RB 24: Overraskelsesangrebet
‘New Heaven’ er bestemt ikke himmelsk i den klassiske forstand. Det fik vi at føle torsdag, da Inter Arma spillede hele den hidsige, nye skive fra start til slut.
2. Violet Seizures
3. Desolation’s Harp
4. Endless Grey
5. Gardens in the Dark
6. The Children the Bombs Overlooked
7. Concrete Cliffs
8. Forest Service Road Blues
Det skulle være så sundt at tage en udfordring op i ny og næ, og førstedagen på Roadburn blev tilsyneladende en af de dage. Bevares, der var da flere bands, jeg ikke kendte dybdegående per se, men det eneste band på hele festivalen, som jeg helt bevidst havde undgået at hverken læse eller lytte op på var Inter Arma – simpelthen fordi jeg var 100% overbevist om, at min skribentkollega gerne ville påtage sig denne ære, nu hvor hun flere gange havde nævnt sin udelte begejstring for ’New Heaven’-pladen, vi skulle høre i dag.
Situationen var dog, at der halvvejs inde i koncerten var andet, der trak, i form af clipping. på Main Stage, og når jeg nu alligevel var til koncerten og rent faktisk lynhurtigt kunne se, at der var noget om snakken, tænkte jeg #fuckit. Roadburn er i forvejen en glidebane for de eventyrlystne, og her tillod jeg mig at forføre af de nye toner fra Richmond-kvintetten.
Noget siger mig ganske vist, at jeg har oplevet dem engang et årtis tid tilbage, og jeg mindes også ’Sky Burial’ (2013) som en tung, post-metallisk sag, der fik et par lyt dengang – men hvad der er sket siden, er gået helt under min radar.
Ganske vist har jeg hørt ét dødsmetallisk nummer fra pladen, inden vi forlod hotelrummet i formiddags, men at de skulle træde så intenst ind på scenen fra første hug til titelnummeret, med Mike Paparos voldsomme fagter og brøl, mens halvdelen af bandet bar deres Cannibal Corpse og Morbid Angel-inspirationer på tøjet, kom bag på mig. Så oldschool er de nu trods alt ikke, men der ligger mange tunge livserfaringer bag sangskrivingen på denne plade, der blev til under en svær periode for Inter Arma, og alvoren er ikke til at skære sig igennem, som den ene ekstremmetalliske skæring overtager den næste. Smittende skarpt eksekveret, hvor guitaren for en sjælden gangs skyld også får de rette lydforhold her i The Terminal, der ofte døjer med lige lovligt buldrende akustik.
De twinleadede harmonier i slutningen af 'Desolation's Harp' og den efterfølgende interlude 'Endless Grey' minder mig for en stund om nogen af de mere proggy momenter på Solbruds seneste, som et opfriskende udsving ovenpå de første tyve minutters voldsomme frontalangreb, og renser luften, inden 'Gardens in the Dark' bygger graduelt op som et af koncertens højdepunkter, hvor sangens mere pulserende struktur og den rene vokal viser en anden facet af Inter Arma, der klæder dem virkelig godt.
Inden længe er vi tilbage ved det døds-inficerede udgangspunkt, huggende og beskidte, og jeg må se mig selv overrasket over, hvor farlige Inter Arma egentlig tager sig ud her i 2024. Hvor jeg havde ventet en mere lydbillede-orienteret omgang småstenet post-metal, så bliver mine forventninger gjort mere og mere til skamme, og gudskelov for det. Paparos blik i øjnene, attituden, hans insisterende spark i gulvet. Viljen til sejr. Det her er noget, der virkelig betyder noget for ham og bandet, og det kan mærkes.
At resten af Inter Arma ikke gør meget udadtil er nok mere udtryk for, hvor krævende materialet er at spille for dem, og hvor vigtig denne koncert er for dem, som den allerførste koncert med de nye numre på selve udgivelsesdagen. Særligt T.J. Childers viser sig som en versatil herre bag trommerne, med både fills og tydelige markeringer til at få det hele til at flyde, men det er dog Paparo i front, der stjæler opmærksomheden i dag, sammen med det stærke materiale, der ligger til grund for koncerten.
Engang imellem kommer de største oplevelser på Roadburn fra de mest uventede kanter - og for mit vedkommende var Inter Arma en af slagsen.