KTDF 26: Hold nu kæft, Kam Lee
Massacre formår næsten at omvende en skeptiker på Kill-Town Death Fest. Så begynder Kam Lee at snakke.
Jeg har aldrig helt forstået hypen omkring Massacre. Jo, det første album. Selvfølgelig.
Men derfra har amerikanerne i store træk haft en evne til at prelle af på mig. Sådan noget, jeg godt kan forstå betydningen af, uden nødvendigvis selv at føle den eller på nogen måde blive fanget.
Men klokken er midnat på Kill-Town Death Fest, Massacre står på Main Stage, og jeg må ret hurtigt indrømme, at ... det her virker. Det er virkelig effektivt, og jeg er blandt hundredevis af mennesker, der fra start er positivt indstillet. Faktisk summer hele salen af god energi allerede inden showstart.
Kam Lee står i front, fægter med armene og agerer lettere teatralsk dødsmetalceremonimester med en vokal, der stadig har præcis den ondskab, den skal have. Det growl er godt nok lækkert. Bandet er veloplagt, og vigtigst, så er det enormt tydeligt, at publikum vil have den her koncert.
Allerede under andet nummer opstår pitten. Kort efter kommer de første stagedives, og så er den sådan set hjemme. Massacre har fat i salen. De spiller alle og én virkelig fedt, og jeg står tilbage med følelsen af først at begynde at forstå bandet nu. Lige nu og her, mens jeg oplever dem live for første gang.
Og måske er det præcis dét, koncerter kan. Derfor vi skal tage til dem. Musik, der hjemme i hovedtelefonerne aldrig rigtig har sagt mig det store, bliver pludselig oversat gennem kroppe, volumen, sved og mennesker, der kaster sig ud fra scenen. Riffene får en anden vægt, når de bliver sendt gennem et lokale fyldt med folk, som tydeligvis har ventet på dem. Det er ikke nødvendigvis mig, der pludselig bliver Massacre-fan, men jeg forstår dem bedre her. Jeg overgiver mig faktisk lidt.
Forsanger Kam Lee har god kontakt til publikum og en tydelig kontrol over rummet. Han ved, hvordan man får en menneskemængde med sig. Erfaringen er tydelig, og Massacre leverer en både effektiv og festlig omgang dødsmetal, som på dette tidspunkt af natten nærmest fungerer latterligt godt. En god fest.
Og så begynder han at snakke.
Først lidt. Det er Ok. Så mere ... noget om kvinder, noget med homoseksualitet ... Og pludselig står en ellers fremragende koncert og drukner langsomt i fortællinger om, at Kam Lee stadig kan få stiv tissemand, jokes om en bandkollega, “‘cause he likes boys”, og noget om prematur ejakulation.
Det er ikke provokerende. Men det er off ... Det er mest bare pinligt. Som at se en alkoholiseret onkel til en familiefest, der ikke fatter koderne eller forstår, hvilket århundrede vi lever i.
Det ændrer heldigvis ikke på, at Massacre musikalsk leverer. Der er gang i pitten, folk stagediver, bandet spiller godt, og Kam Lee er, når han synger, en glimrende frontmand. Mere end glimrende, faktisk. Men han skal holde sin kæft.