RF 26: En ny klump navne
Roskilde Festival offentliggør 25 nye navne til sommerens festivalprogram. En pose blandede bolsjer, der både byder på breakups og breakdowns.
Det største navn i denne omgang, set med kommercielle øjne, er Lily Allen, som har fået en masse positiv opmærksomhed for sit seneste album med breakup-sange om den troskabsagnostiske skuespiller og Stranger Things-stjerne David Harbour.
Set med mere metalliske øjne er det største navn helt klart grindcore-legenderne Napalm Death, som vi sidst så, da de lagde Metal Magic ned i 24. Vi gider godt se Birmingham-pionererne igen. Rigtig godt, faktisk.
For de mere eventyr- og rejselystne ører, byder Roskilde Festival på thailandske Khana Bierbood. Kvintetten fra Bangsaen blander surfrock, psychet garagerock og thailandsk folkemusik. Kan du lide din musik med en bismag af halvfjerdsergryde og virkelig cool solbriller, så er det her, du skal stemple ind, når du rammer Dyrskuepladsen.
Til metalcore-entusiasterne er der Portland, Oregons egne Dying Wish. Bandet er et forholdsvis ubeskrevet blad i disse spalter, men det er jo metalcore, så forestil jer noget med breakdowns, moderne metalproduktion, skregne vokaler og omkvæd med rene vokaler. I ved, hvad vi mener, og der skal nok blive lejlighed til på kærligste vis at slås lidt foran scenen. Som vor skribent Sebastian Taylor-Bach skrev om bandet: "Dying Wish er til dig, der vil leve livet. Til dig der tryller en lille, hvid pose nikotin op, hvor det er rigtig sjovt, inden næverne smøres med kalk. Det er konge-core, som core skal lyde, med masser af insisterende riffs og sweet breaks. ‘Fragments of a Bitter Memory’ fra sidste år, er ild til dine biceps – og alt andet. Kør bil til Dying Wish, kør hele Eskimo Callboy ned til Dying Wish, giv fingeren og råb “pump this, bitch!” mens du stikker af fra politiet til Dying Wish, bliv fanget og smidt i fængsel til Dying Wish, pump dine guns i fængselsgym til Dying Wish."
Ditte Krøyer kender de fleste læsere af dette magasin nok fra blackede og crusty Vulvatorious samt gæsteoptrædender med snart sagt ethvert dansk metalband. Det sidste er ikke så underligt. Krøyers enorme scenepersona og tilstedeværelse er jo nærmest en slags cheat code til at hæve niveauet på en koncert.
Med soloprojektet Krøyer er der stadig grumme tæv med stemmebåndene, men rent musikalsk er vi ude i konfrontatorisk techno, hvor man klart skal danse, men der skal også sendes bandbuller mod alverdens røvhuller.