RB 26: Pink med bid og benspænd
Boris viser, hvorfor deres gennembrudsplade stadig holder – beskidt, catchy og ude af kontrol, med enkelte dronetunge dyk i en ellers stærk koncert.
Pink
Woman on the Screen
Nothing Special
Ibitsu
Electric
A Bao a Qu
The Evilone Which Sobs
Akuma No Uta
Just Abandoned Myself
Farewell
Boris er noget af en institution i de eksperimenterende rock-kredse. Ikke blot har de taget navn efter et af Melvins’ mere skæve fuzzbangere, men trioen har tilmed over 20 studieplader bag sig på 30 år, inklusiv samarbejder med både Merzbow, Sunn 0))) og Ian Astbury (The Cult) bag sig, på tværs af snart sagt alle tænkelige genrer. At vi tilmed snakker en trio fra Tokyo, hvor de alle tre fortsat har været med helt fra starten, siger også lidt om, hvor unikt et band vi er ude i, når nu de har så ekspansivt et repertoire bag sig, omend det nu stadig er slående, hvor meget ét album altid bliver fremhævet mere end alle de andre. Det er da derfor også et album, de genbesøger til et af de to Roadburn-shows, de disker op med i år, mens sidstedagen byder på et sjældent genhør med deres drone/post-rockede tredje album ‘Flood´ tilbage fra år 2000 – men i aften er det altså ‘Pink’ fra 2005, der står på programmet!
En plade, der også var min egen indgang til bandet, da jeg tilbage i 2007 skulle lytte op på årets Roskilde-program og faldt over dette nye håb fra Japan, der vitterligt skilte vandene dengang på Pavillion. Men ‘Pink’ bød også på alt fra stonerfræs og slæbende doom til støjrock og mere catchy stonergrooves, og var på den vis et kontant gennembrud, sammenlignet med deres mere svært tilgængelige bedrifter op til da. Og derfor er det da også fuldt forståeligt, at det nørdede Roadburn-publikum er trofast mødt op til denne dedikerede ‘Pink’-opvisning.
Gudskelov er Boris fortsat ikke sådan et band, der sætter sig så nemt i bås. Så det bliver – selvfølgelig – ikke en koncert, hvor de bare spiller pladen slavisk fra A - Z, men snarere sådan en opvisning, hvor de spiller det bedste derfra som det passer dem, og spicer op undervejs med lidt øvrige indslag fra samme periode.
Starten med den voldsomt doomede ‘Blackout’ lå bestemt ikke lige til højrebenet, men så kender vi Boris igen, inden det straks går mere iltert for sig i ‘Pink’-titelnummeret, hvor især Wata får demonstreret sit talent for at lire rundt om grundriffet, så den får sit helt eget liv live. Lækkerier, ligesom den efterfølgende ‘Woman on the Screen’, der ligeledes presses lige til grænsen, og det er tydeligt at mærke, at Boris også selv stadig har det sjovt med at genbesøge denne del af deres repertoire. I dag lyder den givetvis for mange som det Boris vi kender, men det er måske delvist også, fordi mange ikke er nået så meget videre – og det er så en skam! Men med det sagt, så gør Boris en dyd ud af at smide flere licks og lir ind undervejs, hvor flere sekvenser også bendes lige på grænsen til det decideret skæve, og det er trods alt også der, hvor Boris er mest på hjemmebane.
Dårligst fungerer det, da de bevæger sig ud i en længere omgang dronemetal i et kvarters tid, hvor koncerten taber noget momentum, men det retter de op på med en lækkert stonet udgave af titelnummeret fra 2003s ‘Akuma no Uta’, før de til sidst vender tilbage til ‘Pink’-skiven igen med en lang, udknaldet version af den fantastiske ‘Just Abandoned Myself’ inklusiv gong galore, inden ‘Farewell’ runder koncerten drømmende af i deres mere Deftones-melankolske hjørne.
Det er efterhånden nogen år siden jeg sidst har oplevet Boris, men de lyder stadig 100% som sig selv uden blot at holde sig 1:1 til opgaven at gengive pladen, som den lød dengang. At de så engang imellem taber mig i deres doomede momenter er et mindre aber dabei, men det bekræfter os trods alt i, at de ikke blot er her for at please, men også fortsat er tro mod deres evindelige lyst til at udfordre deres lyttere, lige som det sig hør og bør her på Roadburn. Vi fik hvad vi kom efter, og ‘Pink’ har bestemt ikke mistet sin charme 20 år derpå.