Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Roskilde '17: Tonsertunge toner

Populær
Updated
Roskilde '17: Tonsertunge toner
Roskilde '17: Tonsertunge toner
Roskilde '17: Tonsertunge toner
Roskilde '17: Tonsertunge toner
Roskilde '17: Tonsertunge toner
Roskilde '17: Tonsertunge toner
Roskilde '17: Tonsertunge toner

Neurosis kom godt efter en skæv og stresset koncertstart og trodsede solen lørdag aften på Avalon, hvor de endte med at overgå deres eget legendariske materiale.

Kunstner
Dato
01-07-2017
Trackliste
1. Lost
2. A Shadow Memory
3. Locust Star
4. Fire Is the End Lesson
5. Broken Ground
6. At the End of the Road
7. Bending Light
8. The Doorway
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Tre kvarter inden Neurosis skulle gå på scenen, stod de britiske shoegazepionerer Slowdive foran et tætpakket Avalon-telt i overdøvende klapsalver. Det tog deres crew omtrent et kvarter at pakke sammen, før scenefolkene ændrede udseende. De skæggede og hoodieklædte herrer i Neurosis havde alvorlige blikke, for de skulle nå at pakke ud, lave lydprøve og gøre sig klar til at spille koncert på blot en halv time.

Publikum var nu heller ikke klar. Fem minutter i showtime stod kun nogle få håndfulde publikumsgrupper på gulvet, og akavetheden spredte sig hurtigt; ville koncerten have så ringe fremmøde, som da det amerikanske band spillede på Arena for otte år siden? Havde Roskilde fejlplaceret bandet igen? Svaret blev hverken eller.

Det kunne for alle parter have været mere klædeligt at sætte Neurosis på Pavilion, hvilket festivalen skal skrive sig bag øret til næste gang. Deres festivalkoncerter har ikke den største fremmøde, for de gør sig bedre på et spillested; og denne aften var tilfældet oven i købet, at solen for første gang var fremme i en hel uge, hvorfor flere måske valgte varme frem for musik. Til bandets store held blev Avalon-teltet dog fyldt mere og mere op, jo mere koncerten skred frem. Og alle de, der kom hen ad vejen, gik ikke glip af det store, tværtimod – koncertens højdepunkter kom sent.

Neurosis’ trængte forberedelsestid betød nemlig, at guitarist Steve Von Till fik bøvl med sit kabinet, effekt/pedalboard og kabel, der gik ud over musikkens intensive tyngde, der blev afbrudt af stemningsfuld dronemusik leveret af de resterende bandmedlemmer for at undgå pinlig tavshed og fjerne fokus fra teknikernes tilstedeværelse – hvilket bandet skal have stor ros for. Over for publikum virkede situationen nærmest planlagt, som om Von Till blot skulle have en hånd med til at klargøre udstyret til den næste sang.

Efter at samtlige tekniske problemer blev løst, virkede stemningen på scenen en anelse bedre og mindre stresse. Det havde ellers gået ud over bandets indlevelse i musikken og dermed også musikken. Det indtil da monotone lydbillede, blev hurtigt erstattet af dynamik og ikke mindst en energisk sceneoptræden, der var Neurosis’ tunge lydunivers værdig.

Uanset hvilken del af deres bagkatalog – som de i øvrigt kom flot og vidt omkring – bandet spillede, føltes det langt hen ad vejen lige så intenst som på album; den kaotiske og distortionprægede guitarlydmur, der følger Scott Kellys og Steve Von Tills grove, skrigende vokaler blev ført an af Jason Roeders tribal-inspirerede trommespil, understøttet af Noah Landis’ trancede dronekeyboard samt den pinkhårede Dave Edwardsons aggressive baspassager.

Og netop bassen er værd at tage fat på. For selvom den udprintede sætliste, der var klistret på monitoren foran Edwardson, var ved at flyve kraftfuldt af sted, hver gang han slog på en streng, var oplevelsen langt fra den samme som under bandets føromtalte koncert på Roskilde Festival i 2009, hvor den decideret gik hen og blev fysisk hård at overvære. Grundet placeringen af højttalere under scenen på Arena fik publikum bogstaveligt talt serveret bassen lige i hovedet, der efterfølgende medførte knoglesmerter. En fed oplevelse, man sent glemmer, og som kunne have været interessant at få genoplevet – men det var nu ude af Neurosis’ hænder.

Som et plaster på såret fik årets publikum imidlertid en anden hæsblæsende oplevelse; nemlig at overvære ‘The Doorway’ fra mesterværket ‘Times of Grace’ live, koncertens afslutningsnummer. Alle Neurosis-fans ved, at det er en sjældenhed at få denne fornøjelse, hvorfor jublen på de forreste rækker var overdøvende – og undertegnede fik da også lidt glædestårer i øjnene – da sangens karakteristiske guitarriff lød. Fremførelsen af nummeret blev langt mere intens, vild og tung end på plade, hvilket efterlod det efterhånden godt tætpakkede Avalon-telt i ekstase. Neurosis sluttede ganske enkelt på toppen.