Den spirituelle lyd af grænseløst mod
Konstant eksperimenterende, men også to thine own self be true. Lyden er konstant under forandring, men altid 100 % dem. Lige dele WTF og yes, please fra de eksperimenterende black metallere.
Flea
Micah (5:15am)
The Weight
Serenity
The Spiritual Sound
Dan's Love Song
Bodhidharma
Hallelujah
The Reply
På losangelinoernes andet album, ‘The Spiritual Sound’ føjer Agriculture hardcorens rastløse energi og irsk klingende shoegaze til den soniske palette, der i forvejen var fuld af ekstatisk black metal, episk shredding, noise og inderlig folk. Pragtfuldt! At lytte til albumåbneren ‘My Garden’ første gang, ganske uforberedt, var noget af en knytter i fjæset. Dissonante, glidende riffs, nærmest EYESk i lyden, og så Richard Chowenhills frenetiske guitararbejde henover, så tung chugging, inden vi går ned (!) i energi med et blødt (!) blastbeat og smuk skønsang, så tilbage i chugging og Leah B. Levinsons fænomenale goblin-stemme. Konstant bliver tæppet revet væk under en, og hver gang er det et forfriskende dopaminskud til hjernen.
Jeg har sjældent hørt en så effektiv albumåbner, der samtidig øjeblikkeligt fortæller os, at hvis vi troede, vi havde regnet Agriculture ud, så kan vi godt tro om igen. Få bands kan matche deres frådende energiniveau, men endnu færre kan måle sig med deres mod til at åbne deres kompositoriske praksis i nye retninger. Black metal er stadig den primære grundingrediens, men det er altså både forfriskende og fedt at høre Agriculture fyre et D-beat af på ‘Micah (5.15am)’, og det føles også, som om den skregne vokal har et mere galpende antrit i de stykker. ‘The Weight’ føles som et ankerpunkt på ‘The Spiritual Sound’ med sine brede og grumme riffs, tunge trommer fra Kern Haug og vægtige vokaler, som vover enkelheden og åbenheden i sine melodiske stykker. Ligeledes gælder det ‘Bodhidharma’, der føjer (ikke helt) hvid støj og ultraskrøbelig vokal-inderlighed til den massivt storladne rytmesektion og de episke (i den nye, lidt ukorrekte forstand) guitarer og igen den den der åbne enkelhed, hvor elementer får lov at stå næsten helt alene.
Jeg glæder mig helt sindssygt til at høre de her sange live og opleve den stærke skrøbelighed i et rum. Hermed er opfordringen givet videre til bookere derude.
“Ten thousand little leaves
Ten thousand trees
Each filament known by light
Earth, sap, and seed
Each drop of rain in fall
Each beast and breed
Ten thousand little leaves
Ten thousand trees”
Sådan synger Leah B. Levinson med lillebitte stemme, som en buddhistisk pegen på livet i de mindste ting, nærmeste helende oven på versets skregne:
“You look like you're dying
What do you need?
Lift out from the clutter fuck
Sitting under ten grams of weed
Feels like you're gonna hurt forever
What do you need?”
Agricultures lyriske verden er stadig fuld af buddhisme, queer og trans-temaer. Her fra ‘The Weight’, som knugende maler et billede af den tungt undertrykkende verden, der omgiver LGBTQ+-mennesker. Ikke alle er fobiske, ikke alle råber ad dig, ikke alle overfalder dig, men det er altid til stede som et vilkår, synes sangen at sige med sine observationer af hadforbrydelser, store som små:
“Casey got beat
While out with Tessa
I heard days later
When we reconvened
And Suz was followed
That same week
And Casey and Tessa
Still can't sleep
Hammer and screw
Some guy yells "faggot"
He drives off gnawing
Flexing his cheeks”
Det er det, der rammer så rent på ‘The Spiritual Sound’. Den konstante, kompositoriske og stilmæssige opfindsomhed åbner ens ører, og så vælter lyrikken en med sin åbenhed og tyngde. I en genre, hvor der ved Satan er megen hul grand-standing og meget performativt sværdsvingeri, er Agriculture et transgressivt og progressivt modsvar. Det er ganske enkelt fremragende at lægge ører og følelsesmæssige reaktioner til et band, der i så høj grad insisterer på at være sig selv. Det er noget, mange genretrofaste trve kvlt-medløbere godt kunne lære noget af. Et ægte opgør med traditionernes undertrykkelse må nødvendigvis også inkludere egne traditioner. Også dem, der er smedet i Helvetes indercirkel.
Jeg bliver nødt til også at pege på Dan Meyer, guitaristen og den anden sanger i bandet, som skinner på numre som det ulmende, ‘gazende ‘Dan’s Love Song’, der overtager titel-interludets flydende, My Bloody Valentine-klingende guitarflade. Man kunne beskylde nummeret for en lidt for direkte sonisk strandhugst på de irske kyster, men når Dan Meyer synger så smukt og ømt, må man jo bare overgive sig og lade den slags småligheder falde til jorden. Dan Meyer står også stærkt på ‘Hallelujah’, der fungerer fint som et blødere mellemspil mellem de massive 'Bodhidharma' og albumlukkeren ‘The Reply’. Tilsammen synes de tre numre at udgøre et buddhistisk triptykon. Sidstnævnte med naturobservationer, der næsten føles som en meditation, der punkteres af krigsbilleder fra første verdenskrig, hvor en verden, den europæiske, går under. "They destroyed it for no reason", synger Dan Meyer. Er svaret på fred krig? Jeg håber det ikke. Eller er en søgen efter indre fred vejen mod ydre fred? Måske er den søgen vigtigere end svarene.
Uanset hvad udgør ‘The Reply’ en mægtig afslutning på et album, der får en ud i de stilmæssige hjørner, men også følelsesmæssigt ud i tovene. Et pragtværk, der er lige så splintret og søgende, som det er en forbilledligt sammenhængende ytring.