Symfonisk letvægter
PopulærHollandske Epica kæmpede lidt med sig selv. Det betød, at det aldrig blev helt godt i bandets første besøg i Danmark, da de gav koncert på Copenhell.
2. The Essence of Silence
3. Unleashed
4. Storm the Sorrow
5. Chemical Insomnia
6. Cry for the Moon
7. The Obsessive Devotion
8. Victims of Contingency
9. Sancta Terra
10. Unchain Utopia
11. Consign to Oblivion
Epica er et symfonisk metalband i stil med Nightwish, Within Temptation og naturligvis også After Forever, som grundlæggeren Mark Jansen havde, før han skabte Epica. Begynder man først at grave lidt i persongalleriet i de bands og andre i genren, er der efterhånden så mange sammenfald, at det ville kræve en artikelserie i sig selv at få overblik over genrens stamtræ.
Selvom Epica har eksisteret i snart 15 år og spyttet plader ud siden debutpladen ’The Phantom Agony’ fra 2003, er det faktisk første gang, de gæster en dansk scene da de fredag eftermiddag trådte ud på Hades for at give koncert på Copenhell i 2016.
I front står Simone Simons, der er letgenkendelig med sit store, røde hår og sin lyse stemme. Hun gør en god figur forrest i bandet og kan faktisk synge. Hun flankeres af førnævnte Mark Jansen, der udover at spille rytmeguitar også growler og giver bandet den vekselvirkning, der meget ofte er i de symfoniske metalbands.
Der er desværre bare ikke meget, der er at sige om deres optræden. Det skulle lige være, at der må sidde en koreograf et sted i Holland eller bag scenen og klappe stolt i sine hænder over, at bandet i den grad har lært at headbange synkront. Sceneshowet var der styr på til mindste detalje. Der var også masser af keyboard, som der skal være i genren, og på den måde havde de dækket deres baser af.
Problemet for Epica var bare, at det hele lød ens. Det var første gang for denne anmelder, og det er aldrig rart at gå fra en koncert med et band, man oplever for første gang og tænke, at de spillede den samme sang om og om igen. Det var simpelthen for generisk og uden højdepunkter. Når man har oplevet genrens store bands, føles Epica knap så episk, som bandnavnet kunne antyde. De føltes mere som en letvægter.