En pose blandede bolsjer
Populær
Kun aftenens hovednavn formåede at spille et brag af en koncert. Des bedre Tesseract spillede, des tydeligere var det, hvor uerfarne The Contortionist stadig er.
Tesseract har gæstet Danmark hvert år siden 2014. Første gang i Lille Vega, siden Pumpehuset. I 2015 udgav bandet deres tredje fuldlængdeudgivelse ’Polaris’. En udgivelse og dertilhørende tour, der endnu en gang bragte den britiske kvintet til Pumpehuset. Denne gang sammen med det amerikanske prog-metalband The Contortionist.
Halvengageret middelmådighed
I 2014 udgav den amerikanske sekstet The Contortionist deres 3. fuldlængdealbum ’Language’. En plade, der høstede positiv kritik og generel anerkendelse. Det var samtidig en udgivelse, der varslede et mindre farvel til den aggressive tilgang til prog-metallen, der prægede bandets to første udgivelser, ’Exoplanet’ (2010) og ’Intrinsic’ (2012).
Netop titelnumrene fra førstnævnte, ’Language I: Intuition’ og ’Language II: Conspire’, startede aftenens første koncert. En godt fyldt sal kunne derved bevidne et band og en start, der desværre var langt fra overbevisende. Specielt de lydmæssige forhold og bandets engagement på scenen resulterede i en knap så interessant oplevelse.
Der er ikke meget plads på den lille scene i Pumpehuset. Specielt ikke når bandet er The Contortionist og består af seks medlemmer. Det ændrer ikke ved, at bandets introverte performance var en hæmsko for den energi, der ellers er at finde i sekstettens kompositioner. Især amerikanernes ældre materiale som ’Solipsis’ og ’Flourish’ indbyder til fysiske udfoldelser. Men selv de grundlæggende medlemmer, Robby Baca og Cameron Maynard, var utroligt stillestående under disse nunmre.
Samtidig viste Pumpehuset sig ikke fra sin bedste side, hvad angik lyden. De ellers kompakte og bombastiske kompositioner virkede hule og uden intensitet. Forsanger Michael Lessard kæmpede hårdt med vokalen og var specielt svær at høre på numre fra ’Language’.
Generelt virkede det ikke, som om Lessard var til stede i store dele af koncerten. Kun når det for alvor blev tungt, formåede han at skære igennem med sin brutale vokal. En Jekyll/Hyde-version, hvor Lessard enten sejlede rundt på scenen i noget, der mest af alt lignede en spacy ekstase, eller brølede ondt fra scenekanten.
Grundlæggende var det spændende at opleve sekstettens numre i livesammenhæng, også selvom lyden ikke var med bandet. Men aftenens første koncert var en skuffelse, og bandet formåede aldrig at nå helt ud til publikum. At bryde barrieren mellem scene og gulv. Efter 45 minutter forlod amerikanerne scenen og efterlod publikum med en mærkeligt uforløst følelse. En oplevelse af et halvengageret band og en uprofessionel tilgang til at spile live. En oplevelse, der for alvor blev fremhævet af Tesseracts efterfølgende top-performance.
Et helt andet niveau
Modsat den halvsløje og forholdvis uengagerede opvarmning fra The Contortionst satte Tesseract fra første sekund barren for resten af aftenen, og den blev sat højt. ‘Pheonix’ fra ‘Polaris’ startede festen med et brag. Fortabt i mørket blev scenen oplyst i samme moment, Daniel Tompkins' vokal slog an. Opfulgt af ‘Messenger’ fra samme plade og ‘Deception – Concealing Fate Pt. 2’ slog kvintetten takten an for en vellykket koncert med et utal af højdepunkter.
Sidst Tesseract gæstede Danmark, havde forsanger Tompkins store problemer med at fremføre numrene fra bandets anden udgivelse, ‘Altered State’. Det var et skår i glæden på en ellers udmærket aften. Siden da har Tompkins formået at gøre sange som ‘Of Matter – Proxy’ og ‘Of Matter – Retrospective’ til sine egne. Konsekvensen af de mange problemer med ‘Altered State’-materialet var en fremførelse, der var mere afdæmpet end på plade. Til gengæld blev de leveret uden falsk sang. Med undtagelse af ‘Of Mind – Nocturne’, som Tompkins stadig kæmper med at levere i live-sammenhæng. Små skår i glæden over, hvor godt og flot vokalen blev fremført. En smuk oplevelse, der blandet andet var med til at gøre aftenens koncert mindeværdig.
Aftenens sætliste bød på materiale fra hele bandets katalog og var en tour de force i Tesseracts bedste. Med få undtagelser. Ud over førnævnte numre fra 'Polaris' havde ‘Dystopia’, ‘Hexes’ og ‘Survival’ fundet plads mellem ældre materiale. Numre, der alle gik godt i hånd og fungerede blandt de ældre numre. Specielt sidstnævnte skabte hen mod slutning af koncerten en fantastisk stemning i den fulde sal, da publikum sang med på det insisterende omkvæd.
Lydmæssigt lykkedes det ligeledes langt bedre for Tesseract. De fleste elementer stod forholdsvis skarpt i lydbilledet, om end man ikke skulle langt væk fra den centrale del af den lille sal, før lyden blev uskarp. Specielt Amos Williams primalbrøl forsvandt, mens James Monteith melodiske stykker til tider druknede i den dundrende bas og Alec Kahneys tunge guitar.
Få negative ankepunkter på en aften, hvor publikum og band var i symbiose. Tompkins' gentagne takken for positiv reaktion og fremmøde blev returneret med et brøl fra publikum og en tydelig entusiasme. Der var heller ikke grund til andet. Kvintetten leverede med få undtagelser en flot koncert, der satte en tyk streg under bandets relevans og ikke mindst professionelle tilgang til deres hverv. Selvom det hele var gennemsyret af punktlighed, som samspillet mellem lysshow og breaks i musikken, var der stadig plads til udfoldelser på scenen. Energien i de fremførte numre havde eget liv og levede i samspillet mellem publikum og band.
‘Acceptance – Concealing Fate Pt. 1’ lukkede den musikalske del af aftenen, inden bandet selv takkede af og lovede at vende tilbage til næste år. Gør endelig det, hvis ikke allerede før!
Samlet set blev det en noget ambivalent aften. Des bedre Tesseract spillede, des tydeligere var det, hvor middelmådigt og uerfarent The Contortionists opvarmning havde været. Ærgerligt, specielt set i relation til The Contortionists bagkatalog. Der herskede på intet tidspunkt tvivl om, hvilket band der var aftenens hovednavn, og aftenens hovednavn leverede derefter.