Ægte progrock fra fire veteraner
PopulærForventningerne var skyhøje til Transatlantics tredje album, men det kunne de også sagtens være, for 'The Whirlwind' holder.
I. Overture / Whirlwind
II. The Wind Blew Them All Away
III. On the Prowl
IV. A Man Can Feel
V. Out of the Night
VI. Rose Colored Glasses
VII. Evermore
VIII. Set Us Free
IX. Lay Down Your Life
X. Pieces of Heaven
XI. Is it Really Happening
XII. Dancing with Eternal Glory / Whirlwind (Reprise)
For snart ti år siden udgav ensemblebandet Transatlantic deres mesterlige debutplade, 'SMPTe' (2000), som tog den progressive rockscene med storm. Både debuten og efterfølgeren, den fuldmægtige 'Bridge Across Forever' (2001), er stadigvæk to af de absolut bedste bud på helt klassiske progudgivelser fra primært en kombineret Genesis/Pink Floyd/Beatles-skuffe. Her herskede alt hvad en sådan blanding burde indebære af skyhøje eposer af tyve, tredive minutters varigheder, der samtidig formåede at være ekstremt rig på såvel vedkommende og udfordrende melodier samt iørefaldende omkvæd.
Ramasjang af musikalsk forståelse
Samtidig med at pladerne tog den mere end fyrre år gamle genre op til forfriskende revidering, gjorde Transatlantic pladerne meget personlige ved at tage elementer op fra de fire musikeres respektive progbaggrunde og gøre disse forskelligheder til en tydelig del af kompositionerne. Og på trods af at man kunne frygte, at det ville skabe et ramasjang af musikalsk usammenhæng, kom der i stedet en perfekt cocktail ud af det, som resulterede i to progmesterværker. Intet mindre.
Samme formular gør sig sådan set gældende på bandets længe, længe ventede tredje album, "The Whirlwind" – en plade, som i øvrigt udelukkende består af ét 78 minutter langt titelnummer, der fordeler sig over tolv selvbetitlede suiter.
Enkeltheder i én helhed
I den korte, funksuite, 'Evermore', der dukker op midtvejs på 'The Whirlwind', går der spøjs, forbløffende The Flower Kings-prog i den med afsæt i Canterbury-scenen. Roine Stolts' karismatiske, fantastisk nasale stemme er i centrum hér og er en stor force, hver gang den dukker op hos Transatlantic. Ex-Spock’s Beard medlemmet, Neal Morse, synger også igen, men har en mere anonym og nogle gange oversentimental vokal.
Specielt genkendelig for rock- og metalentusiaster vil Mike Portnoys trommespil dog være. På trods af at det er knap så metallisk, som vi kender det fra Dream Theater, er det Portnoy’sk med stort P; rundgange af klasseformat, legende dobbeltpedal der sidder lige i skabet samt masser af lir på Sabian-metallen.
Neal Morse, tager også meget plads med hans genkendelige, sondrende melankoli, ligesom Pete Trewavas’ mere end femogtyve år lange karriere som bassist for neo-proggerne i Marillion skinner bedst igennem hen imod slutningen på 'Is It Really Happening'-suiten – en utrolig smuk ballade, der leder tankerne hen på stemningen fra Marillions 'Anoraknophobia' (2001).
Et af årets bedste overraskelser
Spørgsmålet er ikke, om det er en god plade - for det er den i den grad! - spørgsmålet er sådan set mere, om den kan komme op på højde på det niveau, som de to forgængere befinder sig på. Og det kan den… næsten. Der hersker samme fornemmelse for den episke sang, som der også var på de første plader.
Man sidder limet samtlige 78 minutter igennem, og der er som sådan ingen nedadgående perioder i løbet af sangen. Der er ikke en 'Full Moon Rising'-åbning eller en 'Almost Home'-afslutning, men mindre gør det. 'The Whirlwind' er et af de bedste regelrettede progalbums, der er udkommet i lang tid. Det er ikke nyskabende, men det holder! Et af årets mest behagelige overraskelser. Transatlantic har det stadig i sig!