Copenhell 2018: Irrelevant radiorock
Populær
Bullet For My Valentine leverede med vanlig velspillethed, men faldt igennem på fraværet af stærkt materiale
2. Over It
3. Your Betrayal
4. 4 Words (To Choke Upon)
5. You Want a Battle? (Here's a War)
6. The Last Fight
7. Letting You Go
8. Worthless
9. Scream Aim Fire
10. Piece of Me
11. Tears Don't Fall
12. Waking the Demon
På mange måder blev koncertoplevelsen med Bullet For My Valentine i midnatstimen, en forlængelse af følelsen af, at høre deres seneste album ‘Gravity’.
Og det var en sær fornemmelse at sidde med, som indædt fortaler for debutalbummet ‘The Poison’, der var spækket med legesyge numre og stærke omkvæd, og fan i årene der fulgte, hvor koncerterne i endnu højere grad løftede numrene et niveau videre i samspil med publikum.
Siden af det gået ned af bakke. Det ændrer ikke på, at den pakke der var bestilt, var den pakke der blev leveret: Et glatpoleret lydtryk, serveret af smilende walisere, der trods 13 år siden debuten har glemt at teenagelivets udfordringer måske ligger en kende for langt væk til, at de lykkes med at gøre det relevant med sig selv som formidlere.
Dårligt var det ikke. De musikalske kompetencer lå på rygraden og blev udført med akkuratesse, uden nævneværdig energi, udover hvad er rimeligt at forvente til et stort udendørs event som Copenhell er.
For det var heller ikke godt. Fraværet af gode sange var simpelthen for stort, hvad der blev tydeligt, da den gamle kending, hittet ‘Tears Don’t Fall’, blæste ud over scenekanten som det andetsidste nummer og utilsigtet fik den funktion, at perspektivere forskellen på Bullet For My Valentines nyere materale holdt op mod det, der gav dem et gennembrud i 2005. Sætlistens stærkeste kort ud over '4 Words (To Choke Upon)' var de to afslutningsnumre.
Bullet For My Valentines generelle drejning mod radiovenlighed, og de længere pauser mellem de gode growls, aggressive skrig og tunge guitarriffs, gør kun skellet større og det er med beklagelse at jeg må give kuglepennen videre til en mere venligtstillet sjæl, om waliserne skulle vende tilbage til betongrunden på Refshaleøen en anden gang.
For nu at citere BFMV selv i al deres banalitet fra 'Gravity'-singlen 'Over It': "Can you tell me why / Why you've thrown it all away / 'Cause it makes no sense to me / Why you wouldn't listen"
Det sidste punktum sættes stilfærdigt i ønsket om, at mine medpublikummer havde en væsentlig bedre fest, end jeg selv.