MMF 26: For lidt og for meget attitude
Forventningerne blev ikke indfriet. Smoulder skuffede desværre stort på årets Metal Magic Festival.
Der var rigtig pæne forventninger til koncerten med det canadiske doom metalband Smoulder. Men forventningerne blev desværre slet ikke indfriet.
Det begyndte egentlig meget godt med starten med tunge riffs og rytmer i det første minut. Men så begyndte vokalisten Sarah Ann Kitteringham at folde sig ud. Herefter var det ikke godt.
Kitteringham høvlede eksalteret rundt på scenen som var hun til et syreparty i sluttresserne og minde til tiden om en hovedløs kylling, der væltede rundt helt ude af takt til den tunge rytme.
Det kunne man så nok leve med, hvis hendes vokal var god. Men det var så heller ikke tilfældet. Kitteringham sang skingert og til tider falsk, hvilket trak helhedsindtrykket endnu mere ned. Hun virker umiddelbart som et fuldstændigt fejlcast til et doom metalband.
Men musikken så? Jo der er da gode tunge og doomede riffs her og der. Men Smoulder er ikke på niveau med Trouble eller Candlemass eller for den sags skyld så mange andre doom metalbands. Musikken virker ikke særlige original og sangene fængede slet ikke. Der mangler virkelig nogle ordentlige omkvæd. Den atmosfære af mystik, sentimentalitet og storhed, der bør være til stede i doom metal, var stort set ikke til at få øje på ved koncerten. I stedet virkede det hele så ganske ordinært og lidt kedeligt. Når man altså ser bort fra Kitteringhams ukontrollerede ravende rundt på scenen.
Og hvor Kitteringhams attitude var overordentligt anstrengt dominerende, var der til gengæld intet synligt engagement at spore hos resten af bandet.
Det var en skuffende koncert.

