Copenhell 23: Nærdødsoplevelser
Populær
Østkystdødsmetallerne i Undeath leverede en acceptabel obduktion af onsdag eftermiddag.
Det evindelige puslespil vi kalder Copenhells program er en evigt foranderlig størrelse. Indledningsvis stod der egentlig “Clutch” på mit balkort, men herrens (chefens) veje er ofte uransagelige og endnu engang stod jeg på bar bund i bøgeskoven, mens alle omkring mig så ud til at have fået memoet. Hvad der stod i det, skal jeg naturligvis ikke kunne sige, men hvad jeg kunne udlede fra min plads i behørig sikkerhedsafstand, var det nok bare “mosh”. Metalfolket er en lydig størrelse, når blot ordren er præcis – og kort – så det blev efterkommet til den helt store guldmedalje.
Undeaths old school dødsmetal blev solgt mig som værende både “rådden” og “brutal”, begge dele er elementer jeg synes er ganske vigtige, når nu vi har med dødsmetal at at gøre. Og jeg ved ikke om det bare er mig der har det med metal, som jeg har hørt også gælder både sex og stoffer: Der skal hele tiden noget mere ekstremt til. Vi kom aldrig helt derud hvor nogen skal overvåges, i hvert fald ikke i forhold til den råddenskab jeg blev lovet i det officielle program.
Rigor Mortis eller hold i nakken
Musikken i sig selv var ellers ganske ligetil og til tider enormt catchy. Jeg havde nok i virkeligheden forestillet mig noget henad grind, når jeg nu sidder her efter koncerten og sukker efter mere råd og ondskab, så det er ikke bandets skyld, alene, at jeg følte mig lidt uforløst da sidste nummer sluttede temmelig brat. Nogle gange er det ikke kun måleenheder jeg mistænker amerikanerne for at være lidt forvirrede omkring, dog skal ret være ret: Undeath er ved at være lidt mugne, men der er et stykke vej til rådden endnu.
Og når det så er af vejen, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på det faktum, at jeg aldrig har set SÅ glad en moshpit. Som en primitiv centrifuge, trak den koncerten igennem flere og flere ulykkelige sjæle ind og voksede eksponentielt med forsangerens smil, han engagerede sig i koncerten, og jeg var bestemt ikke skuffet over deres u-dødsmetal. Rent personligt er det en sikker vinder, hvis jeg går og er lidt sur og ikke har tid til at være det særligt længe; der er bare noget ved den genre, der altid får mig i godt i humør og selv uden forventningsafstemning, var i dag ingen undtagelse.
Det amerikanske entertainer-gen var dominant og alle opfordringer til at kaste sig ind i pitten blev efterkommet af så forskellige mennesker som f.eks ham der stod på hænder og distraherede frontmandens indstuderede small-talk, kameramanden i moshpitten, manden med bar overkrop og cykelhjelm, samt mit eget idol for onsdagen: Den unge kvinde i den babypink battlevest, der ikke lod sig kue af en højde- og drøjdemæssig ulempe.
Undeath har nok ikke genopfundet hverken dødsmetal eller opfordringer til at klaske ind i andre mennesker i høj fart, men i går havde de i hvert fald patent på god stemning og jeg udelukker ikke, at de kan komme på anlægget derhjemme i ny og næ, baseret på deres koncert i går.