Høj på desperation
Steve Von Till har lavet en plade til alle os, der har en kende svært ved at finde rundt i verden. Og det gør han effektivt med få virkemidler.
Watch Them Fade
Horizons Undone
Distance
Calling Down the Darkness
The Dawning of the Day (Insomnia)
Old Bent Pine
River of No Return
Da Steve Von Till i foråret uropførte sit på det tidspunkt endnu ikke udgivne, sjette studiealbum, 'Alone In A World Of Wounds' på Roadburn Festivals hovedscene, ramte det med fuld kraft. Da albummet kom i midten af maj, var det allerede det album, som jeg havde hørt mest den måned.
Steve Von Tills hæse, dybe stemme, som mange kender fra nu hedengangne Neurosis, er som skabt til den mørke, ambiente americana, han spiller under sit eget navn. Det er ikke komplicerede kompositioner. Der opfindes ingen musikalske dybe tallerkener. Men han rammer en nerve, der som en cellostreng står og vibrerer blødt og dybt, når Von Till hudfletter verdens – eller måske bare livets – tilstand med sine ord, sine stemninger og den hæse stemme, der bevæger sig mellem det sorgfulde og det kraftfulde. Ofte nøgen og i front på en baggrund af ambiente synths og den smukke cello, der trækker tråden gennem hele pladen, eminent spillet af Brent Arnold, som også er med, når Von Till spiller live-koncerter.
'Alone In A World of Wounds' handler om alt andet end at give op. Faktisk lige præcis det modsatte. Det handler om at finde det mellemmenneskelige i det kaos, som er verden lige nu med gale mænd på de gale poster og med en livskrise, der lader til at brede sig. Melankolien er til at tage at føle på i den utroligt smukke ‘Watch Them Fade’, der kan forstås som et kampråb, et hårdt nej til, at det smukke i livet blegner.
Da vi talte med Von Till i april måned i 2025, talte vi naturligvis også om hans tekstunivers, og derfor skal man være lidt forsigtig med at læse nogen universel betydning ind i teksterne, der er som en familie-quilt, hvor alle de ord og sætninger, Von Till nogensinde har skrevet ned, sammensættes på nye måder og får nye betydninger. Det er op til den enkelte at afgøre, hvad ordene betyder. Men hen over 'Alone In A World Of Wounds' er det gennemgående tema, at vi på ingen måder skal opgive. Vi skal grave dybere. Vi skal lede mere. Vi skal insistere. Også når vi ligger som strandvaskere og kigger ud på en verden, der enten globalt eller lokalt ikke længere giver mening.
I modsætning til Von Tills tidligere udgivelser, så afslører 'Alone In A World Of Wounds' også en stadigt større kærlighed til klaveret som instrument. Det betyder ingenlunde et farvel til guitaren, men den har fået konkurrence, og der er slet ikke så meget af den klassiske fuzz-guitarlyd, som ellers forbindes med Von Till. Til gengæld har vi fået harmonier, der til tider grænser til det banale, men som i sammenhængen fungerer virkelig godt. Det er musik, der skal beundres for sine stemninger, sine ord, sine pauser, sine tomrum – ikke sit kompositoriske geni. Det er en langsom plade, der får lov til at folde sig ud i det tempo, den har brug for. Der er mange gode melodier på pladen, men Von Till har også ladet sig selv lege lidt med formatet på ‘Old Bent Pine’, der er ambient og båret af uhyggelige samples og en ildevarslende vokal, som paradoksalt nok handler om at få fred i sindet. Albummets lukker er ‘River of No Return’, der er skrøbelig og måske albummets bedste sang. For mig en sang om at komme til kernen. Om at finde det vigtige. Om at evne at lade sig forføre af det mysterium, det her liv dybest set er. Om at have brug for et andet menneske.
Og hvor ville vi være i verden uden hinanden? Det ved ingen, men Von Till har lavet en plade, der prøver at besvare netop det spørgsmål.