KTDF 26: Ligstanken danser igen
Efter syv år væk fra europæiske scener og 17 år mellem regulære album står Funebrarum igen foran et europæisk publikum. På Kill-Town Death Fest minder amerikanerne os om, hvorfor deres navn vejer så tungt i undergrunden.
Ša Nagba Amāru
Anhela Odor Mortuorum (The Adepts)
From Rotting Burial Shrouds
Perish Beneath
Into Dark Domains
Dormant Hallucination
Incineration of Mortal Flesh
Turning the Stones of Torment
Depths of Misery
Funebrarum ser ud til at have det fucking fedt. Helt fra start.
De har ikke spillet i Europa siden 2019, og nu står de her foran os på Kill-Town Death Fest. Minutterne nærmer sig midnat, og kontrasten er pludselig og tiltrængt. Publikum er glade, men det kan også mærkes, at torsdagens mange timer med dødsmetal efterhånden sidder i kroppen. Dagens død har været tung, sort og kompakt, og vi har allerede fået adskillige timers råddenskab hældt ind gennem ørerne.
Så kommer Funebrarum. I en mørk og næsten højtidelig atmosfære træder amerikanerne ind på Main Stage, og Daryl Kahan er med det samme helt fremme ved scenekanten. Armene ryger i vejret. Blikket er rettet mod salen. “Copenhaaaageeen!” Titelnummeret fra årets ‘Beckoning the Void of Eternal Silence’ lægger sig tungt over Kransalen. Det er ondt. Det er vægtigt. Og det er præcis, hvad vi trænger til.
Funebrarum blev dannet i New Jersey i 1999 og har siden sat et markant aftryk på dødsmetallens undergrund. Diskografien er ikke voldsomt omfattende. Blot tre regulære fuldlængder på mere end et kvart århundrede. Den seneste, ‘Beckoning the Void of Eternal Silence', udkom i maj efter hele 17 års ventetid siden ‘The Sleep of Morbid Dreams’ fra 2009.
Funebrarum er et af de bands, hvor hypen efterhånden næsten er blevet en del af navnet. Heldigvis har den noget at stå på. Bandets dødsmetal samler den rå, amerikanske tradition med noget mørkere og mere dunkelt fra den tidlige skandinaviske skole. Det er beskidt og modbydeligt, men hele tiden med en melodisk åre under huden. Hurtigheden kan pludselig bryde frem, inden musikken synker tilbage i den slæbende, fugtige råddenskab, som Funebrarum mestrer.
Det mærker vi nu, og vi hører det usædvanligt tydeligt.
Lyden er simpelthen fremragende. Bassen og resonansen rammer fysisk i brystkassen, volumen er høj nok til, at hjernen udsender ekstra endorfin, og samtidig står instrumenterne klare, når materialet kræver det. Når der er god lyd til dødsmetalshows, lægger man mærke til det.
Hvor publikum stadig skal varmes op, er Funebrarum allerede i eksplosion. Bandet bruser af spilleglæde, og især Kahan forsøger fra begyndelsen at trække salen med sig. Han kræver circle pit!
Den kommer ikke. Ikke endnu. Der skal mere til. Så Funebrarum giver os mere.
Og langsomt begynder rummet at flytte sig.
Et stykke inde kan dampen pludselig ikke længere holdes inde, og foran scenen begynder kroppe at kollidere. Circle pits formes. Folk skubber, vælter og rejser sig igen. Kahan kræver stadig mere. Han farer frem og tilbage over scenen, vælter mikrofonstativet, griber fat i scenens udsmykning af omvendte kors og løfter dem ud mod den svedende masse foran sig som en dødsmetallisk Moses foran et Rødehav af sorte T-shirts. Det er teatralsk, grimt og fremragende.
Kahan er en virkelig stærk frontmand. Med maven fremme, armene i luften og et konstant fysisk overskud dirigerer han koncerten, mens resten af bandet ligeledes holder scenen levende. Scene og kroppe bevæger sig konstant, og Funebrarum fremstår som det de er. Et band med mere end et kvart århundredes erfaring i ryggen. Sværvægtere.
Sættet er massivt centreret omkring det nye album ‘Beckoning the Void of Eternal Silence’. Seks af de ti numre kommer fra årets album, heriblandt ‘Ša Nagba Amāru’, ‘Anhela Odor Mortuorum (The Adepts)’ og ‘From Rotting Burial Shrouds’. Nyt, friskt materiale.
Alligevel er det efterhånden, som sættet graver sig længere ned gennem bandets historie, at koncerten for alvor folder sig ud. ‘Perish Beneath’, ‘Dormant Hallucination’ og ‘Incineration of Mortal Flesh’ står side om side med det nye materiale uden mærkbar kløft mellem årtierne.
Det hele stinker af samme mugne kælder. Den samme fugtige jord på kisten.
Og imens er publikum blevet forvandlet. Det, der måske nok begyndte relativt afdæmpet, er nu en helt anden koncert. Pitten vokser. Folk ryger ind i hinanden. Kasketter forsvinder. Telefoner bliver væk. Briller lever livet farligt. Den der særlige form for lykkelig vold breder sig foran scenen, hvor man kan forvente at få et andet menneske i ryggen med fuld kraft, og synes at det er passende. Eller i hovedet, for der er naturligvis masser af halsbrækkende stage dives.
Da ‘Depths of Misery’ til sidst lukker sættet, er kontrasten til begyndelsen næsten grotesk. Det tilbageholdende midnatspublikum er væk. Salen er varm, svedig og voldsomt begejstret, og bifaldet kommer fra mennesker, der en time tidligere stadig lige skulle overtales til at bevæge sig.
En af torsdagens bedste koncerter på Kill-Town Death Fest. Og en af de bedst lydende.
Efter mere end et kvart århundrede lugter Funebrarum stadig af noget af det bedste dødsmetal, undergrunden har at byde på.
