Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell ´22: Den Store Disneylands-folkefest

Populær
Updated
D-A-D 2
D-A-D 1
D-A-D 3

Det´ en fugl! Nej, et fly! Nej, en trommekarussel!
Men hvor fører den os hen, når nu vi har valgt sætlisten for dem?
Drømmer vi for stort?

Kunstner
Dato
17-06-2022
Genre
Trackliste
1. Isn't That Wild
2. Rim of Hell
3. Evil Twin
4. Written in Water
5. Marlboro Man
6. Call of the Wild
7. A Prayer for the Loud
8. Everything Glows
9. Girl Nation
10. Grow or Pay
11. Helpyourselfish
12. Reconstrucdead
13. Laugh 'n' a Half
14. I Won't Cut My Hair
15. Jihad
16. Bad Craziness
- - -
17. Sleeping My Day Away
18. It's After Dark
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Det kommer selvfølgelig an på, hvad det egentlig er, vi drømmer om. Det naturlige er at tænke mere på sætlisten, når nu det er den de har sat på spil, men selvom dagsordenen er som den er, så behøver de vante former ikke være så hellige, at der ikke skydes ekstra indfald ind for at live Helviti op.

Såsom førnævnte trommekarussel. En del af scene-setuppet, som, udover et utal af kranier og et par hævede podier, bliver en rammefortælling for aftenens særlige karakter. Lirekasse-cirkusmusik lyder over højttalerne og fader ud, inden vi transporteres lukt tilbage til kopunk-årene med 'Isn't That Wild'. Lejlighed for en tidlig solo-stjernestund til Jacob Binzer – og dem byder aftenen på rigtig mange flere af.

En rolle, der sjældent bliver udpenslet så meget som tilfældet er i aften, og en rolle han bærer med stil. Ikke blot udadtil med sin høje, sorte hat og guld-beknappede læderjakke, men først og fremmest med sine velkendte, nærmest klassisk-inspirerede finesser på den seksstrengede, hvor særligt 'Grow or Pay' demonstrerer hans største talenter.
En diametral modpol til Stig Pedersen, der i grå spandex har skruet ekstra op for gadget-niveauet med to-strengede basser udformet som alt fra raketter til malteserkors – men udover den fysiske fremtoning holder den sikre bund, i modsætning til den tilsvarende outreret klædte Laust Sonne, der bl.a. i et meget udvidet take på 'I Won't Cut My Hair' viser, at han har sin teknik helt på det rene. De pink trommer, som match til det pink jakkesæt udenpå netundertrøjen, har bestemt noget dekadent klasse over sig, omend det måske ikke lige er dét, de fleste forbinder D-A-D med.
Endelig er der Jesper Binzer, der har den her lune, danske humor, som han ledsager os igennem aftenen. Ingen lange taler, men med indlagte applauser undervejs til publikum, der har tvunget dem til at bevæge sig lidt udenfor comfort zonen. Stadig her 40 år inde i karrieren en sanger, der mestrer sin tone til fulde, selv når vi bevæger os helt tilbage til de spæde år. En tand for meget til den skingre side her og der, mere end selv han plejer at lyde, men måske et bevidst valg som match til lyden, der under det meste af koncerten, lyder som om den er tunet ind på Kanal Helpyourselfish.
Mere kant, fordi det er Copenhell, og det skal vi bestemt ikke klage over.

”Vi spiller sgu 18 numre, fordi det er dét vi har tid til” - og således må sætlisten nødvendigvis komme på banen. De sociale medier boblede i perioder med opslag om ikke mindst enten mere kopunk eller mere fra 'Helpyourselfish' – to perioder, der godt kan føles lidt underprioriterede generelt til D-A-Ds koncerter.
Derfor var det noget helt særligt endelig at høre dem støve titelnummeret fra 'Call of the Wild' eller 'Marlboro Man' (”fra dengang Laust var syv år gammel”) af til lejligheden. Fire numre fra 'Helpyourselfish' blev det også til, hvor særligt den grungy riffer 'Written in Water' fik liv i pladsen.
Jeg må dog nødvendigvis undre mig over, hvorfor de mest spillede numre, som næsten altid er sikre som amen i kirken til en D-A-D-koncert, alligevel er nogen af dem, der får flest stemmer. Når endelig vi får chancen, så er det nu engang lidt sjovere at høre dem gå mere utrådte veje. Uanset hvad stemmerne har sagt, så er det til gengæld en glæde at se, hvordan de giver sig betydeligt mere tid til at udfolde folkets stemmer til det ypperste.
- 'Laugh 'n' a Half' fremføres af Binzer-brødrene alene på scenen med akustiske guitarer og højstemte vokalharmonier.
- 'Reconstrucdead' stilner af i midten, inden den laver et massivt drop, så hele scenen gynger med.
- 'Rim of Hell' paces en tand ned, så det catchy budskab om, at ”They throw the best damned parties at the rim of Hell!” lige står dét klarere frem, nærmest som en hyldest til Copenhell-brandet i sig selv.
Nåhja, og så er der jo 'It's After Dark' – sangen, som i de første mange år var den obligatoriske lukker, men sidenhen har fået mere mobil status. Essentielt set vil den dog altid være den naturlige afrunding, som den også er i aften med budskabet om, at Disneyland altså nu er lukket til synet af Stig Pedersens bedrøvede karakter og en fælles tur med alle fire på karussellen, der sender os videre ud i natten til tonerne af samme cirkusmuzak, der indledte koncerten en time og 45 minutter forinden.

Der var noget utroligt hyggeligt og trygt over at stå her foran en fuldt pakket Helviti-scene og svælge i vores fælles fortid med dette stykke nationale kulturarv. For mange af os et springbræt til den tungere side af musikverdenen, men stadig uafskrivelig som et hitkatalog, der har sat sig naturligt fast på nethinden som del af vores danske identitet. I aften var dog lige så vel, hvis ikke mere, en fremragende lejlighed til at se de gamle kopunkere excellere ud i lange, vovede soli og kreative indfald, som en hyldest til det stemmende folk, så selv 'Sleeping My Day Away' stak ud på mere udfordrende vis, end den plejer at gøre. Som deres opsamling, hvor store dele af sætlisten i øvrigt er at finde, så fint omtaler dem selv:
Good clean family entertainment, you can trust” - selv på en aften som i aften, hvor de gik flere glemte veje – dem må de meget gerne besøge igen.