Svenskerbrag i Vega
In Flames og At the Gates var i sprudlende form, da de populære svenskere nedlagde et pakket og udsolgt Vega lørdag aften.
2. Pinball Map
3. Cloud Connected
4. Behind Space
5. Graveland
6. The Hive
7. Colony
8. Only for the Weak
9. Leeches
10. Foregone Pt. 1
11. Wallflower
12. State of Slow Decay
13. Alias
14. The Mirror's Truth
15. I Am Above
16. Take This Life
Der var stor begejstring på de sociale medier for to måneder siden, da alverdens metalmedier kunne berette, at Anders Björler efter fem års fravær igen var tilbage i At the Gates.
Leadguitaristen var som 17-årig i 1990 med til at danne den ikoniske gruppe, der i den første halvdel af 90’erne var med til at grundlægge lyden af melodisk dødsmetal.
1995-mesterværket ’Slaughter of the Soul’ står stadig som en bautasten indenfor genren, og pladen fyldte da næsten også halvdelen af sætlisten, da hele den oprindelige kvintet, der indspillede klassikeren, stod sammen på scenen i et udsolgt Store Vega lørdag aften.
Det sker jo faktisk ikke så ofte, at de samme mennesker i et band, der skrev og indspillede plader for tre årtier siden, også stadig er de samme mennesker, der fremfører musikken i nutiden.
Og nu det var Anders Björler, der skrev musikken i sin tid, så var det så sandelig også en fornøjelse at opleve At the Gates eminent høvle sig igennem fortidens klassikere og nutidens medrivende materiale.
Hjulpet godt på vej af en sublim lyd, så spillede svenskernes simpelthen så tight sammen, at musikken lød ligeså træfsikkert som på plade hjemme på teenageværelset for 25 år siden.
Adrian Erlandsson har igennem hele karrieren været en eftertragtet og arbejdsom trommeslager. Lige fra Cradle of Filth til Nifelheim, men i 2016 droppede han karrieren i Paradise Lost for at koncentrere sig om At the Gates. Den 52-årig Erlandsson fra Malmö spillede da også med en fandenivoldsk dedikation og havde igennem koncerten et udtryk i ansigtet, der vidnede om et menneske, der nød at være på arbejde. 
”1995” skreg Tomas Lindberg, som publikum straks fangede og brølede løs, og ’Blinded By Fear’ blev sat i gang. Signaturnummeret forvandlede den kogende sal til endnu en frådende moshpit og til det perfekte miks under Vegas gode lydforhold, så kom klassikeren som en tour de force fra den svenske overmagt. Hold nu kæft, hvor spiller de bare sejt sammen!
Efter 45 minutter var det slut. Igennem ti numre gav At the Gates hovednavnet kamp til stregen. Næste år er de klar med endnu en ny plade. Så mangler vi bare at se dem som hovednavn i stedet for support.
Solid sætliste
Under et falsk navn gav In Flames en af årets mest uforglemmelige koncerter, da svenskerne nedlagde Stengade tilbage i starten af juni. Det hemmelige show var en generalprøve, hvor sekstetten testede 19 numre af og halvvejs i sættet dedikerede tyve minutter til materiale fra alle de første udgivelser. Dagen efter stod de som hovednavn på Sweden Rock Festival. Og siden er det blevet til over 70 koncerter mere.
Så hvis In Flames havde brug for at øve materialet igennem på Stengade, så kunne de i hvert fald musikken med overlegen rutine her et halvt år senere i et udsolgt Store Vega. Turneen ender i hjembyen Göteborg i weekenden, men svenskerne spillede ikke som en flok vatnisser, der længtes efter juleferie.
Med sprudlende overskud gentog In Flames næsten triumfen fra Stengade bare i Store Vegas rammer og leverede 90 minutters medrivende show.
90 minutter med In Flames betyder som bekendt 75 minutters musik og et kvarters monologer fra Anders Fridén, der næsten ordret gentog de samme sætninger mellem numrene, som han gjorde på Stengade.
Det kunne være vildt fedt, hvis 2023 bliver fri for musikere, der taler mere om corona.
Trods for meget ævl, så er Fridén dog en ægte showmand og formåede at få samtlige 1.500 stående og siddende gæster til at engagere sig. Efter publikumsfavoritten ’Cloud Connected’, stod den 49-årige frontmand i et par minutter og bare betragtede publikum. Det gør han sikkert hver aften, men han virker også oprigtig overvældet over responsen og energien fra publikum. Og antallet af landsmænd.
En tredjedel var vel svenskere og en hel del så stangstive, at man tog sig selv i at ønske betonen over Øresund var blevet brugt på en mur i stedet for en bro.
Moshpitten kørte non stop i samtlige numre og med tilhørende klammerier her og der. ’Only for the Weak’ forvandlede Vega til en hoppeborg, mens efterfølgeren ’Leeches’ var aftenens bedst forsøg på at dræbe stemningen med et dårligt nummer.
En hel del fans af de første plader gik amok, da fortidens flammer fra ’Whoracle’ og ’Colony’ blev fyret af, men det var udgivelserne efter årtusindeskiftet, der gjorde svenskerne til stjerner.
”What a shitty reaction,” kom det spontant fra Fridén, efter han introducerede ’Graveland’ fra ’The Jester Race’, og publikum knap nok reagerede på nummeret fra 1996.
Til februar udkommer In Flames med karrierens 13. udgivelse og med tre solide numre herfra på sætlisten, så er der sikkert en udmærket plade på vej. In Flames seneste ’I, The Mask’ fra 2019, var et fejlskud fra svenskerne, og med kun et enkelt nummer herfra på sætlisten, så har In Flames måske også selv lagt den udgivelse bag sig nu.
Det var ikke et show, der lagde vægt på en særlig plade, men en sætliste skruet sammen af noget af karrierens bedste musik igennem snart tre årtier. Og det virkede langt hen ad vejen med sprudlende intensitet lørdag aften i et tætpakket og stemningsfuldt Vega.