Hangadhyr hamingja ram
Forum Black Box var skueplads for Heilungs elektriske vikingerave og det imponerede trods et publikum, der var mere optaget af sig selv.
In Maidjan
Alfadhirhaiti
Krigsgaldr
Hakkerskaldyr
Svanrand
Norupo
Othan
Traust
Anoana
Galgaldr
Elddansurin
Hamrer Hippyer
Closing Ceremony
Lykkeligvis var Heilungs koncert i Forum indrammet af sort moltontæppe. Det forbedrede lyden, og gjorde hallen mindre fremtrædende i perceptionen.
Først var det dog Eivør, der skulle fortrylle os, men magien udeblev desværre. Eivør sang højloftet over en elektronisk bund, som beklageligvis ikke formåede at hæve sig over det ordinære, og sammen med den storladne sang gav det mig en ret voldsom Sorten Muld-gøjser. Eivørs sang er imponerende ved første øjekast (ørekast?), men der er desværre ikke mange facetter i den ensidige måde, der synges på. Heller ikke en omgang ’gaze-guitar kunne redde Eivør ud af middelmådigheden. Det var teknisk veludført, men cheesy og med et tvivlsomt smagsniveau og præget af nostalgi.
Ind med krigerne, op med spyddene
Herefter var det blevet tid til Heilungs lydritual, som indledtes med, at krigerkoret stillede sig i en cirkel, helt tavse, så kun en optagelse af fuglefløjt kunne høres. Eller sådan var det tænkt, men visse folk i publikum havde mere end almindeligt svært ved at holde deres fucking kæft.
Heldigvis rev hornet, der indleder ’In Maidjan’, os ind i Heilungs univers. Musikken var tung og insisterende, men dog ikke så insisterende som damen bag mig, der tilsyneladende følte en enorm trang til at bidrage med sin stemmes triller, der kompenserede for sin manglende charme med et overvældende lydniveau. Vokalarbejdet på scenen sad derimod lige i skabet – sådan var det hele koncerten igennem.
Maria Franz imponerede især. Som Eivør har hun en flot klang, men hun formår at forlene sin stemmepragt med en rå umiddelbarhed, som er både medrivende og rørende. Det samme kunne man sige om ’Alfadrhirhaiti’ fra albummet ’Ofnir’. Bønnen til alfader Wotan var både opildnende og medrivende. Man fik lyst til at hæve spyddet! Denne del af koncerten fokuserede på ’Ofnir’, og vi fik publikumsfavoritterne ’Krigsgaldr’ og ’Hakkerskaldyr’ i skarpt ottebenet Slejpnertrav. Heilung balancerede smukt droner over for arkaiske rytmer og skønhed over for brutalitet, og dermed undgik de at gøre nostalgi af deres musik.
Jeg har set lyset
Heilungs lysperson gjorde sit arbejde forbilledligt. Stemningsfuldt udpegede lyset hele tiden fokuspunkter på scenen for os, og det var i høj grad med til at fortælle historien for os. Lyden var også god. For eksempel lød rensdyrbjælderne og vokalharmonierne i ’Othan’ særdeles smukt og understregede dermed, hvor rørende Heilungs musik er. Den beskæftiger sig med helt centrale og basale menneskelige behov: føde, sikkerhed, fællesskab. Et klart højdepunkt i en virkelig god koncert, hvis største udfordring var publikum.
Heilungs krigertramp og dumpe trommer antager ofte en næsten ravet dimension, og det er helt passende. Ligesom Heilungs musik så kan techno- og ravekulturen ses i et tribalt perspektiv. De dansende er stammen og musikken og festen et ritual, der skal frisætte og forene folk. Sådan var det også i Heilung-koncertens bedste stunder, for eksempel under ’Hamrer Hippyer’, hvor alfaderen, de hængtes gud, blev besunget, mens den bastante rytmik i høj grad minder om technoens percussion-kvaliteter og pegede på en mere produktiv form for publikumsinteraktion, nemlig dansen. Heilungs musik har fortjent, at vi åbner ørerne, lukker munden og lader fødderne tale.