetikker, men det er noget helt andet at få det til at hænge sammen uden studiets mulighed for at klippe og redigere. Det var både medrivende og imponerende. Sært at tabe kæben, men alligevel smile lykkeligt.
Dea: Altså. Blood Incantation hænger på papiret overhovedet ikke sammen. Og andre bands har forsøgt sig med samme bastard og mislykkedes. Jeg tror, det hele kommer tilbage til musikaliteten. De kan skrue op for tightness, når der går dødsmetal i den, men også læne sig tilbage og lade det hele ligge lidt tilbage på beatet, når der er behov for det. Det føles nærmest improviseret i nogle stykker, hvilket jeg dog er overbevist om, at det overhovedet ikke er.
Jesper: Ja, præcis. De er så gode musikere, at deres kompositioner bare flyder fra dem live. Under ‘The Message (Tablet I-III)’ slog det mig, at overgangene næsten fungerede bedre live end på plade, og det var også, som om at de metalliske stykker slog lidt hårdere. Musik føles jo ofte vildere live på grund af nærheden til den, men fik du også fornemmelsen, at der var skruet lidt op for brutaliteten?
Dea: Der blev i hvert fald ikke lagt fingre imellem. Nu synes jeg også at publikum var usædvanligt veloplagte, og det kan jo godt gøre noget ved udtrykket på en konkret aften. Jeg er helt enig med dig i, at overgangene føltes mere … sammenhængende, mere flydende. Og det kunne virkelig være gået galt og have været præcist det modsatte. Jeg tog faktisk mig selv i at hoppe begejstret op og ned flere steder under “The Message”, fordi det bare var så fucking fabulous.
Jesper: Ja! Bandet (med ekstra synthmand) fik virkelig transporteret os under opførelsen af de her to numre. Det var 45 minutter, hvor vi var et helt andet sted. Et Absolute Elsewhere. Jeg var helt lykkelig og rolig indeni, da den regulære del af koncerten sluttede, og under ‘The Message Tablet II’ fik jeg gåsehud (helt konkret, bogstaveligt) i det syrede “can you hear me”-stykke.
Dea: Jeg synes der var flere steder, hvor jeg fik gåsehud. Af vidt forskellige årsager. Men når noget ruller, altså virkelig ruller, og driver sig selv fremad, så bliver jeg altså glad. Ligesom jeg kommer til at stå med et lettere dumt smil klistret på, når det bliver følsomt, svævende. Jeg synes, Blood Incantation leverede begge dele.
Jesper: Det gjorde de 100 %. 45 minutter er for kort tid til en venuekoncert, men på en måde ville jeg ønske, at koncerten stoppede der. Det var så perfekt!
Dea: De kunne godt være sluppet af sted med de 45 minutter. Jeg havde 100 % købt præmissen. En album-koncert er en album-koncert. Det var jo ikke ligefrem en hemmelighed, hvor langt albummet er. På den anden side forstår jeg godt, at man som musiker er fristet til at smide et påskeæg ind i koncerten. Hvilket jeg også synes, de slap godt fra med deres to ekstranumre.
Jesper: Ja, bestemt. De to ekstranumre, ‘Inner Paths (to Outer Space)’ fra ‘Hidden History of the Human Race’ og ‘Obliquity of the Ecliptic’ fra ‘Luminescent Bridge’, var virkelig, virkelig gode. Virkelig fantastiske. Men det var ikke ‘Absolute Elsewhere’, så for mig tog koncerten et lille dyk ned fra vidunderlig perfektion til overvældende godt.
Dea: Jeg prøvede at skifte retning med dem. Nyde deres godbidder. Nyde, at de trods de måske lidt svagere kompositioner, virkelig sparkede røv med de to numre. Og lyttede man til publikum, var der flere, der havde fået deres hedeste drøm opfyldt, da de blev spillet. Det er godt nok også svært at stille alle tilfredse. Måske er konklusionen bare, at de skal til at lave nogle længere plader?
Jesper: Jeg håber bare, at de laver mere musik, der er lige så eventyrlysten og vovemodig. Det var virkelig perfekt. For mig var det en 666’er med en 5 ud af 5 kasser klistret på. Og jeg synes godt, at man kan give aftenen 666 ud fra devisen, at den annoncerede del af koncerten er det, vi må lægge vægt på. Hvad siger du?
Dea: Vi giver jo normalt den karakter med stor forsigtighed. Jeg vil dog påstå, at Blood Incantations album-koncert gav os samtalestof nok til de næste par år. Og vil jeg straffe dem for at give os lidt flødeskum på toppen, nu hvor de var her? Selvom kagen smagte en lille smule bedre? Niks. Vi skal have mere Blood Incantation. Mindre hjernedødt dødsmetal. De får fuld plade hos mig.