Uværdigt og ubærligt
PopulærDet var næsten ikke til at holde ud at se Ozzy Osbourne udlevere sig selv, som han gjorde lørdag aften. Men publikum elskede ham.
2. Suicide Solution
3. Mr. Crowley
4. Goodbye to Romance
5. Bark At The Moon
6. Road To Nowhere
7. Shot In The Dark
8. Solo på solo på solo
9. Iron Man
10. Fairies Wear Boots
11. I Don't Want To Change The World
12. Crazy Train
13. Mama I'm Coming Home
14. Paranoid
Sweden Rock Festival 2011 blev lukket og slukket af en mand, som burde have lukket og slukket forlængst. Ozzy Osbourne leverede en skændsel af en headliner-koncert, hvor det skinnede helt og aldeles igennem, at han er helt og aldeles færdig.
Ozzys glæde ved at møde sit publikum er jo så charmerende, at man ikke kan lade være med at holde af ham. Hans glæde var stor denne sene lørdag aften. Men glæden ved at bruge skumslukkeren syntes dog i mange tilfælde større end glæden ved at synge.
Én ting kan man dog ikke tage fra Ozzy: Publikum elsker ham, og alle dem med endagsbilletter var strømmet i vilde stimer til festpladsen dagen igennem – blot for at se ikonet.
Ozzy havde en fest. Publikum havde en fest. Og denne anmelder her ødelægger festen. For det var altså pinligt at opleve det, som mest af alt lignede et ringvrag: en gammel tosse, som det er synd for. En gammel tosse med næsten ingen stemme, med elendig timing og med en hukommelse, der gør, at han i livesættet ikke kan have numre, der er yngre end 20 år gamle. Det yngste, der var med, var numre fra 'No More Tears' fra 1991.
Men hvad så med guitaristen Gus G, der under stor polemik har afløst guitarhelten Zakk Wylde? Gus G kan alt på shredding-skalaen, men derfra, hvor denne her sure anmelder stod, lød det ligegyldigt og kønsløst. Eneste tidspunkt, hvor det faktisk for alvor kom op at ringe, var i et solointermezzo, hvor Gus sammen med trommeslager, bassist og keyboardist fik gang i noget seriøs jam.
Og så efter rundt regnet 25 minutter kom Ozzy tilbage og serverede en ligegyldig 'Iron Man' og en faktisk ganske fin og spændende 'Fairies Wear Boots'.
Men nej, Ozzy havde ingen berettigelse som headliner. Han faldt helt igennem, og han udstillede sig selv for voldsomt. Det var uværdigt og ubærligt.
Og det lover på ingen måde godt før Skanderborg Festival, hvor han også er headliner.