Mellem himmel og tomrum
Anna von Hausswolff strækker sit musikalske blik mod kosmos på ‘Iconoclasts’, men når ikke helt sit mål.
2. Facing Atlas
3. The Iconoclast
4. The Whole Woman feat. Iggy Pop
5. The Mouth
6. Stardust
7. Aging Young Women feat. Ethel Cain
8. Consensual Neglect
9. Struggle With The Beast
10. An Ocean Of Time feat. Abul Mogard
11. Unconditional Love feat. Maria von Hausswolff
12. Rising Legends
Svenske Anna von Hausswolff er tilbage med sit sjette album, og det er endnu en gang en kompromisløs affære, der insisterer på fordybelse frem for umiddelbar forløsning. Det er musik, der ikke lader sig konsumere i forbifarten, men kræver tid, stilhed og villighed til at blive suget ind i dens langsomt pulserende univers.
En sanselig, men fjern rejse
Meget af ‘Iconoclasts’ svæver vægtløst, som var numrene opløst i både tid og rum. Von Hausswolff har længe bevæget sig i et krydsfelt mellem gotisk tyngde og spirituel ophøjelse, og her kan man høre slægtskaber til både Nick Caves mere eftertænksomme udgivelser og Kate Bushs teatralske sensibilitet – dog uden poppens forløsende kroge. Det er smukt, men også distanceret.
Hendes stemme forbliver albummets stærkeste våben: varm og omfavnende det ene øjeblik, nasal og insisterende det næste. Desværre er det ikke altid behageligt, og når de musikalske idéer er få, kan det monotone tage over. ‘Stardust’ skiller sig positivt ud med mere struktur og en opløftet energi, mens ‘Ageing Young Women’ – sammen med førnævnte – hører til pladens mest tilgængelige øjeblikke.
Storladent uden at sprænge rammerne
Albummet rækker konsekvent ud efter noget monumentalt, men når sjældent det punkt, hvor lytteren virkelig blæses bagover. Det bliver mere kontemplativt end konfronterende – og i sammenligning med eksempelvis Chelsea Wolfe fremstår ‘Iconoclasts’ næsten ufarlig. For at sige det ærligt: lidt mere heks og lidt mindre Enya havde klædt helheden.
Duetten med Iggy Pop er en kuriositet. Her lyder han mere som Johnny Cash i sine sene år end som punkens urkraft: sober, reflekterende og afdæmpet – hvilket passer stemningen, men ikke ligefrem skaber gnister. Til gengæld er ‘Facing Atlas’ en triumf: et dronende, stjernegribende værk badet i rumklang og klassisk instrumentation, der indfrier albummets kosmiske ambitioner.
‘Iconoclasts’ er mindre gotisk end tidligere, men mindst lige så eksperimenterende – og ofte både instrumentalt og følelsesmæssigt ensomt. Det er en rejse, der kræver tålmodighed og indsats, men belønningen er ujævn. Fascinerende, ja – uforglemmelig, ikke helt.