Copenhell 24: Slå hjernen fra, drik ud
Insanity Alert leverede en thrasheksplosion af den slags, der er forbeholdt et publikum, som kan sætte lighedstegn mellem brede grin og total ødelæggelse. Og for hvem ethundrede bajere kun lige er beskrivelsen af morgenbuffeten.
At et hurtigt internetopslag beskriver Insanity Alerts lyriske emneområde som ”thrash, at feste og døden” kunne næppe være mere rammende. Den østrigske kvintet bestående af lige dele sceneveteraner fra thrashens heydays og unge kræfter, der blot blev født et par årtier for sent, formelig fløj ind på Gehenna-scenen fredag eftermiddag med et frontalangreb af crossover/thrash med en gennemgående tematik, der bedst beskrives som ”vi hader alle. Lad os feste! Hvem har bajere med?”
Selv de bedst forberedte havde næppe forventet den energieksplosion, de næste tre kvarter ville byde på. Med et lydniveau, hvor selv salig Slayer kunne have overvejet at dreje til venstre på volumeknappen, blev fræsende thrashtirader som 'A Skullcrushin' Good Time', 'All Mosh No Brain', 'Metal Punx Never Die!', 'Pact with Satan' og den charmerende speedmetalliske 'I Come/I Fuck Shit Up/I Leave' hamret ud i hovedet på et fordrukkent og feststemt publikum, der storgrinende fik pladsen til at ligne et veritabelt, væltet lokum af festivalhærgede kropsdele. Så var stemningen ligesom sat.
Hvis Municipal Waste var et sketchshow
Hvad der i den grad, ud over bandets åbenlyse spilleglæde, satte stemningen, var forsanger Heavy Kevys konstante tirader, jokes om og arrigskab over alt fra Hitler, had til børn, hunde og Kylian Mbappe, fodbold-EM, for få stoffer i verden og omtrent alt derimellem. Leveret med rigelige vildfarne, tyske fraser indimellem og på et snerrende pølseengelsk, der kun gjorde smilene endnu bredere.
Jokes og thrashfræs blev begge serveret i rigelige mængder i et tempo, hvor man skulle holde tungen lige i sin fordrukne ædespalte for overhovedet at kunne følge med. Man havde man fået drukket rigelig morgenmad var det en fladpandet fest som få på dette års festival – og som tilskuere skulle man helst koncentrere sig en smule for at gennemskue, om næste reaktion ville være et brølende grin eller en ansats til at ødelægge nogen, man ikke kendte, i endnu en circle pit.
Speedballaden 'Why Is David Guetta Still Alive?' blev serveret; det samme gjorde covers af 'Careless Whisper' og 'Bohemian Rhapsody', af Insanity Alert omskrevet til 'Beerless Fiesta' og 'Moshemian Thrashody', inden Iron Maidens 'Run to the Hills' afsluttende blev til 'Run to the Pit', og publikum fik lov at deltage i en befriende ægte call-and-response med bandet, hvor vi fordrukkent fik lov at råbe ”mosh for your leeeeeeif”, alt imens de sidste ansigter blev ommøbleret i pitten.
Insanity Alert var ikke nødvendigvis stor kunst. Men novra, det var en thrashfest af den slags, der kun for alvor hører hjemme på en festival, når alle ens bekymringer ligger hjemme i lejligheden, man ikke er voldsomt irriteret over, at en kammerat har kastet op i ens sko i nat, morgenmaden bestod af 14 Guld Tuborg og det eneste man skal i morgen er det samme, bare vildere. Skål!