RF´14: Jubilæumskoncerten over dem alle
Populær
Foran Orange Scene blev menneskemassen halet nådesløst gennem ungdomsbranderter, tidlige festminder og sikkert en hel del første kys, mens trioen på scenen befandt sig mere end godt under nostalgiens blinkende diskokugle
2. Vanity
3. Evil Beauty
4. Where The Lights Won't Shine
5. Everything's A Blast
6. Modest Us
7. Strange Pier
8. Don't You Wanna Know
9. Shoot The Breeze
10. New 5
11. Swirl Like You
12. Hopefully
13. Chandelier
14. Subsonic Why
15. I Think You Suck
16. Fragments
17. The Stars Are Out
Ekstranumre:
18. Special One
19. Shudder
Det sporadisk gendannede Psyched Up Janis annoncerede sidste år, at de i anledning af 20-årsjubilæet for albummet 'Swell' ville spille en række koncerter i det kommende år. Mens nogle tog sig til hovedet, købte andre billetter, og koncertrækken var hurtigt udsolgt.
I 1999 tog de afsked med deres fans netop på Roskilde Festival, og ingen havde nok forudset at de 15 år senere ville spille samme sted - og efter alt at dømme for de samme mennesker.
Psyched Up Janis nåede kun at udgive fire studieplader samt et livealbum, og med deres skramlede lyd og naive udtryk, ramte de fuldstændig bullseye med debuten ‘Swell’, der egentlig som en selvfølge udkom i det store pladeår 1994. Et par år efter fulgte ‘Beats Me’ (´97) og ‘Enter The Super Peppermint Lounge’ (´98), hvor sidstnævnte efter min ydmyge mening er deres bedste album overhovedet.
Optimal start
Da Psyched Up Janis gik på scenen, gik en bølgende forventningsfuld sitren mærkbart gennem publikum, der blev fanget fra første nummer, som selvfølgelig var bandets gennembrud ‘I Died In My Teens’ efterfulgt af åbneren på ‘Swell’ - hårdtpumpende ‘Vanity’.
Mødet med de 20 år gamle sange manede til eftertænksomhed om, hvor stærk en sangskriver Sune Wagner er, hvilket senere også åbenbarede sig i hans Tremolo Beer Gut og det mere succesfulde The Raveonettes, hvor sangerinden Sharin Foo komplementerede Wagners trang til det rå, skæve og svævende helt optimalt.
Sune Wagner gav sig ikke af med alenlange anekdoter, men forholdt sig primært tavs i de korte pauser mellem numrene for så atter at lukke op for den klassiske bulderdistortion, der blev bandets og hans utvivlsomme kendetegn. Lyden var på musikernes side og overlod ingen detaljer til tilfældigt gætteri, men bar musikken klart frem på skuldrene af trioen, der spillede intenst. Alt blev leveret med en selvsikkerhed, ro og varme, der aldrig føltes arrogant, men blot forkyndte at Psyched Up Janis var mere end berettigede til at spille Roskildes største scene op.
Højdepunkterne
Mens vejret viste sig fra sin bedste side, åbnede sig en port til et par år i midthalvfemserne, der aldrig kommer igen, og det absolutte peak, der fik tårerne til at trille, var, da ‘Strange Pier’ med sin blanding af sarthed og stille styrke må have sendt andre end mig direkte tilbage til et støvet teenageværelse, omend det har været kommenteret, at Wagners vokal slingrede sig gennem nummeret. Men det er netop essensen, der ikke tåler misforståelse: Hans luftige og halvskæve vokal er jo lyden af bandet, der på deres få udgivelser altid har cirklet om det autentiske og støvede. Det skrøbelige og samtidig voldsomme.
‘Hopefully’ og ‘Subsonic Why’ blev også føjet til højdepunkterne, og da Psyched Up Janis blev klappet tilbage til scenen og satte gang i introen til ‘Special One’, måtte lommetørklædet frem igen. Hele verden syntes fuldkommen lige i det øjeblik.
Tusind tak, fordi I kom tilbage for en kort stund og mindede os om at alt var ad helvedes til på den fede måde et sted midt i halvfemserne.