KTDF 26: Transcendent vanvidsoplevelse
Der er slet ingen tvivl. Det her er med længder årets bedste koncert på Kill-Town Death Fest 2026 indtil videre.
Da Los Angeles-baserede Civerous sidst gæstede KTDF i 2023, eksploderede Black Stage, og pitten var til tider så voldsom, at vores udsendte skribent indimellem havde vanskeligheder ved at vurdere, om det kun var for sjov.
Denne gang er de rykket ovenpå på hovedscenen, og de har absolut ingen vanskeligheder med at fylde den – og hele rummet – helt og aldeles ud.
Vi skal igennem en livefremførelse af 2024-albummet ‘Maze Envy’, en plade på hvilken bandet har udviklet deres lyd fra tidligere, og nu i højere grad inddrager mere atmosfæriske elementer, stille og smuk eftertænksomhed og til tider næsten post-rockede guitarer. For denne anmelder er der ingen tvivl: Det højner det samlede billede.
Civerous sætter en rolig, ambient stemning med det medbragte keyboard, da de går på, men da først vokalist Issaiah Vaca viser sit ansigt på scenen, er der ingen vej tilbage. Fra han går på scenen, fylder han den fuldstændigt ud og er for det meste nærmest helt ude over den, ganske i ansigterne på os, der står forrest. Og ret hurtigt viser det sig at være en perfekt position at opleve koncerten fra, og ret hurtigt bliver der ret varmt. De andre bandmedlemmer er forholdsvist stillestående, men der er ingen kritik at lægge over det, for Vaca klarer al bevægelse uden problemer som frontmand, og oversætter konstant Civerous’ death/doom gennem sin egen krop til publikum. Han kommer nærmest til at fungere som en dirigent for den bevægelse, der opstår på gulvet, helt uden behov for at give ordrer mundtligt, mens han bevæger sig som et stort, besat kattedyr ulmende af latent fare. Undtagen når han headbanger med hele kroppen, så er vi mere ovre i besat gorilla.
Vacas vokal suppleres af bassist Drew Horton på backing, og hans noget mere lyse pitch fungerer som et skønt, ekstra lag. Yderst til venstre på scenen, og ganske stille, står Daniel Salinas og skaber en masse af de stemningsfulde dele, for bandet giver også plads til, at en ret klangfuld guitar kan få lov at fylde, ligesom der generelt er en hel del melodi at finde i settet.
Selvom denne anmeldelse fremhæver de eftertænksomme og smukke stykker i musikken, som også understreges af keyboardbrugen, må læseren ikke tage fejl: Det er tungt som bare fanden. Fuldstændig tight, og derfor aldrig gumpetungt, men vi føres fra en solid lydmur af heftig riffing og dobbeltpedal over breakdowns og så de mere underspillede og til tider progressive riffskift.
Mellem numrene lader de en pulserende rytme fylde rummet ud, hvilket bidrager til den fremdrift, der er igennem deres set, og på intet tidspunkt keder man sig eller konsulterer uret i overvejelse om, hvor længe der mon er tilbage. Hele publikum er i det øjeblik, et nummer rinder ud, klar til at blive ført videre i den næste komposition, der bevæger sig gennem passager, blindgyder, fald, pludselige åbninger og mørke rum. Og på den måde passer form og indhold fremragende sammen, for tekstsiden af ‘Maze Envy’ fører os igennem noget, der kunne minde om en litterær rejse gennem Dantes ‘Inferno’.
Det er en imponerende bedrift at få så forholdsvist indadvendt musik til at blive så udadvendt i sit udtryk, og jeg er ikke den eneste, der har årets fest til denne koncert. Den snak, der er mellem numrene, er udelukkende begejstret, og jeg hører blandt andet et par erklære over for hinanden, at det udgør en transcendent oplevelse. Jeg er sådan set ikke uenig.
Som settet nærmer sig sin afslutning, opstår der næsten en hektisk fornemmelse af ikke at have fået nok ud af det – det her kunne sagtens have været en koncert med en halv time mere på. Det betyder også, at da Vaca erklærer sidste nummer og beder om at få en pit, så får han værsgo’ præcis hvad han efterspørger, og nu er det så hovedscenens tur til at eksplodere i, hvad der kommer til at være en ret gennemført forløsning. Det er først, da øjeblikket opstår, at det går op for mig, at det er første gang i løbet af de sidste tre dage, at der har været en sådan.
Da settet er forbi, kan man næsten have lyst til at kramme dem, der står rundt om en, i en form for kropsliggørelse af det øjeblik, vi lige har delt. Det er måske lige en smule over grænsen, så vi nøjes med at finde sammen i nye fællesskaber og begejstret være enige om, at det her uden nogen som helst tvivl er den bedste koncert, vi endnu har set i år.