RF 26: 27 springskaller
Smertegrænsens Toldere åbnede som forventet Roskilde med en energibombe af en punkkoncert. Men en hel halv time var mere end smadrebandets energiske men ensidige stil kunne bære.
2. Gift
3. Had i glasset
4. Ungdum
5. Hvad gør du nu?
6. Arbejde er tvunget fællesskab
7. Ekstra liv
8. Det' så nemt
9. Køb et riff
10. ???
11. The Minds of 99
12. Hundenavn
13. Mennesker
14. Idioter
15. Hud elsker
16. I kø for at dø
17. Mine unger
18. Mer' ligeglad
19. Æg
20. Krig
21. Dolker dit ansigt
22. Tikker
23. Mere benzin
24. Nulstil
25. I gang
26. Min hånd er ren
27. Dumflade selvskade
Til trods for hypen om Smertegrænsens Tolderes shows, var det aldrig lykkedes mig at opleve dem på scenen – før denne aften på Roskilde. Og det til trods for, at jeg løbende har haft masser af muligheder i snart ti år. Beklager, beklager.
Dog er jeg ikke mere grøn, end at jeg da har fået lyttet op på kvartettens diskografi. Den tager, som bekendt, ikke mange minutter at pløje sig igennem. Og i den mødes man af en elskelig cocktail. Det er hardcore punk (DC især og med strejf af NYHC, lidt af stilen ført med over fra guitarist Jacob Bredahls gamle projekt Barcode) og masser af D-Beat. Black Flag (man har helt sikkert også fulgt med i Keith Morris’ OFF!), Poison Idea, Negative Approach, osv., men Smertegrænsens Toldere er vel nærmere beslægtet med de bands, de selv voksede op med: Anti Cimex eller måske snarere Skitsystem, der jo også gjorde sig på modersmålet. Frontmand Mads Stobberup (Cola Freaks) synger nemlig på dansk, og således lægger Tolderne sig også i den festlige bølge af dansksproget hardcore: Halshug, Parasight, Social Belastning og hvad har vi.
Første spørgsmål, der meldte sig forud for koncerten: Hvordan hulen ville Smertegrænsens Toldere (hvis modus operandi er “ingen sange over 2 minutter”) komme omkring Roskildes uskrevne krav om, at bands skal spille i mindst en time? Hvorfor havde Roskilde ikke gjort noget særligt ud af aftenen og kurateret en pakke pånk – fra det danske vækstlag, som kulturministeren ville have kaldt det. Næste spørgsmål: Hvad var den nye scene Fauna for en størrelse, og: Den er da forhåbentlig ikke lige så stor som nedlagte Avalon, hvis plads den har overtaget?
Svar på det første: Det gjorde de heller ikke. 31 minutter og 24 sekunder blev det til, men når TikTok-kunstnerne på Orange kan slippe af sted med koncerter på omkring en halv time, hvorfor skulle et dansk punkband så ikke? Det næste: Kedeligt. Fauna er bare det nedlagte Gaia-telt, som har fået nyt navn og nu ligger, hvor Avalon lå. Scenen er til gengæld lavere, hvilket gør, at man kommer mere i øjenhøjde med bandet. Lidt a la det også savnede Pavilion-telt. Avalon-teltet er omvendt flyttet over i den anden ende af pladsen, på Apollos plads, og kaldes nu Lagune, så: Roskilde har nedlagt en scene i år? Betyder det ikke færre bands? Hvem tæller efter?
Gnags på Orange
Nuvel, vi var vist alle klar til at moshe festivalen i gang, da det Aarhus-baserede band trådte på scenen til en loopet tale-intro af Peter A.G., der synes, at det da var ligegodt utroligt, at Gnags er det band, der har spillet flest gange på Orange scene.
Derfra og direkte ud i '13', og så kørte det – på godt og ondt – i samme rille i resten af den halve time. Trommeslager Frederik Nybo Veile har skiftet trommestikkerne ud med en guitar, så Tolderne nu er en kvintet, og allestedsnærværende Mads Folmer Richter (der også er aktiv med både Halshug og Bleeder...og Jacob Dinesen!) er rykket ind bag tønderne, så der var dømt fuld smæk for skillingen. Det var nærmest umuligt at høre Stobberup i det buldrende lydbillede, men man mærkede bandets punkede power hele vejen igennem, og der var circlepit flere gange undervejs. Selvfølgelig fyldt med fans af alt andet end Tolderne, der havde forvildet sig ind i teltet og oplevede noget, de garanteret aldrig før har set lignende.
Få fucks og 27 gange ørerne i maskinen
Det var vi til gengæld nogle andre sure gamle mænd, der havde, og det er og bliver aarhusianernes akilleshæl, at de simpelthen ikke har noget nyt at byde på rent musikalsk, og da man ikke kan høre Stobberups finurlige tekster, var det hele overladt til bandets energi alene. Den kom de også rigtig langt med – mere benzin – og der er altid noget charmerende og medrivende over et band, der giver så få fucks, lefler så lidt og lader riffs'ne tale deres eget sprog. Ingen politiske paroler, bare 3 akkorder og så af sted.
Smertegrænsens Toldere nåede 27 sange (tror jeg), hvor bomber som 'I kø for at dø', 'Dolker dit ansigt' og showlukkeren 'Dumflade selvskade' stod som højdepunkter. Men de 30 minutter føltes alligevel som lidt for meget af det gode fra et band, hvis format egner sig klar bedre til flyvskalle-seancer på 10-20 minutter end til cirkelspark i slowmotion i 30.