Forventet sejr og artig overraskelse
Decapitated leverede med vanlig høj standard søndag aften i Aarhus, mens Lorna Shore trods sangervikar leverede aftenens store, positive overraskelse.
2. Day 69
3. Mother War
4. Earth Scar
5. The Blasphemous Psalm to the Dummy God Creation
6. Blood Mantra
7. Pest
8. Visual Delusion
9. Never
10. Kill the Cult
11. Spheres of Madness
12. Winds of Creation
Hvis blastbeats og breakdowns var éns kop te, var der virkelig blevet brygget urtedrik nok til et helt regiment denne søndag aften i Aarhus, hvor en fem orkestre stor bandpakke med polske Decapitated i spidsen under banneret ”Faces of Death” bød på død i en bred vifte af afskygninger.
Første band på brædderne var de nydannede briter fra Viscera, hvis debutplade var udkommet samme dag som tourens start, og dermed havde lige præcis tre dage på bagen. Kvartettens medlemmer har dog en fortid i bands som Sylosis, Heart of a Coward og Abhorrent Decimation, og det var da også et ret scenevant orkester, der selvsikkert bød på relativt ukendt materiale.
Et materiale, der med udgangspunkt i deathcore kom omkring både grindcore, djent, lidt atmosfæriske backtrackede harmonier og minsandten spæde forsøg på rensang fra frontmand Jamie Graham. Omend han ikke virkede som den store tenor, formåede han dog fint at få sin grusede sang, der ledte tankerne hen på eksempelvis Parkway Drives Winston McCall, til at fungere ganske udmærket. Generelt var frontmanden det ellers ret stillestående bands visuelle trækplaster: overtatoveret, muskelpumpet, med en skarpskåret marinesoldats crew cut og med blodårer så tykke som fingre, der stod ud fra hans hals og truede med at sprænges når som helst blev han samlingspunktet for tilhørernes øjne.
Fraset et par guitarsoloer, som lød noget spage uden en underliggende melodi andet end 'corens basrytmer, leverede Viscera et hæderligt indtryk. At det er et band, der virker mere overbevisende som åbning på en stor koncertaften end hjemme i pladereolen, er der ikke den store tvivl om, men her til aften var den halve time i selskab med dem godt brugt.
Næste metalliske hoftesalve havde i hvert fald gået i samme grundskole som Viscera, men er siden nået noget længere i uddannelsen. Lorna Shore har med den halvanden måned gamle tredjeplade 'Immortal' begået en af 2020's indtil videre stærkeste udgivelser, blot for umiddelbart efter indspilningerne at give sanger CJ McCreery kniven under kontroversielle omstændigheder. Denne aften var blot stand-in-vokalist Will Ramos' tredje optræden i kvartetten, men han formåede langt hen ad vejen at matche McCreerys vokaler til punkt og prikke, selv om ex-sangerens input på 'Immortal' er noget mere imponerende end den moralske habitus, der senere fik ham fyret.
Mest imponerende var dog den lethed, med hvilken Lorna Shore, klædt i mørkerødt lys, trak publikum igennem det hæsblæsende, brutal-melo-proggede core-univers, de har fået opbygget. Anført af guitarist Adam De Micco har bandet videreudviklet deres deathcore til at inkludere både blackmetalliske tendenser, grindcore, prog, store keyboardharmonier og djentede rytmer, og frem for alt formår de problemfrit at inkorporere de mange inspirationer i én voldsom, dundrende tung blanding. 'King ov Deception' og 'Darkest Spawn' var fine smagsprøver på det, inden 'This Is Hell' blev leveret med en så smadrende arrig intensitet og dybde, at Austin Archeys blytunge tam-slag føltes som modvind mod de bare arme hos publikum. Alt sammen inden den seneste plades storladne titelnummer lukkede ned for New Jersey-drengenes halve time.
Lorna Shore var intenst, brutalt i sin effektivitet og opløftende i sin evne til at tænke nyt. Med seneste udgivelse in mente er de absolut et band, der fortjener mere opmærksomhed fremadrettet.
To skud på kanten af skiven
Med hurtige, effektive sceneskift kom bandsene nu i en lind strøm. Næste drøn var britiske Ingested, der modsat Lorna Shore nærmere var et billede på, hvordan deathcore kan udvikle sig, hvis man ikke har de store, gode ideer. Eller talentet til at udføre dem. For bevares, Ingested kunne da godt skrue et breakdown sammen, sætte tempoet op lidt hist og her og agere ideologisk forbillede for eksempelvis et band som Cabal. Og vi fik da også et par hardcore-riffs tilsat, måske mest fordi de krævede mindre tightness end den djentede core, bandet ellers gjorde i. Men rigtig interessant blev bandets indsats aldrig. Dertil var materialet ganske enkelt for simpelt og for ensformigt. Som indpiskere, personificeret ved forsanger Jason Evans, tjente de deres formål, men musikalsk var de aftenens mest kedelige input.
Den tunge og hidsige 'Mouth of the Abyss' blev fyret af, mens Ingested tilsyneladende havde fint fat i en del af de par hundrede taknemmelige tilhørere, og en forsigtig stagediver forsøgte sig ad et par gange, inden Ingested lukkede af med 'Better Off Dead' til et publikum, der rundt omkring i krogene begyndte at summe for snart at få noget andet end deathcore og afarter deraf.
