Dans, eller I visner
Publikum i Store Vega mandag aften tog de berømmede ord "dans, eller jeg visner" ganske bogstaveligt, da Flogging Molly kom forbi i højt spillehumør og keltiske farver.
The Hand of John L. Sullivan
Drunken Lullabies
The Likes of You Again
The Days We've Yet to Meet
Requiem for a Dying Song
Life in a Tenement Square
Float
The Spoken Wheel
Black Friday Rule
Life Is Good
Rebels of the Sacred Heart
Devil's Dance Floor
If I Ever Leave This World Alive
What's Left of the Flag
The Seven Deadly Sins
Ekstranumre:
Crushed (Hostile Nations)
Salty Dog
(Sætliste hentet fundet på https://www.setlist.fm/setlist/flogging-molly/2018/store-vega-copenhagen-denmark-13e8d91d.html)
Morricone-psychobilly-surf
Først på scenen var københavnske Hola Ghost, som vel bedst kan betegnes som en punket udgave af et Eniro Morricone-soundtrack til en film af Sergio Leone. Iført sombrero og sminket som kranier flirter de også visuelt med spaghettiwesterns, og det fungerede ret godt i Store Vega. Kronen på værket denne aften var imidlertid den til lejligheden inviterede hornsektion, som de dog glemte i den sidste del af sættet. Synd! For det var bedst, når de spillede med.
Bandet lagde ud med en punket udgave af et tema fra 'Malagueña', som satte standarden for en glimrende koncert. Samspillet var habilt. Rytmeduoen holdt stand, når guitarist og forsanger Peter Sandorff alias Hola Pete stak af sted op og ned ad gribebrættet, og det virkede. Dog syntes Hola Petes iver på guitaren at gå ud over vokalpræstationen. Med lidt mere fokus på vokal ville toner og især endelser på vokallinjer fungere bedre. Men hvad fanden?! Det er jo (en slags) punk.
Fra mexikansk spaghetti til keltisk punk
Efter en god halv times change-over badet i regnbueflagets farver skiftede farverne til de irske, imens der ud af PA'et lød skønne keltiske toner. Vi var med andre ord taget på en musikalsk rejse direkte fra den golde mexicanske ørken til Smaragdøens frodige vidder. Og med 1-2-3 satte Flogging Molly i gang med '(No More) Paddy's Lament', og det danseglade publikum rørte med det samme på sig. I det hele taget levnede Flogging Molly koncerten igennem ikke mange øjeblikke, hvor publikum fik lov at tage en puster, og selvom det var mandag, tog folk kampen op og dansede interimistisk river dance på gulvet, på balkon, på trappe, og hvorend de kunne få plads til at spjætte med benene. Herligt.
One-trick pony – næsten
Vi skulle faktisk helt hen til sættets 11. sang, 'Life Is Good' fra bandets seneste plade af samme navn, som blev dedikeret af forsanger, guitarist og velsagtens band boss, Dave King til sin mor, før rytmikken for alvor ændrede sig fra det uptempo keltiske punk-shuffle-beat til et kun let shufflende midttempo-beat. Flogging Molly benyttede sig altså stort set hele koncerten igennem af ét trick, og det virkede til ug med kryds og slange for langt de fleste.
Irsk publikumstække
Selvom Flogging Molly tilsyneladende var en one-trick pony, vandt en tydeligt begejstret Dave King med flittig skålen, uddeling af Guinness på dåse, fodbold=ssnak, dedikationer til familiemedlemmer, dårlige jokes og fællessang; læg dertil irsk charme og stor opmærksomhed på sit publikum, og bandet vandt omtrent alles hjerter i Vegas store sal denne mandag. Sjældent oplever man frontmænd med så stor publikumstække. Det var forbilledligt!
Lang slutning
Dansen fortsatte derfor ufortrødent og stak helt af under 'Devil's Dance Floor', hvor tinfløjten var fundet behørigt frem. Herefter blev det hele trods indspark i form af bidder fra Aretha Franklin's 'Respect' og Queen's 'We Will Rock You' dog en kende trivielt. Kadencen syntes at falde betydeligt hos både band og publikum, men indtil da havde det også været en voldsom energiudladning.
Hola Ghost: 3
Flogging Molly: 4