Sejrsvilje og skånsk charme
Populær
Et alt for lille fremmøde tog ikke pusten fra Soilwork, som fik leveret en bemærkelsesværdigt nærværende koncert.
Det var ikke, fordi der var så tomt i Amager Bio , at der som i en anden western rullede vindhekse forbi, og for længst forladte ledlåger stod og knagede ensomt i vinden. Men det var tæt på. Koncerten med Soilwork kom derfor til at være farvet af det alt for ringe fremmøde, men ikke sådan forstået at den faldt fra hinanden. Nej, det var den fælles vilje til at få den til at lykkes, der blev omdrejningspunktet. Så det var i og for sig positivt.
Det ringe fremmøde burde være til at forklare; Dels har dagene rundt om denne øde koncertsøndag budt på et væld af klassekoncerter, som nok har fået flere folk til at blive hjemme og pleje tømmermændene og pengepungene. At Soilwork selv har deltaget i denne klassefest med koncerter på Aalborg Metalfestival og i nabobyen Malmø har nok heller ikke hjulpet ...
Men de kom, de så, og de sejrede. For i stedet for at mugge over alle dem, der ikke var kommet, gav de de fremmødte en meget livskraftig og præcist spillet gang melodød. Især midten af koncerten var helt fænomenal, med numre som de gamle 'Bastard Chain' og 'Follow The Hollow' samt det nye 'Long Live The Misanthrope'. Andre og større hits gjorde sig nu også ganske godt i en i det hele taget rutineret og sikker præstation. Sætlisten må også siges at være velafprøvet, da det er den samme, som bandet har spillet med på hele turen.
Og alligevel, mod slutningen var det svært for både publikum og band at holde dampen oppe. Der var tidspunkter, hvor der var så stille, at man kunne høre PA-anlæggets brummen, hvilket også blev godmodigt kommenteret af frontmand Bjørn ”Speed” Strid. Han havde i det hele taget opgaven med den rette blanding af humoristisk sans, musikalsk kunnen og nærvær. Det sidste i kraft af, at han er fra Helsingborg og derfor kan en smule dansk, som han gerne brugte. Fin udtale, begrænset ordforråd, så han slog hurtigt over i skånsk og videre over i engelsk, da det ikke rigtig virkede. Men point for at prøve.
Opvarmingen skal også lige have et par ord med på vejen. Først var det et ungt svensk band, som hedder Deals Death. Stilen er ikke overraskende melodød, men af en mere finskinspireret skuffe. Det lød vitterligt som Children Of Bodom sine steder, men bandet skal alligevel have ros for sin sammenspillethed og sine ganske spændende hurtige guitarriffs over en halv times trommeslagning. Slet ikke så tosset, selvom det lige mangler lidt mere originalitet og lidt mindre renskurethed for at blive rigtigt interessant.
Det andet band var et noget ældre, nemlig norske Keep of Kalessin, som i år er blevet reduceret til en trio. Grundlæggende er stilen sortmetal, men der var bestemt også thrashelementer til stede, og dét kombineret med nogle svævende flerstemmige stykker, gjorde det faktisk ganske dragende at lytte til. Og passende som kontrast til første band og hovednavnet. Væsentligt mere snavset i al fald.