RB 26: Som at bolle med en tiger
Aya væltede Next Stage i midnatstimen da hun kolliderede med Roadburn Festival i et hektisk, rasende og på alle måder sindssygt show.
Kan du lide din musik tung? Forvrænget? Vild? Aya har din ryg. Opstået i England, er aya et fænomen, en hvirvelvind, en rasende tiger i et bur. Hun er alle steder og ingen steder. Og som jeg forstod på fotografen, er aya rimelig svær at fotografere. Pacende, klatrende, flirtende og ekstremt veltalende, var aya et fænomen, en rasende tiger i et bur, og koncerten var en konstant bevægelse mellem det tunge, det hurtige og det stærkt forvrængede.
De elektroniske frembringelser lød som et inferno allerede ved lydprøven, der jo på en festival foregår for åben sal. Med et grundigt tjek på alle lyde, virkede sættet som om det ville køre derudaf, men desværre var aya ramt af tekniske problemer hele to gange i koncerten - noget hun håndterede med stor humor. I det hele taget var det er ret sjov koncert, og der var mange fantastiske kommentarer undervejs i musikken. Her var ingen selvhøjtidelighed, et karaktertræk, der ellers er i rigelig mængder blandt Roadburn Festivals optrædende.
Aya var modsat. Aya havde klædt sig som levede hun i murbrokkerne i en dystopi, hvor alting var ophørt. Aya lavede den musikalske lydside til dystopien, mens hun elegant håndterede emner som angstanfald i offentlig transport på lige fod med et vældigt lærerigt lynkursus i dancemusikkens opståen. Det hjalp dog ikke stort på publikums, i starten lidt tøvende, dans, for det er bestemt ikke let tilgængelig musik, der blev trykspulet ind i vores hjerner. Med distortions så smadrede, at vores tøj og hår vibrerede, og med noise så bredt, at Sunn nok ville sende et misunderligt blik i ayas retning, kæmpede vi med at følge med i det til tider svært tilgængelige lydlandskab, hun frembragte.
Men vi fik det lært, mens vi bevægede os frem i sættet. Lærte, at det er ligemeget, om vi danser præcist, bare vi danser. Og dansede gjorde vi inde på Next Stage. Vi lo med, når hendes computer (meget dyr, forstås) gav op lige før forløsningen. Ikke én gang, men to gange. Det gjorde ikke noget, men det tilføjede lige lidt mere lir, end hvad der nok var planlagt, og det amputerede jo i nogen grad koncertens stemning. De 50 minutter på Next Stage var ikke nok til aya, som spillede næsten 15 minutter over tid, men det var 15 gode minutter, som landede koncerten på en skæring fra hendes første album, der var tungt og sort som natten. Det kunne endda blive til en art dansende version af Wall of Death, og så kan man dårligt ønske sig mere. Ud over måske lige noget teknik, der virker i en hel time. Mon ikke laptoppen har fået lidt skældud efter koncerten?
Jeg håber, ikke at aya forsvinder igen. Jeg håber, at hun fortsætter med at lave musik. Jeg håber, hun danner samarbejder med andre musiske kunstnere. Jeg håber, at vi kun ser hende vokse herfra. For det, hun lavede, var ret særligt.