SRF '19: Aldersfornægtende slibrigheder
Det er de velkendte slagere fra for 30 år siden, der vægtes, når Def Leppard spiller op til dans. Hitmaskinen fra dengang får energi fra den underkendte guitarhelt Phil Collen, men sangeren Joe Elliott trækker det desværre ned.
2. Animal
3. Let it Go
4. Foolin'
5. When Love and Hate Collide
6. Let's Get Rocked
7. Armageddon It
8. Rock On (David Essex-cover)
9. Two Steps Behind
10. Man Enough
11. Love Bites
12. Bringin' on the Heartbreak
13. Switch 625
14. Hysteria
15. Pour Some Sugar on Me
----------------------------------------
16. Rock of Ages
17. Photograph
Der er næppe mange her foran Festival Stage, der har fulgt med i Def Leppards udvikling siden 1990'erne. Med god grund, fristes man til at sige. Det seneste, selvbetitlede album fra 2015 er en blandet landhandel, der ikke skænkes mange tanker denne aften, og skal kortene på bordet, så ved vi jo alle godt, at de nu engang bare var bedst i de gode, gamle dage.
De var så også noget af det bedste, der kom ud af hårrock-scenen i 1980erne. 'Pyromania' (1983) var pladen, der gav dem airplay på radioen med catchy rockhymner som 'Photograph' og 'Rock of Ages'; fire år, en bilulykke og ikke så få baner senere var 'Hysteria' og de syv dertil hørende singler på toppen af alle charts. Sidenhen er pladen blevet anerkendt som en af hårrockens absolut største sværvægtere.
Guitarist Steve Clark mistede som bekendt kontrollen over alkoholens glæder i processen og døde inden den efterfølgende 'Adrenalize' (1992). Den byggede videre på de store rockede hitskabeloner fra forgængeren, ikke mindst med singlen 'Let's Get Rocked', men siden da har der unægtelig været længere mellem snapsene.
Et faktum bandet selv anerkender ved loyalt at støtte sig til de sange, vi alle kan synge med på, uanset om vi har en tone i livet eller ej. Def Leppard kan stadig trække masser til Sweden Rock Festival, hvor de headliner hovedscenen, inden Slayer fortsætter med at lukke karrieren af på festivalens næststørste scene. Det siger lidt om, hvor stort et navn Def Leppard fortsat er, ikke mindst i Sverige, på trods af ikke at have udgivet nævneværdigt nyt i de sidste 25 år.
Deres cover af 'Personal Jesus' kører over højttalerne, inden billeder af Jorden fra rummet flankerer 'Rocket' med Joe Elliott stålsat på at få alle til at råbe med, og det er alt sammen fint nok, hvis ikke publikum først fangede budskabet på den efterfølgende 'Animal'. En hitbasker af den slikkede slags, der pumpes op med Phil Collen som det centrale midtpunkt med blottet brystkasse og soloræs til at bryde de formfuldendte hitskabeloner op for en stund.
En kunst, Def Leppard som udgangspunkt sjældent udfordrer på anden vis end netop ved at gøre Phil Collen til den ukronede stjerneguitarist, han nu engang er. Def Leppard var en hitmaskine på 'Hysteria', hvorfra seks af aftenens numre kommer. De havde sat sig for at lave rockverdenens svar på Michael Jacksons 'Thriller', og derfor holder de sig også et langt stykke hen ad vejen til hitskabelonerne som vi kender dem.
”If you wanna hear death ... (kunstpause) ... you came to the wrong scene!”
”Def maybe?”
Onkelhumoren er intakt, og Def Leppard lyder som og ligner et produkt af deres tid på godt, men desværre også på ondt. Ikke mindst Joe Elliott i front, der småkvabset med glinsende palietter på jakken og charmeklud på mikrofonstativet gør sit bedste for at fornægte alderen og det faktum, at vi ikke fortsat befinder os i 1987. Det havde måske været tilgiveligt, hvis ikke han samtidig manglede den vokale spændvidde, ikke mindst i det lyse og det hæse, der i så høj grad bærer bandet igennem fællesskrålere som 'Rock of Ages' og 'Love Bites'. Når de høje toner burde indfalde, forsvinder Elliotts stemme ganske enkelt, og den smule kant, der normalvis spiller pingpong med deres velkendte popsensibilitet, indtræffer kun, når Phil Collen får lov til at lege guitargud.
Voksenpointene tager overhånd på 'When Love and Hate Collide' og 'Two Steps Behind', der begge leveres uden engagement foran et publikum, der tydeligvis også blot ser dem som unødvendige pauser i hiteskapaden, vi havde ventet på. Til gengæld er deres David Essex-cover af 'Rock On' en interessant afveksling med mere Depeche Mode-venlige strejf i de underliggende elektroniske klangflader, og 'Man Enough', aftenens eneste skæring overhovedet siden 1992, tilføjer også et funky islæt til koncerten.
Festen er i det hele taget med Def Leppard torsdag aften. Det er stadionrock med neonlys og vilde lysprojektioner. Hit på hit, både til den rå og og den slibrige side. Phil Collen spiller som en drøm, og vi havde alt i alt været en større del af festen, hvis ikke Elliott anno 2019 fremstod som en skygge af sig selv, der prøvede at fornægte sin egen aldringsproces. De sovsede indslag havde vi også gerne været foruden, for ikke at nævne Rick Allens trommesolo, der med én arm lægger vægten på benarbejdet og mest af alt forekommer ligegyldig, også selvom man kender baggrunden for den mistede arm. Greatest hits-kavalkaden sidder tydeligt på rygraden, og rutinen falder mestendels ud til deres fordel, når man ser bort fra Elliott, der egenhændigt svækker bandet.
Det er dog nemt at overse, når vi når til de mindre vokalt udfordrende skæringer som 'Hysteria', eller når fællessangen tager over i uomgængelige ørehængere som de afrundende 'Pour Some Sugar on Me' og 'Photograph'. I det rette selskab, med en fadbamse i hånden og et festligt stemt Sweden Rock-publikum omkring dig er Def Leppard sikkert lige det skud nostalgi, du drømte om. Vi trøster os med, at Slayer har æren af at runde aftenen af på festivalens næststørste scene med flere deep cuts i ærmet.