Dårlig lyd sendte Slayer til tælling
PopulærSlayer leverede en hitparade onsdag aften på Roskilde Festivals Arena-scene, men dårlig lyd trak indtrykket og oplevelsen ned.
Er Slayer blevet dårligere eller bedre med tiden?
De fleste vil nok hælde til det første, da Slayers storhedstid uden tvivl skal findes tilbage i 1980’erne. Og med Jeff Hannemans bortgang i 2013 og Dave Lombardos fyring fra bandet samme år så det ud til, at det var på tide at lægge Slayer i graven.
Men de er blevet ved.
Fordi de kan, og fordi det føles rigtigt. ”Vi er 50 år gamle og headbanger stadig ret anstændigt af vores alder,” som Kerry King fortalte os tilbage i december sidste år, da vi mødte dem før koncerten i Helsingør.
Og det er netop live, at Slayers eksistensberettigelse først og fremmest skal findes, nu de ikke længere udgiver plader med samme besætning eller af samme kvalitet som i storhedstiden.
Siden debutkoncerten i Købehavn i 1985 er det blevet til utallige thrash-brag på dansk grund. Især på Roskilde Festival. Første visit på Dyrskuepladsen var i 1996, hvor de spillede på Orange Scene og tre gange siden har stået på den.
At Slayer denne gang var blevet sat på den mindre Arena-scene klædte dem: Dels fordi der ville have været fattigt med mennesker ved Orange Scene, men også fordi der under Arenas store teltdug opstår et andet og mere intimt fællesskab blandt band og publikum.
Desværre udeblev den store thrash-fest på denne tidlige onsdag aften i det store telt.
Lyden var decideret ringe, og trommeslager Paul Bostaphs trommespil (der virkelig tynges af, at alle slag justeres med triggers) overdøvede alle øvrige bandmedlemmer, som hver især kæmpede en brav kamp om at markere sig i lydmuren.
Men mest af alt var det Kerry Kings skarpe guitarspil, der fuldstændig forsvandt i billedet.
Selvom vi har begrædt Hannemans bortgang, så har King fået en værdig guitarmakker i Exodus-guitaristen, Gary Holt, der løfter arven efter Hanneman.
Denne aften hyldede han selv sin forgænger ved at spille på en guitar med Hannemans navn skrevet i en cirkel på guitarkroppen. Og så skal han selvfølgelig have kudos for også at bære en t-shirt med teksten ”Kill the Kardashians”, der blev lavet, efter Kim Kardashians halvsøster Kendall Jenner gik med en Slayer-tee i offentligheden.
Sætlisten var rimelig meget den samme som til koncerten i Helsingør i december. Der var enkelte numre fra det seneste album, ’Repentless’, og ellers var det bare klassiker på klassiker. Vi fik ’Disciple’ og ’Postmortem’ tidligt i sættet, senere ’War Ensemble’ og ’Mandatory Suicide’ og til slut ’Seasons in the Abyss’, ’South of Heaven’, ’Raining Blood’ og ’Angel of Death’.
’Chemical Warfare’ var blevet skåret ud i det kortere festivalsæt, men til gengæld fik vi en kuriositet med ’Born of Fire’, et deep cut fra ’Seasons in the Abyss’, som sjældent spilles live.
Tom Araya ligner fortsat en hyggelig metal-julemand, som han står der med sit store grå skæg, og man har svært ved ikke at glædes, når han storsmiler, mens han tamper løs på bassen, og publikum mosher igennem. Vokalen er på ingen måder, hvad den har været, men som frontmand i et af verdens største og mest betydningsfulde metalbands er han stadig en karismatisk figur, og han bærer sin alder med en metallisk ynde.
”Love is what brings us together. Music is what brings us together!” sagde Araya, inden bandet satte gang i ‘Dead Skin Mask’, der er inspireret af massemorderen Ed Gein. At den blev introduceret som en kærlighedssang (af den mere perverterede slags) var sådan set passende, for Arayas udsagn er korrekt nok.
Men kærligheden forsvandt desværre i Arenas uproportionerede bulder og brag. Slayers tilbagevenden til Roskilde Festival blev derfor aldrig den knytnæve, man havde håbet på, og koncerten endte i stedet som en halvbagt affære. Sikkert leveret, men ødelagt af de dårlige forhold.