Og anderledes skulle det blive. Vi har tidligere skudt på canadiske Beyond Creation for at sætte tech-fifleriet højere end viljen til at servere tung og gennemborende dødsmetal. Såvel på plade som i live-regi. Det kan vi fint fortsætte med efter bandets sæt i aften, hvor 'Entre Suffrage et Mirage' og 'Earthborn Evolution' satte festlighederne i gang. Sådan da. For Beyond Creation er nørder, og man skal være villig til at trækkes med de tekniske og proggede legestuemanøvrer på de hovedløse og ekstrastrengede guitarer ind i mellem orkestrets dødsmetalliske eksplosioner. Hvilket desværre bare hurtigt bliver ganske kedeligt i en live-sammenhæng, hvor man længselsfuldt står og venter på næste gang, Simon Girard for alvor giver sit grusede growl frit løb.
Netop det growl, med den aggression i musikken, der naturligt følger, fik vi endelig lov at smage på mod slutningen af bandets sæt, der trods alt var længere end de tre hidtidige orkestres. Med titelnummeret fra den seneste plade, 'Algorythm', og endnu to sange fra samme udgivelse, 'In Adversity' og 'The Afterlife', fik vi endelig lov til at smage Beyond Creation, når de folder vreden og det tunge skyts ud. Hvilket fungerer helt fint. Desværre gik der, som forventet, for meget jam-session og selvfedme i opvisningen, inden vi endelig blev spist af med en fortjent forløsning.
Fornemt som forventet
Med alle indledende manøvrer overstået var turen kommet til aftenens hovedret, polske Decapitated. Bandet er en jævnlig gæst på vores breddegrader, og leverer stort set hver gang mindeværdige oplevelser. Det synes da også at være dem, størstedelen af de 2-300 tilhørere er kommet for. Og bandet leverer. Igen. De evner at skrive teknisk svær men alligevel lyttevenlig dødsmetal, formår at blande det tunge groove og de grindede passager, at udfordre både sig selv og lytteren og stadig stå tilbage med et slutprodukt, der virkelig er for de mange frem for de få.
Således også i aften. Bandchef 'Vogg' Kieltyka, der gæster byen igen om et par måneder som tourguitarist for Machine Head, spiller så ubegribelig tight og tungt, at det er svært at forestille sig Robb Flynns ego håndtere den slags over længere tid. Decapitated formår samtidig, trods den enlige guitar, at have en dyb, fyldig og massiv guitarlyd, der lægger sit til det soniske angreb, der er den polske kvartets ekstremmetal. En anden faktor er trommesættet, som siden 'Vogg's bror 'Vitek' Kieltykas alt for tidlige død har savnet stabilitet. Den siden da længst siddende basker, Michal Lysejko, smuttede for halvandet års tid siden, og pladsen på taburetten er på denne tour udfyldt af Aborteds Ken Bedene. Så er man heldigvis også sikret, at tempo og intensitet i hvert fald ikke falder på trommekontoen. Jøsses.
Bedene brillerer i både den aldrende 'Mother War' samt nyere og mere mundrette 'The Blasphemous Psalm to the Dummy God Creation', inden der går thrash og dødsgroove i et samlet orkester i den efterhånden seks år gamle 'Blood Mantra'.
Var det ikke nok, at bandet oftest og ligeså i aften fastholder en sindsoprivende intensitet og tempo i deres optræden, er både lys og røg designet til at understøtte optrædenen aldeles glimrende. Store RGB-lamper sidder i hovedhøjde med musikerne og gør lyset på den tilrøgede scene mere intenst og pågående for både publikum og band, der efter den pågående og skæve 'Pest' kaster sig ud i 'Visual Delusion'; ikke normalt en af de sikre i polakkernes sætliste, og tydeligvis heller ikke en af de sange, der for alvor sætter århusianerne i bevægelse i aften.
Vi går dog fra 'Pest' til fest, da Decapitated slutteligt ruller hitparaden ud. 'Never' og fællessangen 'Kill the Cult' fra bandets seneste plade, 'Anti-Cult', sætter for alvor gang i gulvet, inden ekstrem-evergreenen 'Spheres of Madness' bliver aftenens forventede og naturlige højdepunkt. Storgrinende tager forsanger 'Rasta' Piotrowski sig også tid til at smide at par langemænd i retning af de tidligere tourmakkere fra Baest, der er blandt publikum, for at ”stjæle Decapitateds show”; uden tvivl med tanke på Baests folkefest dagen inden, hvor et udsolgt Voxhall nok har imponeret noget mere end aftenens halvfyldte og søndagsstenerramte koncertsted.
Decapitated tager det dog med oprejst pande og takker behørigt, inden debutpladens titelnummer bliver servet afsted med den samme kliniske præcision, som hele koncerten har båret præg af. Jo, man kan vel godt sætte et par fingre. 'Rasta' formår ikke helt at ramme tidligere forsanger 'Sauron's vokaler på numrene fra tidligt i karrieren; men han er tæt på. Og jo, Decapitated er set med bedre sætlister end den, vi bliver budt på i aften, hvor specielt numre som 'Homo Sum' og 'Post (?) Organic' glimrer ved deres fravær. Men bandet, der ud over 'Vogg' og Bedene består af bassist Hubert Wiecek, var så uhyggeligt sammenspillede og vanvittigt stramt eksekverende, at det er de færreste bands forundt at gøre dem kunsten efter. Det er en nydelse af opleve et Decapitated i højeste gear, og selv om fremmødet ikke var overvældende denne søndag, er bandet stadig en kærkommen gæst herhjemme.
Specielt når de, som i aften, tager en håndfuld bands med, som med Aarhus som tredje stop på touren alle var opsatte på at give publikum en oplevelse. Om det lykkedes, kan altid diskuteres, men i det mindste udtrykte alle fem bands usædvanlig stor entusiasme i løbet af aftenen, hvilket bidrog til den gode hyggelige søndagsstemning, hvor Decapitated som forventet og Lorna Shore overraskende var aftenens to store vindere.