Tøndernes sejr
Cryptopsy tog tidsrejsen til 90'erne med en kavalkade af klassikere fra 'None so Vile', mens Gloryhole Guillotine og Ingested tilføjede yderligere slagkraft en torsdag aften på Stengade.
2. Detritus (The One They Kept)
3. Cold Hate, Warm Blood
4. Slit Your Guts
5. Two-Pound Torch
6. Graves of the Fathers
7. Fear His Displeasure
8. Benedicitine Convulsions
9. Phobophile
10. Sire of Sin
11. Orgiastic Disembowelment
Med frygt for en stram dag på kontoret fredag morgen gik turen aftenen alligevel mod Stengade torsdag. Ganske vist er det altovervejende fortidens meritter i form af 'Blasphemy Made Flesh' (1994) og ikke mindst 'None so Vile' (1996), der står som nogle af Cryptopsys stærkeste album gennem årene, men ikke desto mindre album, vi altid kan falde tilbage på, når alt andre fejler. Aktiviteten i disse år er dog så som så, hvor det blot er blevet til to ep'er over de sidste fem år, mens det eneste tilbageværende originale medlem, trommeslager Flo Mournier, hygger sig med David Vincent i Copenhell-aktuelle Vltimas ved siden af.
Til at åbne dødsballet havde vi Illinois' navnkyndige Gloryhole Guillotine. Nogle gange er det en større fornøjelse end andre at læse op på opvarmningsbands, og her må jeg goldt konstatere, at 'Beating Up Kids at the Bible Study' er en af de stærkeste sangtitler, undertegnede har hørt i årevis. Med tre år på bagen og to ep'er i diskografien er bagkataloget pløjet igennem på et kvarter, dødsgrind af den skarptskårne skole, nådesløst kort og kontant. Trommerne, der på den noget begrænsede sceneplads var placeret helt i front, tog totalt styringen fra start til slut, og selvom en del af charmen fortaber sig ved synet af trommeslagere, der kører på clicktracks i hørebøfferne, så var der her tale om en rendyrket opvisning i grind. Uden den militante præcision ville de basale powerakkord-baserede riffs falme en kende, men når vi taler om grind, er det trommerne, der bærer en stor del af læsset, og det stod Gloryhole Gullotine til at bekræfte.
Forsanger Carlos de Anda, der i sin neutrale sorte trøje og knøsede sideskilning ellers ikke lignede det typiske metalhead, flankerede med bredskuldret brutalitet og catchy oneliners som ”This one is about barbarians, it's called 'Infected Asshole'”, ”I hope you guys are soooo fucked up” og ”This next song is called 'Truth or Consequences', it's about cutting off dicks.” Hvordan det lykkedes dem at spille en halv time, når deres samlede oevre fylder det halve, er os en gåde, for der blev bestemt ikke slækket på tempoet, og vi var underholdt fra start til slut – på trods af fraværet af både gloryholes og guillotiner.
Ingested var næste skud på stammen, der om ikke nedtonede grindens kortfattede strukturer, så i hvert fald tydeligt hentede inspiration i deathcore-verdenens mere vekslende vokale virkemidler. Forbrøler Jay Evans fornægtede ikke just inspirationen fra Suffocation, der prydede hans trøje, tilsat pig squeals og råbe-med attitude, perifert opbrudt af ren vokal.
Det fungerede for Evans, men musikalsk kom Ingested sjældent helt op at ringe. Trommerne var stramme, men havde ikke samme altoverskyggende karakter som forgængerne, og uden at sangene byggede op til crescendoer længere end 10 sekunders varighed.
”Are we still alive, or are we 'Better Off Dead'?” lød spørgsmålet undervejs, og det ellers talstærke publikum taget i betragtning var det tydeligt, at Ingested manglede den magiske tredje ingrediens, der kunne have fået dem helt ud over scenekanten. Det var primært den teatralske brøler i front og den slagstærke Lyn Jeffs bag tønderne, der bar showet, og hvor det en time før havde været tilstrækkeligt i en grindende setting, så kræver deathcore mere fra resten af bandet, der kun undtagelsesvis blev indfriet, som fx i den indledende 'Sovereign' og den afrundende 'Invidious'.
Nu var det dog Cryptopsy, vi var kommet for at se, og Montreal-legenderne var ingenlunde i tvivl om, hvad vi var kommet for at høre – 'None so Vile' var talstærkt repræsenteret, og forsanger Matt McGachy tog sig ud som en yngre Corpsegrinder med både tyrenakke og helikopter-headbanging, altovervejende dedikeret til det velkendte tunge brøl, kun sjældent suppleret med skrig, fordi hey, det er jo Cryptopsy. Det skal lyde tungt og brutalt, og det var, præcis hvad det gjorde, når de tæskede sig igennem kaotiske moshere som 'Phobophile', 'Graves of the Fathers' og den nyere 'Sire of Sin', hvor de undtagelsesvis gav mere los på det tungrockede groove i den afrundende del.
Det var ellers sjældent, de afveg fra formlen, og med et påfaldende kort sæt på 50 minutter valgte de tydeligvis at lægge størstedelen af vægten på 'None so Vile'. Skulle det nu endelig være, havde vi også gerne hørt noget fra debuten. Den røde tråd var dog tydelig, og det nuværende line-up, der har været intakt siden 2012, leverede en solid koncert uden nogen tid til svinkeærinder, hvor Mournier holdt brikkerne overlegent samlet i det kaotiske puslespil.
Det var således en aften, der stod i de stærke trommeslageres navn. Alle brillerede på hver sin vis, brutalt flankeret af deres vokale sidekicks og lagde en solid standard uden dog helt at sprænge skalaerne.
Gloryhole Guillotine var dog det mest forfriskende pust, der indledte aftenen brutalt, kontant og grotesk, og hvis T-shirt nu pryder mit klædeskab. Ikke mindst fordi jeg glæder mig til analytiske samtaler om det stærke kunstnernavn.