Copenhell 2015: Animerede toner
PopulærMonolord luftede deres forkærlighed for de musikalske forbilleder med så store armbevægelser, at de i de sene nattetimer fik publikum til at feste godt igennem. Bandet har dog ikke sangene til at løfte sig over det middelmådige.
2. Icon
3. Cursing the One
4. Nuclear Death
5. Died A Million Times
6. Empress Rising
Det giver så meget mening, at Copenhell i år havde Monolord på plakaten. For en festival, der ellers ikke gør sig specielt meget i hverken den psykedeliske rockguitar eller den rigtigt doomede metalguitar, gælder det vel om at booke et band, der har mulighed for at henvende sig til metalhoveder på tværs af subgenrer, og som til trods for sin nichegenre inden for nichegenrer alligevel har noget kørende for sig, som kan tænkes at få også festivalens stampublikum af thrashers, blackers og hard rockers til at rockfeste igennem. Sidste år formåede Uncle Acid and the Deadbeats at række ud til stort set alle slags metalører på festivalen, og i år var det så denne trio fra Göteborg, der med et meget klassisk take på den nyklassiske doom natten mellem fredag og lørdag skulle forsøge at holde festen kørende på Pandæmonium. Og da Monolord nærmest kun har fået ros for deres koncertoptrædener og desuden figurerede på flere best-of-lister hos webmedier sidste år, syntes de på forhånd at være et velvalgt navn fra festivalens side.
Festen, skulle det vise sig, havde Monolord da heller ingen problemer med at spille vært for: Publikum var kort sagt på. Men selvom bandets seneste album, den spritnye ’Vænir’, byder på stærkere og bedre numre end sidste års debut, ’Empress Rising’, så var det musikalsk set stadigvæk en uopfindsom og lidet genbrugsagtig versionering af doomgenren, bandet også i liveregi præsenterede. For nærværende skribent understregede koncerten mest, hvorfor man aldrig selv hoppede med på Monolords doomvogn.
Falmede effekter
Det er ikke udelukkende Monolords egen skyld, at deres musikalske repertoire ikke formår at løfte sig over det middelmådige. Den tonalt set animerede guitar, som bandet praktiserer, er selvfølgelig helt på deres egen regning, og det samme er den generiske placering af vokalen, som gemmer sig bag det, vi kan kalde for et ”røgslør”. Den tunge effektfylde, som disse to parametre sigter efter at ramme, indfries ikke, og det effektfulde får i stedet karakter af at være påtaget. Spiller man doom af den slags, der ofte bevæger sig med så langsom en hastighed, at publikum stort set har tid til at leve sig ind i hvert eneste riff, da må og skal lyden være derefter. Monolord har den ikke – den gode, fede, medrivende lyd altså.
Søgen efter essentiel tyngde
Men det er derimod ikke (kun) Monolords skyld, at den doomgenre, som de musikalsk set nu engang læner sig op ad, på det seneste er blevet overrendt af bands fra all over. Som lytter er man kort sagt begyndt at være mæt. I en tid, der på mange måder kendetegnes af det digitalt anmassende, er der dog åbenbart i dag et behov hos mange metalmusikere efter at nå frem til en form for analog kerne af essentiel tyngde. Monolord er blot et af de senere navne på dette metalmusikalske stamtræ, hvis genreforgrening af ”doom” de senere år har nået sit knækningspunkt. Hvor Saint Vitus aftenen forinden på selvsamme scene havde bevist, at 30 år gammelt opfindsom true doom også kan være relevant på en festival som Copenhell, da kunne Monolord ikke holde genrens niveau værdigt repræsenteret.
Fest med frynser
Festen derimod, den havde Monolord som sagt absolut ingen problemer med at levere. På imponerende vis fik de endda kickstartet den uden anden hjælp end med deres instrumenter som våben og via en æggende indlevelse i egne numre. Selvsikkerheden fejler således ikke noget hos de tre svenskere, der spiller med armbevægelser af en herligt grotesk størrelse, specielt hvis man tager bandets korte eksistens i betragtning. I guitarist/forsanger Thomas Jäger finder vi ikke mindre end en kandidat til en fremtidig position som vaskeægte rockstjerne, og selvom man sjældent fandt hans riffs sådan rigtig interessante, var det ikke svært alligevel at blive revet med af hans sceneoptræden. Hans karisma er stærk. Heller ikke bandets rytmesektion med Esben Willems på trommer og Mika Hákki på bas var musikalsk set specielt inspirerende, men som trio skinner bandet alligevel igennem på en scene.
Tydelige indflydelser
Sidste års debut, ’Empress Rising’ tændte som nævnt ikke nogen glød i én, men bandets spritnye opfølger, ’Vænir’, overrasker dog ved at være væsentlig bedre. ’Cursing the One’ fra bandets seneste plade er eksempelvis et skridt i en klart bedre retning for bandet, og var det også live, sådan som det placerer sig et muligvis uoriginalt men alligevel okay spændende sted imellem Sleep og Conan – to af bandets tydeligste indflydelser. Der er også små hints af Eyehategod i nummeret, og den grad af animeret doom-sludge, som det første album bød på, er heldigvis blevet rettet op på bandets nye plade, der, i mangel af et bedre ord, simpelthen lyder en smule mere ”ægte”. Den sande ægthed fandt Monolord dog aldrig frem til på Copenhell, heller ikke når de spillede de nyere numre. Men festen var til stede, og med den som rygrad kom man igennem en underholdende nattefest, der musikalsk set dog forblev uforløst.