En kort fornøjelse
Populær
Mægtige Megadeth lagde lørdag aften vejen forbi Vega og gav en gennemført og godkendt koncert, der dog var alt for kort for et band af så stort format.
2. Kingmaker
(Verdenspremiere)
3.Hangar 18
4. Public Enemy No. 1
5. Countdown to Extinction
6. Architecture of Aggression
7. Sweating Bullets
8. Ashes in Your Mouth
9. A Tout Le Monde
10.Whose Life (Is It Anyways?)
11. She-Wolf
12. Super Collider
13. Symphony of Destruction
14. Peace Sells
Ekstra:
15. Holy Wars... The Punishment Due
I næste uge udsender Megadeth sit nye album ’Supercollider’, der er bandets 14. udgivelse i løbet af karrieren, der i år runder et 30-års jubilæum. Det nye album gik heller ikke publikum forbi, da et af metalhistoriens største thrash-bands lagde vejen forbi et næsten udsolgt Store Vega lørdag aften.
’Cryptic Writings’-sangen ’Trust’ åbnede koncerten med en noget mudret lyd, der dog langsomt blev forbedret i løbet af de knap 80 minutter, seancen stod på. Fra ’Trust’ gik det over i en vaskeægte verdenspremiere, da ’Kingmaker’ fra det nye album blev leveret live for første gang. Titelnummeret ’Supercollider’ kom senere hen, og begge numre er af så temmelig kedelig og uinspirerende karakter, at albummet næsten kun kan gå hen og skuffe.
Besynderligt, da forrige udgivelse ’Thirteen’ var et opsigtsvækkende godt album med en overflod af fede guitarriffs og imponerende soli fra Mustaine og anden-guitaristen Chris Broderick, der debuterede med Megadeth på ’Endgame’ fra 2009. Og ingen tvivl om, at Broderick er den rette mand til at stå ved siden af mesteren Mustaine på scenen. Broderick leverede med stor indlevelse de tekniske og avancerede soli, som Marty Friedman lagde i bagkatalogets svedige klassikere, som ’Hangar 18’, ’A Tout Le Monde’ og ’Symphony of Destruction’.
Mustaine tabte pusten
Desværre haltede Mustaines vokal på flere af de her numre, hvor frontmanden havde svært ved at komme op i tonerne. Nu har Mustaine aldrig været en stor vokalist, men denne aften tabte han flere gange pusten og halvkvækkede sig gennem teksterne. Men hvad Mustaine ikke har i halsen, har han unægtelig i fingrene. Den 51-årige Mustaine er muligvis bindegal, men man kan ikke tage fra manden, at han er en af de dygtigste guitarister, der eksisterer.
Som koncerten skred frem, blev Mustaines hvide skjorte gennemblødt af sved i takt med, at knapperne blev åbnet op. Og jo mere han fik spillet sig varm, des mere åbenlyse fremstod mandens evner, der kulminerede på hans blå 'Rust in Peace'-Dean-guitar under ’Holy Wars...The Punishment Due’, der lukkede koncerten som det eneste ekstranummer.
Tiltrængt gensyn
Og med bandets originale bassist og medstifter Dave Ellefson tilbage på scenen blev de skarpe riffs kompetent komplimenteret af den 48-årige bas-veteran. Trods de tidligere retssager mellem de to ”Daves” virkede kemien mellem dem ganske god under koncerten. Mustaine var dog som forventet i sit vanlige gnavne humør, som da han efter ’Kingmaker’ forsøgte at sige noget og afbrød sig selv i irritation over et skrålende og begejstret publikum.
Et publikum, der hele vejen gennem koncerten lod sig rive med af den musikalske stemning, og som virkede til at drage hjem med fuld valuta for pengene. Det var der i hvert fald for fans af ’Countdown to Extinction’, som der blev spillet fem numre fra. Specielt en forrygende version af titelnummeret og den obligatoriske ’Symphony of Destruction’ fra albummet, der har været bandets største kommercielle succes, imponerede nok engang.
Skuffende afslutning
Med store musiknavne kan man altid brokke sig over udeladte sange, men at fylde en tredjedel af sætlisten ud med et enkelt album virkede i overkanten, når koncerten burde have varet en halv time mere. Debutalbummet blev forbigået, som tilfældet også blev det med ’So Far, So Good...So What!’ - hvor der virkelig manglede ’In My Darkest Hour’ - eller den nyere og glimrende ’United Abominations’. Og selv fra ’Youthanasia’ blev det kun til ’A Tout Le Monde’.
Det havde klædt koncerten med et par klassikere som ekstranumre. Ét ekstranummer fra et så stort og betydningsfuldt band som Megadether simpelthen for tyndt. Specielt da både bandet og publikummet udviste et energisk overskud under ’Holy Wars...The Punishment Due’.
Her var der ingen grund til at stoppe mens legen er god, som man siger. Tværtimod føltes den bratte afslutning som en kold spand vand i ens svedindsmurte hoved.