Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tyve års venten værd

Populær
Updated
Tyve års venten værd
Tyve års venten værd
Tyve års venten værd
Tyve års venten værd
Tyve års venten værd
Tyve års venten værd

Der var potent power metal på Hades-scenen, da Blind Guardian rettede op på en gammel fejltagelse.

Dato
23-06-2016
Forfatter
Karakter
4

Cirka tyve år skulle der gå mellem Blind Guardians første og anden koncert i Danmark, og det til trods for at flere album er indspillet i det københavnske hos Flemming Rasmussen. Dengang i midthalvfemserne hed scenen Rust, og publikum var lige så fåtalligt, som bandets promille var høj, hvilket forsanger Hansi Kürsch med slet skjult pinlig mine gjorde opmærksom på. Det var måske også en årsag til, at tyskerne var opsatte, selvom der var tale om en mindre scene set i forhold til, at de til enhver tid vil være et af de absolutte hovednavne på en festival som Wacken.

Blind Guardian lagde ud med ’The Ninth Wave’ fra sidste års både pompøse og kedelige udgivelse 'Beyond the Red Mirror', men fik den på energisk vis til at fungere lige så godt som andet nummer, ’The Script for My Requiem’ fra 1995-mesterværket 'Imaginations from the Other Side', der er et orgie i velskrevet og potent power metal (læs Devilutions Metaldiktator om nævnte album her).

Derefter fulgte storladne og fællessangsopmuntrende ’Nightfall’, den simple ’Fly’ og ’Tanelorn (Into the Void)', før der for alvor kunne knyttes næver og holdes Ringenes Herre-fest med ’Time Stands Still (at the Iron Hill)', der er en af de sange, hvor tyskerne cementerer, at de gennem en 30-årig karriere har kunnet skrive power metal-hymner bedre end nogen andre i genren.

De tre oprindelige medlemmer, forsanger Hansi Kürsch og guitaristerne André Ollbrich og Marcus Siepen, har formået at holde fast i metallens råhed uden at gå på kompromis med deres visioner om store melodier, og bortset fra en obligatoriske rollespilsstemning i balladen ’The Bards Song (in the Forest)' var det den hårde side af Blind Guardian der blev vist frem. Der blev spillet med musklerne og headbanget, og der var en næsten thrash-lignende hårdhed i titelnummeret fra ’Imaginations From the Other Side’ som et bevis for, at man sagtens kan være farlige og brutale i en genre mest kendt for glæde ved sværd og syng-med-omkvæd. 

Kun ovennævnte ballade var unødvendig i sættet, trods en fejlfri fremførelse og den gode indvirkning, den havde på stemningen, og da ’Valhalla’ var fremført som sidste nummer, var det tydeligt, at Blind Guardian godt kunne have spillet en halv time mere uden at hverken de eller publikum mistede pusten. Forhåbentlig ser vi dem igen i landet før midten af 2030'erne.