WOA '11: En rørende afsked
Populær
En koncert hvor alt klappede blev en meget rørende begravelse for Judas Priest, der som bekendt stopper efter denne turné.
Det har skrantet noget de seneste år for dette i ordets alle betydninger mægtige band. Hvem husker ikke den seneste Roskilde Festival-optræden, der var lidt træt i det, og en Copenhell-koncert der var noget bedre, uden dog at være helt i top (i denne anmelders ringe mening, i hvert fald).
Disse engelske metalpionerer har som de fleste jo nok ved, valgt at sige stop med denne turné, og desværre var selv dén for meget for KK Downing, som musikalsk stillede træskoene inden den gik i gang. Så for mig og mange andre var dette sidste chance for at opleve dette navnkundige orkester. Og skuffende var det ikke. Tværtimod!
Halford i særklasse
Om det var Wacken Open Airs berømthed, størrelse, dedikerede publikum eller noget helt fjerde, skal ikke være til at sige, men Judas Priest skænkede festivalen en formidabel og rørende afsked og koncert af det helt sjældne.
Rob Halford leverede en skarp og engageret optræden, som i den grad var omdrejningspunktet for denne unikke begivenhed. Til trods for hans efterhånden noget gammelmandsstive fremtoning, var stemmen hele koncerten igennem ligeså fuld af vrede, smerte og frem for al power, som man havde turdet drømme om, og som den ikke var tidligere på touren (i hvert fald ikke på Copenhell).
Resten af orkestret leverede en mesterlig baggrund for Halford der kun kan beskrives som storladen, og rutinen blev aldrig til en sovepude, for man kunne se på dem – måske især Glenn Tipton – at denne aften også var noget særligt, også for dem. At lyden så var helt utrolig god og klar gjorde bestemt heller ikke oplevelsen ringere...
Både fest og begravelse
Sætlisten afspejlede en lang og produktiv karriere, hvor 'Judas Rising' var det der stod stærkest af det nye, og 'Beyond the Realm of Death' uden sammenligning var det smukkeste af det gamle. Selvfølgelig fik man også alle hittene såsom 'Turbo Lover', 'Painkiller' og 'Breaking the Law' - sidstnævnte kun med publikums syngen-med, og de var i høj grad med til at sikre at det også blev en fest, men man kunne ikke lade være med først og fremmest at se det som den absolut mest storslåede begravelse af et band, som har gjort så meget for genren. Og det gjorde det ikke mindre smukt!